Dúgvan - 10.06.1897, Síða 3

med den samme Afveksling i Haand-
skriften.
Zimmermann gav sig ligesom forrige
Gang til omhyggelig at studere Adressen,
og gav saa til sidst Brevet tilbage til
Robertin, idet han erklærede, at Brevet
ikke var til ham.
Saa bukkede han med en sørgmodig
Mine og trak sig tilbage.
To Uger gik, før han viste sig igen,
men i denne Tid havde Robertin haft
l ejlighed til at anstille Betragtninger.
Robertin var ingen ond Mand. kun
holdt han ikke af, at man gjorde Nar af
ham.
En Mistanke havde han fattet i An-
ledning af Manden med Basunen ; han kom
halvt om halvt under Vejr med en Hemme-
lighed, og da han ikke vilde haves til
Bedste, lovede han sig at være paa sin
Post, næste Gang 1 ejlighed tilbød sig.
Denne tilbød sig efter en Uges Forløb,
henimod Kl. 8 om Morgenen.
Da Zimmermann kom, var der endnu
ingen til Stede i Venteværelset.
Han bankede som sædvanlig sagte
paa l.aagen og efter nogle Sekunders
Venten rakte han Hovedet frem imod Aab-
ningen.
Robertin hørte ham.
»Livem er der?« spurgte han vredladent
som sædvanlig.
Basun-Mandens Ansigt opklaredes af
et grædefærdigt Smil.
»Det er mig! De ved, min Herre,
jeg kommer for at se ... .«
»Her er intet til Dem!«
»Intet?.......Undskyld............De
kender mig maaske ikke igen? Jeg er
Zimmermann.
»Jo, jeg kender Dem rigtignok.«
»Men det er umuligt . . . .«
»Der er intet Brev fra Schwalbach,«
afbrød Robertin ham; »det er unyttigt at
jeg giver Dem et, som bærer den samme
Adresse, som De har afvist tidligere.«
Elsasserens Ansigtstræk blegnede'
pludselig; hans Læbe fik en smertelig
Sammentrækning og store Taarer kom
ham i Øjnene. Robertin var lige ved at
røres, men han betvang sig og holdt sig
bravt.
»Vil De da ikke vise mig Brevet?«
spurgte Zimmermann med en klagende
Stemme.
»Hvad kan det nytte?«
»Jeg vilde kun se paa det.«
»Det kan være nok med det! Jeg har
ingen Tid at spilde .... De kan komme
igen en anden Gang.«
Og Robertin var allerede i Færd med
at lukke Laagen, da han standsede be-
styrtet. Henne i den anden Ende af
Stuen hørtes der et hjerteskærende Suk;
den ulykkelige Basunblæser havde lagt sit
Ansigt i Hænderne og trukken tilbage i
en Krog græd han sine modige Taarer.
»Ih dog, hvad er det?« spurgte Robertin,
som skyndsomt ilede hen til ham. »Hvad
er der i Vejen med Dem? Hvad betyder
. . . .?«
Zimmermann løftede Panden og, skønt
badet i Taarer, forsøgte han dog at smile.
»Tilgiv mig! Tilgiv mig!« stammede
han. »Det er mere end jeg kan bære.
Jeg kan ikke mere........jeg vil hellere
sige Dem det hele! Ser De, jeg er fra
Schwalbach . . . .jeg har maattet drage
bort fra min fattige I andsby, fordi vi vare
nær ved at dø af Sult, Gretchen og jeg.
De ved ikke: Gretchen er en god og brav
Pige der nede; da vi bleve gifte, var hun
sytten Aar og jeg to og tyve — det er nu
tolv Aar siden.....Vi vare længe lykke-
lige; vi vare ikke rige, men jeg blæser
ret godt paa Trompet; ved Festerne fik jeg
Tilbud fra højre og venstre; jeg bragte
altid noget hjem til at spise, og Familien
forøgedes lidt efter lidt. snart med en
Dreng og snart med en Pige. Aa, De
skulde se dem! de smukke Englebørn —
Pigerne især! — Gretchen, hun holder
mere af Drengene, men jeg! — min Gud,
jeg keder Dem vel ikke? Om De saa vil,
skal jeg ikke sige mere — for Resten, jeg
er snart færdig. Dette kunde ikke vare
ved; der var allerede otte Munde at mætte,
og det, som jeg fortjente, slog ikke til; det
behøves ikke, at jeg fortæller Dem det . . .
Gretchen spiste ikke mere; hun skjulte sig
for mig for at lægge Baand paa sig selv.
Da jeg saa dette, græd jeg hele Natten,
og allerede den følgende Morgen var min
Beslutning tagen. Men at komme til Paris,
det var en smal Sag; det vanskeligste var
at skilles fra Schwalbach. De forstaar det,
ikke sandt? Ikke at se min Gretchen, ikke
at omfavne de Børn mere, som hun havde
givet mig, — det var ikke til at udholde.
Og naar vi saa en Gang vare adskilte,
hvorledes skulde jeg saa høre fra dem?
Lejlighederne ere saa sjældne og Fri-
mærkerne paa Brevene ere saa dyre. Saa
udtænkte vi et Middel, som skulde bringe
alt i Orden. De har læst Adressen paa de
Breve, som jeg har modtaget, og De maa
have bemærket, at den bestaar af syv
Linier, hver med forskellig Haandskrift.
Hele Familien har bidraget dertil, hver har
sat sin Haand derpaa lige fra de store til
de to mindste. Saaledes kan jeg se af
Udskriften, at hele Familien har det godt
og tænker paa mig. Angaaende selve
Brevet, har jeg vel behov at vide hvad det
indeholder? Det indeholder min Gretchens
hele Hjerte, og det vil bestandig udelt
tilhøre mig. Se det er er alt: og vil De
saa ikke nu, min Herre, tilgive mig? Og