Dúgvan - 12.09.1901, Side 2
mindre end Haandens; men jeg tænker
paa, at der er Arbejde, som er et fuld-
stændigt Vrængbillede af, at det lidet
bliver til Mættelse for mange.
I, der er stævnede sammen her i Dag
fra Danmarks forskellige Egne for med
hverandre at overveje, hvorledes vort Folks
Ædruelighed kan fremmes — I véd bedre
end mange, at der her midt i vort Land
sker lige det modsatte af det, som vor
Herre Jesus Kristus øvede, da han med
nogle Brød mættede de flere Tusinder —
at det, der kunde have mættet Tusinder,
bliver fordærvet og forspildt, at det bliver
spredt og ødet i al Urenheds Bedrift
at Guds gode Gaver bleve forvendte til
Synd og Fornedrelse, til Armod og Skændsel.
Og hvad er det saa, vi Afholdsfolk
vil? Hvad er vor Stilling indenfor Guds j
Rige ?
Vi vil rydde en Hindring til Side for,
at Guds Gerning kan ske iblandt os; vi
vi vil gøre vort til, at Guds Gaver ikke
forvendes og forspildes, men virkelig blive
til Mættelse, og vor Plads i Guds Rige er
den, at vi vil gøre vort til, at den Sten,
der her ligger i Vejen for Rigets Frem-
gang, skaffes bort. Man vil maaske synes,
at det er en lille Plads, en ringe Gerning,
og det er det ogsaa; men det sømmer sig
nu en Gang for os ikke at stille os højere,
end vi fortjener at staa.
Vi vil ikke finde os i ved dette vort
Arbejde at blive stillet lavere — ja helt
uden for Guds Rige —- som dette Riges
Fjender, som naar der om Afholdssagen
er sagt, at den er det kønneste Skilderi,
som Satan har i sin Stadsstue. Jegsvarer
hertil: det er Løgn, — men lad os ikke
glemme: vor Plads er kun som en ringe
Tjener, — naar det kommer højt: at jævne
Vejen for Herren.
Men Gud give os Velsignelse til, at
vi maa findes tjenlige til at bruges saa-
ledes til hans Riges Fremme! Gud give
os Naade til, at vi maa lære at nøjes med
de Kaar, som han giver os — ogsaa med
Hensyn til vor Sags Fremgang. Mange
har ment, at Afholdssagen — denne gode
Sag — nødvendig burde gaa frem med
Stormskridt, og naar der kom Standsning,
da var de ved at tabe Modet. Lad os
huske paa, at den, der tror, haster ikke,
og det er Paddehatten, som vokser i een
Nat og som til Gengæld sparkes om, men
at det er Egetræet, der lidt efter lidt
skyder sine Rødder dybt jied, som lang-
somt sender sine Grene højt op, men som
saa til Gengæld staar, trods den stærkeste
Storm. Gud give os Velsignelse til, at
hver enkelt af os i vor jævne dagligdags
Gerning maa have noget af dette, som
Kristus viser os i Mættelsesunderet, baade
saaledes, at vi tage alt fra Gud og lægge
alt i hans Haand og at vi faa Naade til
at hjælpe med til, at Munde blive mættede,
og at derved Guds Vilje sker, saaledes
som begge Dele saa sandt og hjerteligt
ere forenede i de to Salmer, som synges
ved Gudstjenesten i Dag — den før og
den efter Prædiken
Vi har sunget: Befal du dine Veje og
al din Hjertesorg, til hans trofaste Pleje,
som bor i Himlens Borg. — I hver eneste
af denne Salmes Vers er der sandfærdigt
og trofast sagt, hvorledes et Menneske kan
overgive Faderen alt og være vis paa, at
alt tjener ham til Gode — og i den anden
Salme, den, som nu skal synges: Paa
Jerusalem det ny, paa den store Konges
By lad os alle bygge — er der i hvert
Vers lige saa sandfærdigt og trofast sagt,
hvorledes Gud i sin Naade har kaldet os
til at gøre hans Gerning og hjælpe ham
til, at hans Vilje kan ske her paa denne
Jord!
Velsign os saa, at vi i vort Liv gen-
nem dets Følelser maa af egen Erfaring
lære begge Dele at kende og blive beskik-
kede til i begge Retninger at følge i din
enbaarne Søns Fodspor, — han, som er
Gudssønnen og viser os Faderen i al hans
Herlighed — men som ogsaa er Menneske-
sønnen og viser os Gudsbilledet i Menne-
skeskikkelse som en af os — dog uden
Synd — og vil give os Naade og Kraft
til at ligne ham! Amen.
vi
F
Ukrudt.
For nogle Aar siden besøgte jeg en
Have ved en af de herværende Embeds-
boliger. Embedsmanden, der nylig var
kommen hertil, viste mig en Plante, som
han var særdeles glad ved. Han havde
fundet den ude paa Marken og plantet
den ind i Haven, da han syntes den var
saa smuk. Jeg raadede ham til straks at
fjerne den, da det var en skadelig Ukrudts-
plante, som, hvis den blev staaende og fik
Lov at sætte Frø, vilde sprede sig ud
over Haven og ødelægge de andre Planter.
Da han hørte det, efterkom han øjeblikke-
lig min Opfordring; rykkede den op og
smed den bort.
Enhver flittig Havedyrker gør sin
Flid for at udrydde de Ukrudtsplanter,
som han finder i sin Have og han bestræ-
ber sig for at fjerne dem inden de faa
Tid at sætte Frø. Den samme Fremgangs-
rnaade burde man ogsaa fulgt med Hen-