Dúgvan - 14.11.1901, Blaðsíða 3

Men der var ikke saa lyst i alle Men-
neskehjerter, som der var i den yndige
Natur.
I et fattigt Hjem, der laa tæt ved en
stærkt befærdet Landevej, legede ogsaa den
nedgaaende Sols venligt smilende Straaler.
De opfyldte den lille usle Stue og livede lidt
op derinde.
Det kunde nok ogsaa gøres nødigt.
Med Hovedet bøjet, sørgmodig og livs-
træt, lænet til Vindueskarmen, stod en Kvinde,
som endnu ikke var fyrretyve Aar gammel.
Hendes Blik stirrede ubevægeligt ud paa
Vejen, og paa de Skikkelser, som passserede
frem og tilbage. Det udtrykte al den For-
tvivlelse, som et Menneskeliv kan rumme
i de mørkeste Øjeblikke.
Fra Begyndelsen fulgte hun med Op-
mærksomhed den travle Færdsel. Naar hun
saa nogle i leende Samtale, eller med en
glad, veltilfreds Mine, saa tænkte hun over,
hvorledes deres Hjem kunde være, og hvad
der ventede dem i Fremtiden. Det var
næsten en Tilfredsstillelse for hende at
tænke sig, hvilken lønlig Sorg der hvilede
paa Bunden af disse smilende Menneskers
Sjæle. Og naar hun saa et rigtigt glad
Menneske, tænkte hun: »Ja vent, Sorgen
kan ogsaa bøje Dig, Du stolte Menneske-
sjæl.
Hun var jo selv saa ulykkelig.
Tankerne gik omsider tilbage til For-
tiden. Og saa maatte hun uvilkaarlig ud-
bryde: »Ak, hvor forandret!«
Hun havde ogsaa haft det godt. Den
Gang — det var nu længe siden, syntes
hun levede hun glad og sorgfri »i
Drømmenes Alder. «
Det var saa dejligt i hendes lille vel-
staaende Hjem, hvor man særlig begun-
stigede hende. Hun var livsglad og let-
sindig, sværmede for Selskabets Lystighed
og alle Slags Fornøjelser.
I Ungdommen skal man more sig.
Og hun havde saa tidt hørt nogle
sige: »Lad Ungdommen rase ud.« Det
syntes hun, der var Mening i.
Til Tider søgte Alvoren, den sunde
prøvede Alvor, at trænge frem. Men det
lykkedes ikke.
Det lød sandt nok, at Livet var ingen
Leg, at man dansede ikke paa Roser al
Tid. Men hun vilde lege og danse. Hvad
Fremtiden vilde bringe? »Den Tid den
Sorg.«
Som en dunkel, uklar Anelse dæmrede
dog Drømmen om et lyst, lykkeligt og kær-
ligt Hjem, hvor hun kunde gøre alt godt
og hyggeligt. Det skulde hun værne om,
der skulde Solen altid skinne, thi hun
vilde virkeliggøre Menneskelivets skønneste
Drøm — om et virkeligt Hjem.
I en underlig sværmerisk Tilstand
traf hun den Ungersvend, der siden blev
hendes Mand. Han var smuk, lystig i
Selskab, og legende med Ord gav han
store Løfter. Hun blev bedaaret og
forelsket.
Aldrig var hun saa lykkelig, som naar
hun dansede med ham eller sad ved hans
Side i munter Samtale. Han opvartede
med Vin, og hun syntes, alt var saa dejligt.
Nu var jo Livet en Fest.
Og da hun blev gift, var hun en
lykkelig Brud.
Men saasnart »Hvedebrødsdagene«
vare overstaaede, forstod hun, at der skal
andre Baand knytte Menneskene sammen
end Dans, Vin og Lystighed, hvis Samlivet
skal blive godt, og Hjemmet blive - hvad
det er bestemt til — et jordisk Paradis.
Efter et Par Aars Forløb opdagede
hun til sin Rædsel, at hun var gift med
en Dranker. Drikken fik stadig mere
Magt over ham og drog ham bort fra
Hjemmet, fra — hende. De berusende
Drikke blev Nummer et, hun Nummer to.
Det var gaaet svært tilbage for dem;
de vare nu meget fattige.
Manden solgte sine gode Klæder for
at faa Spiritus. Hun maatte sælge sine
Klæder for at faa Brød. Hun og Børnene
kunde ikke godt sulte. Og dog maatte de
halvsuite. De vidste sjælden, hvad det
vilde sige at spise sig rigtig mætte.
Deres Møbler bleve ogsaa solgte. Naar
de ikke kunde svare deres Udgifter, saa
skete der Udpantning, og Møblerne gik til
Auktion.
Taarerne løb ned ad hendes Kinder
og blændede hendes tidligere smukke Øjne,
hver Gang et kært Møbel flyttedes bort.
Omsider var det kommet saa vidt,
at de kun havde et elendigt Bord af
sammenslaaede Brædder og et Par ordent-
lige Stole tilbage.
Men saa kom Manden en Gang beruset
hjem. Det var en kold Vinterdag. Sneen
havde klædt Jorden hvid, Blæsten hvirv-
lede den fine Sne lystelig omkring, den
piskede paa Ruderne, og det frøs, saa det
knagede.
Inde i Stuen sad Moderen med Bør-
nene ; de frøs, thi de havde hverken faaet
Mad eller Drikke den Dag, og der var
ingen Ild i Kakkelovnen.
Børnene græd og klagede, Moderen
sad i stum Fortvivlelse.
Saa kom Manden ravende ind med en
fuld Brændevinsflaske i Lommen.
Han saa straks, i hvilken Tilstand han
var. Men nu kunde hun ikke tie længere.
Men saa snart hun begyndte paa sin
Klage og brød ud i en voldsom Graad,