Dúgvan - 08.07.1897, Blaðsíða 1

Nr. 7.
8. JULI 1897.
4. Aarg.
I nærværende Blads Nr. 1 tillod jeg mig
atter i Aar ligesom de foregaaende Aar
at rette en Opfordring til Bestyrelserne for
de herværende Afholdsforeninger om at
tilsende mig en Meddelelse om Medlems-
antallet i de forskellige Foreninger m. m.,
da jeg mente, at det vilde være af Inter-
esse, især for Af holdsfolket her paa Øerne,
gennem en saadan Oversigt at kunne se,
om Medlemsantallet steg eller faldt, eller
om Sagen havde Fremgang eller ej.
Det første Aar modtog jeg fra 14 For-
eninger den forønskede Meddelelse, i Aar
er det derimod kun 3, nemlig Viderejde
Sogns, Kollefjords og Vaag Bygds (Norder-
øerne) Afholdsforeninger, der have imøde-
kommet mit Ønske i saa Henseende.
Hvad nu Grunden hertil kan være,
véd jeg ikke. Mon der skulde være saadan
Tilbagegang, at man skammer sig ved at
meddele Resultatet? Meget muligt, at det
forholder sig saa paa enkelte Steder, men
alle Vegne er det ikke Tilfældet. Det. er
vist snarere ligegyldighed, Mangel paa
Interesse for Arbejdet i det hele taget.
Synderlig Tid tager det ikke at affatte og
afsende en saadan Meddelelse.
Da jeg paatog mig Udgivelsen af nær-
værende Blad paaregnede jeg en større
Assistance af Sagens Venner ved Til-
sendelse af Bidrag, end sket er.
Hidindtil har jeg dog af og til mod-
taget noget; men nu lader det til, at In-
teressen ogsaa i den Henseende er kølnet;
thi nu har jeg i lang Tid ikke modtaget
noget, og dog har Afholdssagen ikke saa
faa Venner her paa Øerne, som med Let-
hed kunde levere værdifulde Bidrag til
Bladet, naar de blot havde villet.
Det vilde unægteligt være sørgeligt, om
Afholdssagen nu, efter omtrent 20 Aars
Tilværelse her paa Øerne, paa Grund af
Lunkenhed og Ligegyldighed skulde gaa
til Grunde. Burde vi ikke heller mande
os op til fortsat energisk Kamp for denne
Sag, som, saafremt den kan vinde Frem-
gang, vil være af uvurderlig velsignelsesrig
Betydning for vore kære Fødeøer.
Dione Isaksen.
En Daabspagt.
(En sandfærdig Tildragelse,)
(„Dansk Afhbld.“.)
Hus- og Arbejdsmand (lad os kalde
ham) Laust Petersen boede paa et ensomt
Sted, afsondret fra alle menneskelige Bo-
liger ude paa Heden. Laust og hans Kone
vare rigelig velsignede med Børn. Men
medens adskillige andre Mennesker mene
sig forpligtede til at lade Børnene døbe,
straks de ere fødte, saa var det ikke Laust’s
Syn paa Sagen. I Reglen kom der et
Barn omtrent hvert Aar. og naar man saa
hver Gang skulde have Fadderstads med
Offer til Præst og Degn og Gilde for Slægt
og Venner med deraf flydende Omkost-
ninger til Grød og Klipfisk og Brændevin
og Kaffepunscher m. m., saa regnede Laust
ud, at der derved fremkom en uforholds-
mæssig stor Udgiftspost i det knappe
Aarsregnskab.
Som god Økonom • beregnede Laust,
at det vilde være en ren Profit at opsætte
at døbe et Barn, indtil det næste kom, saa
kunde der slaas to Fluer med eet Smæk.
Men da det næste Barn kom, syntes
Laust slet ikke, der kunde være Tale om
noget Barselgilde det Aar, dertil var Ti-
derne altfor knappe.
Og Tiderne bleve ved at være knappe
for Laust, indtil der til sidst gik 4 udøbte
Børn i Laust’s Hus, det ene mere snavset
og uartigt end det andet.
Laust syntes saamæn endda, at han
gjorde, hvad han kunde, for at indpode dem
en mere moralsk Levevis ved at give dem
en god »Ende-fuld Klø« en Gang imellem,
og hans Kone syntes at det var sært, at
Skidtet ikke kunde gaa af dem, naar de