Dúgvan - 10.06.1897, Blaðsíða 4

jeg er sikker paa, at De ikke vil bringe
en stakkels Mand til Fortvivlelse, som kun
elsker sin Gretschen og sine Børn i
Verden!
Robertin gjorde, hvad sikkert alle
vilde have gjort i hans Sted; han skyndte
sig at give Zimmermann Brevet, hvis
Adresse sagde saa meget, og hele Vinteren
1847 kunde den ulykkelige, uden at give
en Skilling ud, modtage Efterretninger fra
sin talrige Familie.
Flistorien ender der . . . men jeg kan
ikke modstaa Ønsket om at tilføje endnu
et Træk.
»Det, som jeg med Zimmermanns
Samtykke har berettet,« sagde Robertin
til mig, idet han endte sin Fortælling, »er
sikkert en af de bedste Bevægelser i mit
Liv; men det, som greb mig mest, var
maaske det, som fandt Sted Dagen efter.«
»Dagen efter?«
»Jeg var lige staaet op: Klokken var
omtrent 8 og jeg var i Færd med at fuld-
ende min Paaklædning for at begive mig
til Kontoret, da jeg pludselig i Gaarden
til det Hus, hvor jeg boede, hørte —«
»Hvad hørte De dog?«
»Gæt ... nu vel, jeg hørte Forspillet
til en kendt Folkesang udført paa Basun.«
»Og det var Zimmermann!!!«
»De forstaar .... den stakkels Fyr
vilde takke mig for min Godhed imod
ham, og han havde ikke vidst noget bedre
end at give mig en Morgenmusik paa sin
Vis.«
Nær er ein fudlur?
Jåkup og Mikkjal trættist leingi um,
nær taå kundi sigast um ein mann, at hann
var fudlur, men teir kundi ikki koma å
samt um ta6.
So sigur Jåkup: »Hoyr, Mikkjal, nu
skal eg siga tær nakaå. SunnukvøldiS, tå
i5 Mortan kom attur til hus, tå var hann
fudlur. Adlir, sum høvdu verié i båts-
gildinum voru ringir, men eingin var to
so ringur sum Mortan. Tå i5 hann kom
heim, voru ødl niSur farin og mirkt var i
roykstovuni, men Mortan vildi festa sær i
pipuna, sum hann var vanur, åSrenn hann
leg6i seg. Ongan hev6i hann eldpinnin,
men so sær hann tveir brandar glogva å
firsta5num. Hann skinklafii so ivir um
golvi3, bukkar seg niftur og setur pipuna
moti ø8rum brandinum, men kvat sker, i ti
sama høggur ein kettulabbi hann fleiri
ferSir i anlitiS og Mortan bleiv so for-
skrektur, at hann datt endilangur å golvi3.
Ta6 haldi3 eg vera ein fudlan mann, som
fer at festa sær i pipuna vi6 eitt kettueyga;
ti brandarnir, sum Mortan så å grågvuni,
ta3 voru eyguni i kettuni.«
»Ta5 veit eg ikki, um ta6 kann sigast,
at Mortan var fudlur firi ta5,« helt Mikkjal,
»filri var Rasmus hitt kvøldiS, tå i3 hann
fekk ketilost til nåttverSa. Tå i3 tey
fluddu honum stampin, tok hann og rendi
misuna av og setti seg so at kråma kostin
upp år viå hondinum. So beginti hann at
banna ivur kalvafiskin, tey høvdu givi5
honum, ti hann var so diddarak, og so
høvdu tey ikki givi6 honum eitt bein at
bita. Oreint ba5 han i skiliS og i karga-
kokurnar, sum upp år høvdu lagt, og høvdu
goymt alt ta3 bestå til sin sjålvan. Um
hann haldi eg taé kann sigast, at hann var
fudlur, heldur tå ikki ta&?«
»Jå,« seg6i Jåkup, »ta6 skal tå hava
rætt i, hann var fudlur vi6 lit.«
S m a a t i n g.
En tørstig Hovedstad er St. Petersborg.
Ifølge officielle Beretninger blev der i
Aaret 1895 drukket 30 Mili. Potter Brænde-
vin og 65 Miil. Potter 01. Da St. Peters-
borg har 1 Miil. Indbyggere og de ind-
fødte Statistikere mener, at ca. 600,000
Kvinder Oldinge og Børn maa lades ude
af Betragtning som ikke drikkende 01 og
Brændevin, ser man altsaa, at de resterende
ca. 400,000 gode Petersborgere hver drikker
75 Potter Brændevin og 162,5 Potter 01 om
Aaret. Af Vin baade inden- og udenlandsk,
drikkes der ligeledes kolossale Mængder i
St. Petersborg. I 1895 var der ikke mindre
end 2400 Udsalg af Spirituosa, d. v. s. et
i hvert 4de eller 5te Hus, og i AaretsT.øb
maatte Politiet tage sig af 50,000 fuldstændig
døddrukne Mennesker. Politiet anholder
•ikke dem, der ikke ere mere berusede,
end at de kan klare sig selv saa nogen-
lunde.
Fra Arbejdsmarken.
I Thorshavns Afholdsforening
er indmeldt Johan Johansen 11/5, Johannes
Henriksen 16/5 og Napoleon Jacobsen 6/e.
Dione Isaksen.
Trykt i „Fære Amtstidende“s Bogtrykkeri. — Redaktør: Dione Isaksen.