Dúgvan - 10.06.1897, Qupperneq 2

i Koldt vandsforeningen!« — Han havde
faaet at vide om Mødet, og da jeg paa min
Vej did red forbi hans rfus, blev han saa
ivrig efter at faa at vide, hvad jeg kom til
at gøre, at ogsaa han rejste til Sutherland
og ventede udenfor Skolehuset, til en liden
Pige kom ud. Han spurgte hende: »Gik
Mr. Talfourd ind i Afholdsforeningen?« —
Men da hun svarede: »Nej, han vilde ikke!«
gik han meget glad paa Hjemvejen.
Undervejs gik han ind paa Værtshuset
og blev snart meget drukken.
Førend min Ven havde faaet talt ud,
skønnede jeg, hvordan mit Eksempel vir-
kede. Jeg kunde ikke engang faa svare
ham. men red øjeblikkelig hjem, og omtrent
en Time derefter var jeg paa Vejen til
Sarnia, hvor jeg undertegnede Afholds-
løftet Kl. 4 Eftermiddag den iode Marts
1840.
Og siden er der ikke gaaet en eneste
Dag, uden at jeg har haft Grund til at
takke Gud for. hvad jeg den Gang gjorde.
Ti Maaneder gik, uden at jeg fik An-
ledning til at tale med min Ven D., da
han nu altid ligesom skyede mig. Da
holdtes der et Møde i en nærliggende
Smaaby, og da Mødet var slut gik D. med
nogle Kammerater ind paa et Værtshus,
hvor de sad og drak indtil Kvælden, da
de rejste hjem. Hans Venner forlod ham
i Nærheden af hans Hus.
Men han naaede ikke hjem. Den
næste Morgen fandt en af mine Slægtninge
ham død paa Vejen. Han var falden i det
glatte Føre, og da han ikke havde været
i Stand til at komme op igen, var han
frosset ihjel.
Han havde en brav Hustru, men ingen
Børn, og var godt likt af alle.
Det var en Trøst for mig midt i
Sorgen, at jeg dog i 10 Maaneder havde
forsøgt med mit Eksempel at vise ham den
rette Vej.«
Basunblæseren fra Schwalbach.
(Oversat fra Fransk.)
Vinteren 1847 var særdeles stræng;
Nordenvinden peb bestandig gennem Paris’
Gader; der var ofte Sne paa Tagene og
Is paa Vandløbene.
En Morgen i Januar Maaned henimod
Middag havde Robertin, en gammel Em-
bedsmand ved poste restante, taget Plads
foran det Bord, paa hvilket de Breve, hvis
Uddeling var ham betroet, laa ordnede
alfabetisk, da en forsigtig Haand skrabede
i den mørke Gang, som tjente som Vente-
værelse for Publikum.
Robertin aabnede hæftigt Laagen, og
i det samme kom der et langt knoglet, af-
magret Hoved til Syne, oplyst af et Par
blaa Øjne og bedækket med blonde, næsten
gule Haar. Den gamle Embedsmand gav
sig til at betragte den mærkelige Person-
lighed, hvis mærkelige Paaklædning for-
talte en hel nagende Historie om fortvivlede
Kampe med Elendigheden, men hvis An-
sigtsudtryk vidnede om en ydmyg Sørg-
modighed og en smertelig Melankoli. Under
den venstre Arm havde den stakkels Fyr
en gammel Basun.
»Hvad vil De?« spurgte Robertin i en
vred Tone.
»Undskyld, min Herre,« svarede Manden
med Basunen, med stærkt elsasisk Tone-
fald; »jeg er Zimmermann .... jeg vilde
gerne vide . . . .«
»Ønsker De et Brev?«
»Ja, min Herre.«
»Hvorfra?«
»Fra Schwalbach.«
Robertin gennemsøgte hurtig Bunken,
som laa foran ham og kom frem med et
uhyre stort Brev, hvis Adresse med for-
skellig Haandskrift var affattet saaledes:
Hrr
Hrr Zimmermann, Musiker
Beschweller Kommune
i Kanton Schwalbach
for Tiden i
Paris
Poste Restante.
Ialt syv I inier, hvoraf de to sidste
øjensynlig vare skrevne af en uøvet Haand.
Under Adressen var der anbragt et Tegn,
som vilde sige, at Brevet, da det ikke var
frankeret, kun vilde blive udleveret mod
en Udbetaling af go Øre.
Robertin rakte Brevet til Zimmermann,
som opmærksomt gav sig til at læse
Adressen. Efter godt og vel to Minuters
Forløb leverede han det tilbage til Embeds-
manden.
»Det er altsaa ikke til Dem?« spurgte
denne forbavset.
»Nej, min Herre.«
»Men der er ingen andre med Deres
Navn.«
»Ja, jeg vilde modtage det ...,.«
svarede den omflakkende Musiker, og med
en hilsende Mine naaede han Døren og
forsvandt.
Da Robertin saa ham igen efter
fjorten Dages Forløb havde han næsten
glemt ham. Et andet Brev var kommet
i Mellemtiden; ved Nævnelsen af Navnet
Zimmermann tog han det mekanisk og gav
det til Manden med Basunen. Det var
bestandig det samme Papir, stort og tungt;
Adressen var affattet paa samme Maade