Dúgvan - 14.11.1901, Blaðsíða 2

Det er dejligt at favnes, naar Høstkvældens Fred
Saa stille sig sænker paa Hjerterne ned,
Naar Solen og Lyset vil svinde.
Det er dejligt at mindes sin Kærligheds Vaar,
Naar man ved sin sildigste Høstaften staar,
Og Tid vil mod Evighed rinde.
Ja, held den, som gemte til Høstnatten tung
De Blomster, man plukked, mens end man var ung,
Paa Kærligheds blomstrende' Vange.
Og held den, som bærer, trods snehvide Haar,
De dejligste Minder fra Ungdommens Vaar
Og glemmer ej Ungdommens Sange.
T
Ein merkisdagur.
I einun litlun innistøøuboli norøast
i bigdini livdu tvey hålvgomul kjun.
Konan var korkalitaø og uppbølnaø av
brennivinsdrekka, maøurin følin og goltin
av somu last. Bæøi livdu tey bert firi ti
eina: Brennivini. So såra taø eydnaøist
teimun at biøa sær somikiø saman av
peningi, at tripeglafløskan kundi bliva full,
stongdu tey seg inni i stovuni og løgdu
seg so niøurundir viø fløskuni imillun sin.
So leingi henni einki leiø, voru tey i goøun
hiri, men so kvørt sum tey nærkaøust at
botninun, varø standurin verri og verri
millun tey, til bardagi kom burtur ur.
Tå slogust tey i songini og roytti kvørt-
annaø, til storan stuttleika fyri teirra egnu
og onnur bødn, sum stoøu å tå uttanfiri
vindeygaø og kagaøu inn.
Attanå ein slikan bardag var taø, at
maøurin reyk til dirs viø bloøskræddun
kjolka, og siøani var hann horvin. Ein
vika leiø, men eingin bar eyga viø hann
ella spurdi graml frå honun.
So ein dagin vildu seyøamenn vera
viø, at hundarnir snoddaøu sum oøir,
kvørja ferø gingiø varø tvørt viø eitt
gamalt grothus uttanvert viø bigdina.
Har varø tå leitaø og soknast um årsakan,
og har funnu teir skrongliø av ti burtur-
blivna manninun, sum lxevøi hongt seg å
einun bjolka uppi undir vaøingini.
Hann sat niøurhoyktur, riggurin var
dottin inn moti skjoldrinun, og kroppurin
var høvuøleysur; i hesun standi bleiv
hann sitandi enn hålvtannaø samdøgur, ti
login biøur, at likiø av einun manni, sum
deyøur er firiuttan vitnir, ikki må flitast
firrenn »øvrigheitin« hevur sinaø taø; . . .
og drugført var at fåa boø til sislumannin,
og enn meiri firi hann at koma til steøis.
Men meøan hetta stoø uppå, bleiv
husiø eitt »valfarts «-plåss fyri alt folkiø
i bigdini, sum var ræøslusligiø av hesun
ræøuliga ohappi, og kvørja stund å degi-
nun larmaøi og geylaøi har ein mongd av
bødnum, sum, kvørja ferø ein okunnugur
maøur kom til, voru ovfegin at sina honun
skrongliø, sum homaøist gjøgnun tær rotnu
rimarnar i skjøldrinun.
Ein okunnugur ferøamaøur, sum hevøi
frætt ta storu niggjheit i husinun, har
hann gisti, kom seint um dagin gangandi
hagar og stoø eina løtu, meøan bødnini
slogu ring uttan um hann, og stardi at
teimun sirgiligu menniskjaleivningunun.
Børnini voru kvirr sum mis i firstani,
men tå iø maøurin for til gongu, — lik-
lukturin slog honum firi hjartaø, — skundaøi
eitt sær at siga:
> Tigun, taø er påpi hansara!«
Maøurin snuøi sær snøgliga:
Kvat sigir tu?«
Taø er påpi handan drongin,« tok
hetta litla upp attur og peikaøi å hann,
iø stoø næstur honun.
Har, mitt i rugvuni, stoø ein litil,
følin kriplingur, sjey—:otta åra gamalur,
og skeitti upp imoti ti okunnuga manninun
viø eygun sum å einun druknun.
»Er taø påpi tin?«
Ja,« svaraøi hann; — hann stoø viø
båøun hondun i fikkuni og setti erpin
fotin fram.
«Er taø ålvara, er taø påpi hansara?«
spurdi hann hini bødnini.
Ja,« mælti tey øll sum eitt ogstugv-
aøist tættari rundan um hendan litla, ljota
kripilin, sum firstu ferø å livinun kendi
seg sum ein merkismann. »Taø er vist
og sannheit, tigun!«
Tå iø ferøamaøurin kom heim til hus
attur, var hann leingi tigandi. Hann, sum
fyrr um dagin hevøi havt fragd av at
lurta ettir søgunun um tey druknu kjunini,
sum logu og slogust uppi i songini, firn-
aøist at siga, kvar hann hevøi veriø.
Verøsfolkini høvdu nu borøreiøt firi honun,
men tå iø hann setti seg at eta og bar
eyga viø brennivinsfløskuna, sum tronaøi
stor og blank millun alt skinsa- og
sker pik jøtiø sum eitt kirkjuspir å einun
slaktaratorgi, segøi hann viø matmoøurina:
»Hoyr, goøa kona, hevøi tigun viljaø
gjørt so væl, at tikiø mær hatta devilskapiø
har burtur av borøinun!«
H. P.
J/
T
En Kvindes Skæbne.
(Af Ferdinand Nichen.)
Solen sank i Vest. Dens sidste Straaler
kastede et rødligt Skær hen over Himlen.
Og mange Vinduer lyste som den klare Ild
i det prægtige Sommerlandskab.