Dúgvan - 08.07.1897, Blaðsíða 2

gik og pjaskede i Vand og Regnvejr. Men
lige mistænkeligt saa det ud baade med
deres ydre og indre Menneske.
Saa en skønne Dag, da Laust flere
Gange uden tilfredsstillende Résultat havde
anvendt sig Moral-Indpodningsmetode og i
den Anledning var bleven dygtig harm i
Hu, tog han sin Kone for sig og med
Stemmen dirrende af den Bevægelse, hans
Blod ved Afstraffelsen var bleven sat i,
udbrød han:
»Jeg tror« — saa bandede han, saa alle
Ungerne krøb forfærdede endnu længere
ind i hver sin Krog — »jeg tror aldrig,
Maren, jeg faar de Unger til at makke ret.«
Maren var ogsaa af den Mening, at
Udsigterne ikke vare de bedste.
»Jeg tror« — Laust bandte igen, men
lidt mere stilfærdig — »ogsaa det er galt
af os. Maren, at vi blive ved at lade dem
gaa som udøbte, ukristelige Hedninger; de
kunne jo aldrig blive andet end Hedninger,
saa længe de ere Hedninger, nej, — (lille
Ed) - om de kan, Maren.«
Næste Dag kørte I.aust’s nærmeste
øgkørende Nabo til Stedets Kirke med
1 aust og Maren og de 4 Børn. Nu skulde
de døbes.
Det var en Søgnedag. Først kørte de
forbi Skolen og tog Degnen med. Saa
kom de til Præstegaarden. Præsten var
ikke hjemme. Han var ikke bleven gjort
bekendt med I.aust’s Komme.
Efter flere Timers Venten kom han
endelig. Og saa bleve Børnene døbte.
Da de vare færdige var det bleven et
øsende Regnvejr, saa det ikke var til at
komme udenfor en Dør. Præsten, Degnen
og hele Selskabet stod mismodige i Vaabeh-
huset.
Maren havde været saa betænksom at
tage en stor Æske Melletnmad’er med.
I.aust havde husket at faa sin gode Ven
og Trøster Klukflasken med. Og nu
arrangeredes et Festmaaltid i Vaabenhuset.
Præsten og Degnen indbødes gæstfrit,
men Indbydelsen afsloges.
Maren bød Mellemmad’er og Laust
lod Klukflasken vederfares Redfærdighed.
Som han satte Flasken for Munden for
at tage sig en dygtig Slurk, stod Hans,
den ældste af de 4, og trak ham i Ærmet;
han var ogsaa bleven tørstig. Faderen lod
ikke til at ændse ham.
»A will — saa kom Faderens Kraft-
og Yndlings-Ed — aasse ha’ nøjj, Faa’r.«
Og det fik han. —-------
For nogle Aar siden blev Hans idømt
1 Aars Forbedringshus.
Matrosens Fortælling.
(Efter „D. Afhbld.“;
Et Skibsmandskab var næppe kommen
ind i en Havn. før det gik i Land og lige
til Drikkehusene, som der desværre er saa
mange af i Nærheden af Dokkerne. Her
ødelagde de deres Penge og ophedede
deres Hjerner med Sømandens Forbandelse
— Spirituosa.
Da de gik om Bord igen. mødte de
en af Mandskabet, som vat ædru. De
gjorde Nar,ad ham. fordi han ikke havde
drukket og truede ham endog med at
binde ham og piske ham, hvis han ikke
vilde drikke. Den følgende Dag fandt de
ham i Land og efter at have haanet og
truet ham, hvilket han bar med Taalmodig-
hed og kristelig Kækhed, spurgte de ham
om Grunden til, at han ikke drak.
Han fortalte da følgende:
»Kammerater, det første, jeg kan huske
om min Fader, er, at han var en Drankef.
Han mishandlede ofte min Moder og
bragte hende næsten til Fortvivlelse, naar
han var beruset.
En kold Vinterdag, da Sneen laa i
dybe l ag paa Jorden, og jeg sprang hjem,
kom jeg til at sparke til noget, som laa i
Sneen. Jeg standsede og fandt, at det var
en Mand. Da jeg tog Sneen fra Ansigtet
paa ham saa jeg, at det var min egen
Fader! Saa hurtig, jeg kunde, sprang jeg
hjem. birterlig grædende og fortalte det til
min Moder; Naboerne ilede til, og liget
blev bragt hjem. Da de første hæftige
Storme havde stilnet noget, sagde Moder
til mig. som vi stode der ved Siden af
Ligbaaren: »Nu. Johan, ser du, hvad
Drikken har ført til: Din stakkels Fader
døde som Dranker. Nu vil jeg, at du skal
love mig, aldrig at nyde nogen be-
rusende Drik, saa længe Du lever.«
Jeg lovede hende det, og ved Guds Hjælp
har jeg holdt det Løfte til nu. Det er'
Grunden til, at jeg ikke drikker, Kamme-
rater, og jeg tænker heller ikke, at I nu
ville bede mig mere om det.«
Dybt rørte over hans sørgelige For-
tælling raabte en af dem: »Johan, skriv et
Afholdsløfte ned, saa skal jeg skrive under
det.« en anden sagde »det vil jeg ogsaa,«
— og alle seks undertegnede nu Løftet om
ganske at afholde sig fra Brugen af
Rusdrik.
Da de kom om Bord, spurgte Kap-
tejnen om, hvad der var paa Færde — de
vare komne saa tidlig om Bord. De viste
ham Af holdsløftet og fortalte ham Historien,
han sagde da: »Jeg vil ogsaa skrive under.«
Han kaldte paa Matrosen og skrev ogsaa
siden virkelig under.