Dúgvan - 14.03.1895, Qupperneq 3

Kæve, tilkjendegiver Forstand og Aands-
evner, ned værdigede og fordunklede ved
Udsvævelse. Spisekvarterets Svingdør aab-
nedes og en af Udseende venlig Mand
traadte ud i Regnen. »Giv mig' en Penny,
om De behager, min Herre, og jeg vil
fremsige et Kapitel af Evangelierne. Jeg
er udhungret.« Den fornemme Herre saa
stivt paa Taleren. En Taare stod i hans
Øje. »Du kan oplæse Kapitler af Evan-
geliet, kan Du? Lad mig høre Dig.« Det
syvogtyvende Kapitel af Mattheus blev
gengivet Ord for Ord. Herren tog ham
med sig ind paa Kaffehuset, Efter at have
givet ham et godt Maaltid, sagde han:
»Min Yngling, jeg bragte^Uig ikke ,herind
for at.. gi Vie, Dig < en Kop Kaffe, for siden
at lade Dig gaa for Vejr og Vind paa
Gaderne. Jeg ønsker at hjælpe Dig. For-
tfe 1 mig Din Livshistorie, og dersom Du
staair til at redde i dette Liv, vil jeg ved
Guds Naade stille mig selv som Manden
til at redde Dig; kun fortæl mig sandfærdig
hvo Du er og hvorledes Du kom her.«
»Min Herre,« sagde en lav alvorlig Stemme,
»jeg er Søn af en Præst. Jeg legede som
et lykkeligt Barn med mine smaa Brødre
og Søstre. Jeg kan endnu se den gamle
Skole og mine Skølekammeraters Ansigter;
og da, og da —« Etan bøjede sig ned,
skjulte sit Ansigt med sine Hænder og
hulkede højt. »Had da?« sagde Sporgeren
venligt. »Efter de lykkelige Skoledage,
hvad da?« Han tørrede sine Øjne. »Jeg
gik til et Kollegium, min Herre, som den
første Dreng i Skolen, dristig stolende paa,
at jeg skulde udføre alt, som laa for mig.
Jeg traf paa slette Kammerater. Jeg blev
snart truffén i Vin-Selskaberne. Jeg be-
gyndte at drikke utvungen og aabent, og
da jeg var beruset, begik jeg en Handling,
der lukkede Adgangen til Kollegiet. Jeg
forsøgte ét Slags Arbejde og derefter et
andet Slags, min Smag for Drik blev
stærkere og stærkere, hvorfor jeg sank
lavere og lavere; og nu, min Herre, vil
ingen beskæftige mig. Min Karakter, min
Helbred og mine Kræfter ere tabte. Jeg
er et Vrag, og er tilfreds med at forblive
saa. Jeg har svoret, at jeg aldrig skal
træde over min Faders Dørtærskel igen,
og jeg- vil aldrig gøre det. Farvel, min
Herre, De mener det venligt, men det er
for sent for mig.« Et ilsomt .Skridt, Sving-
døren luktes, og den høje, magre Skikkelse
var forsvunden, (»Afh.-Bas.«.)
En Medgifts Historie.
(Efter „Dannebrog".)
Fra Wien fortælles en lille interessant
Historie om en røvet Medgift, der efter
atten Aars Forløb er kommet tilbage og
nu kommer Datteren af den besvegne
Kvinde tilgode.
I Aaret 1876 ægtede en Frøken Kral,
Datter af en Velhavende Forretningsmand
i Wien, en ung Bankassistent, der ikke
havde andet end sin. ringe Gage at byde
den unge Dame. Til Gengæld bragte
denne ham en Medgift af 40,000 Kroner,
som Svigerfaderen udbetalte i rede Mønt
et Par Dage efter Brylluppet.
Det var nu ikke, fordi Hr, Kral havde
været særdeles gunstig stemt for Partiet.
Tværtimod, han havde ivrig fraraadet
Datteren det, navnlig fordi det hed sig,
at den unge, kønne S. var en noget »vidt-
løftig« Herre. Men Frøken Anna var for-
elsket og det til op over begge Øren, altsaa
var der ikke noget at stille op.
. Naa, det viste sig snart, at Rygtet
ikke havde bagvasket den unge Mand,
Ægteskabet havde ikke forbedret ham, og
et halvt Aars Tid efter Brylluppet erfarede
Anna, at hendes Mand stod paa intimeste
Fod med en Statistinde ved JosephstcLdterr
Teatret. Hun gjorde sin Mand de hæftigste
Bebrejdelser; han lovede Bod og Bedring,
men holdt naturligvis ikke sine Løfter, og
en -■skøn Dag forsvandt han, men tøg hele
Meragiften med i Lommen.
—Ft Par Uger efter at han havde gjort
sig usynlig, kom der et lille Brev fra ham
til Mhs Hustru, hvori der ikke stod andet
end, at han i Udlandet agtede at grunde
et Hjem, hvortil han, naar Tidens Fylde
kom, vilde kalde sin elskede Anna.
Den ulykkelige unge Kone forstod jo
nok, at det kun var en bitter Haan, hvad
han dér skrev, og hun besvor sin Fader
om at fortie lige overfor andre, hvad der
var passeret, idet hun mest af alt vilde
undgaa at være Genstand for ligegyldige
Menneskers Medlidenhed. Hun flyttede
tilbage til sin Fader og nedkom nogle
Maaneder senere med en lille Pige. Barnet
voksede op hos Bedstefaderen, og Fru S.
tog en Plads i en Konfektionsforretning,
hvor hun endnu er den Dag i Dag.
Hr. Kral er død for nogle Aar siden
uden at efterlade sig noget, og Fru S. og
hendes 17-aarige Datter Adolfine, der er
forlovet med en beskeden ung Forretnings-
mand, lever i meget smaa Forhold.
Saa skete det en Dag i afvigte Juni
Maaned, at Fru S. fik et Brev, der kom
lang Vejs fra. Paa Poststemplet stod San
Francisko, men Haandskriften var hende
en god, gammel Bekendt. Det var némhg
hendes Mands. Med Undtagelse af den
kyniske lille Skrivelse kort efter, at han
var rømmet, havde han ikke-givet noget
Livstegn fra sig. Nysgerrig brød hun
Brevet, hvori han meddelte hende, at han
havde en meget god Importforretning i San