Dúgvan - 09.09.1897, Side 2

rerede jeg en anden, men den, som pu
blev stillet til min Raadighed, var ikke bl
at komme nogen Vegne m§dj snart stejlede
den, snart slog den bag ud, snart snurrede
den rundt paa samme Plet og snart blev
den bange for et eller andet ved Vejen og
vilde ikke lade sig drive frem. Jeg skulde
jo imidlertid fremad, oven i Købet ad en
Vej, der næsten var ufarbar paa Grund af
alt det Krigsmateriale, som den var opfyldt
med. Ved Middagstid havde jeg næppe
endnu tilbagelagt Halvvejen, l uften var
tung og hed, og tykke Støvskyer udtørrede
min Gane. Jeg var aldeles udmattet, min
Feltflaske var tom, og jeg følte mig en
Afmagt nær. Da opdagede jeg ved en
Krumning af Vejen en rigt sprudlende
Kilde, ved hvilken nogle Soldater holdt
Hvil og fyldte deres Feltflasker. Jeg vilde
staa af, men min Hest gjorde sig saa
ustyrlig, at jeg maatte opgive Forsøget,
der kun fremkaldte en raa Haanlatter fra
den lille Trop. som laa ved Kildens Rand.
Rasende over mit uheldige Forsøg paa at
stige af Hesten, løste jeg min Feltflaske af,
vendte mig til en af Soldaterne, som ikke
syntes at have deltaget i de andres Latter,
rakte ham Flasken og bad ham om at
fylde den.
»Fyld den selv!« svarede han med en
drøj Ed.
Nu kendte min Vrede ingen Grænser.
»Ulyksalige,« skreg jeg, »Gud give, at jeg
en Gang maa finde dig døende af Tørst
og tryglende om et Glas koldt Vand, for
at jeg paa min Side kan have den For-
nøjelse at nægte dig det!«
Derpaa gav jeg min Hest .Sporerne og
for af Sted i rasende Fart, uden at bryde
mig om de andre Soldaters Raab, der op-
fordrede mig til at vende tilbage. Da jeg
var naaet et Stykke længere frem, skaffede
en medlidende, lille Neger mig og min
Hest Vand, hvad jeg paaskønnede med
rigelige Drikkepenge, og medens jeg sam-
menlignede denne sortes Tjenstvillighed
med mine Landsmænds og Kammeraters
Adfærd, følte jeg, hvorledes Hadet igen
blussede op i mit Indre, Hin Soldats An-
sigt gravede sig med flammende Træk ind
i min ophidsede Fantasi, og jeg svor —
Gud forlade mig min Synd! en dyr Ed
paa, at jeg vilde søge efter ham saa længe,
indtil jeg fandt ham og kunde tage Hævn
over ham, I samfulde to Aar, i Lejren,
paa Slagmarkerne, blandt de døende fort-
satte jeg uden Resultat min hævngerrige
Søgen. Endelig kom Dagen. Følgerne af
et Saar tvang mig til et længere Ophold i
Lazarethet i Washington. Uden endnu at
være i Stand til at gøre Tjeneste igen,
kunde jeg dog færdes omkring i Lazarethet
og pleje de syge og saarede, som vare
værre farne end jeg.
Aldrig havde jeg følt større Medliden-
hed med de stakkels Soldater end midt
under disse Lidelsesscener, om hvilke
Slagmarken ikke kan give nogen Fore-
stilling. Jeg fandt en sand Glæde i at
vederkvæge og opmuntre de lidende og
forsøde de sidste Øjeblikke for de døende;
men saa blev jeg atter dybt rystet, naar
Døden var indtraadt, og jeg saa de døde
blive transporterede af Sted til Kirke-
gaarden, uden at en eneste deltagende
Slægtning eller Ven fulgte dem ti} deres
sidste Hvilested. Jeg blev ogsaa flere
Gange Vidne til, at Mennesker døde med
Jubel og Lovsang, og jeg begyndte at faa
en Forestilling om Troens Kraft og selv
at længes efter denne Naadegave. Optagen
af alt dette, der nu sysselsatte mig, glemte
jeg min Fjende.
Efter Slaget ved W. blev et stort Antal
saarede bragt til vort I azareth. Alle Sale
fyldtes; Heden var kvælende, og de syge
led forfærdeligt. Fra alle Senge lød Raabet
»Vand! Vand!« Jeg greb et Glas og en
Kande med Isvand, gik fra Række til
Række og uddelte den velgørende Drik;
allerede Larmen af Isens Klirren paa Bun-
den af Kanden oplivede de syges Kræfter
og lod en Glædesstraale lyse i deres af
Feberen forvirrede Blik. Da jeg var naaet
omtrent til den midterste af Sengerækkerne,
rejste en Patient, der laa i den yderste
Ende af Salen, sig pludselig op i Sengen
og skreg med hul Stemme; »Vand, for
Guds Skyld, Vand!«
Jeg blev staaende som forstenet. Alt,
hvad der omgav mig, forsvandt fra mit
Blik: jeg saa kun ham alene. Det var
ham, der for to Aar siden havde nægtet
mig et Glas Vand!
Jeg gik nærmere, men han kendte mig
ikke. Han sank udmattet tilbage paa Puden
med Ansigtet vendt ind imod Væggen.
Da følte jeg, hvorledes den gamle Slange
snoede sig omkring mit Hjerte og snørede
det mere og mere sammen, og jeg hørte
ganske tydelig en Stemme sige til mig:
»Velan, lad ham høre den forfriskende
Raslen af Isen, gaa tæt hen forbi ham og
atter forbi ham! Giv alle dem, der ligger
omkring ham, men ikke ham! Hævn dig!
l ad ham nu selv lide den Kval, som han
har beredt dig!«
Men paa samme Tid begyndte en
anden Stemme at hviske til mig. Nogle
ville sige, at det var min Samvittigheds,
andre, at det var den Hellig Aands Stemme,
atter andre, at det var et Ekko af min„
Moders Formaninger, Det være nu det
ene eller det andet, saa sagde denne Stemme:
»Ven, i Dag er det den belejlige Dag, i
Dag er Timen der til at gengælde ondt
med godt, til at tilgive, gom din Frelser
har tilgivet dig. Velan, giv din Fjende at