Dúgvan - 25.02.1905, Blaðsíða 1

AFHOLDSBLAD FOR FÆRØERNE
UDGIVET AF THORSHAVNS AFHOLDSFORENINGS AGITATIONSUDVALG
NR. 2.
25. FEBRUAR 1905.
12. Aarg.
Hver Barnesjæl.
(»Krigsraabet.<)
Hver Barnesjæl er en sejlende Drøm,
et Digt om den kommende Vaar,
et Frø, der vugges paa Tidens Strøm
af Bølger, der kommer og gaar.
Det er kun et sejlende Blomsterfrø,
der fæster sig hvorsomhelst,
saa lad det ikke paa Stengrund dø,
men spire i Muldjorden frelst.
Og naar det vugges paa Bølgernes Bryst
imellem de hviskende Siv,
saa drag det ind paa den faste Kysl;
hold Vagt over Børnenes Liv!
____________vi.
5ø£a um ein un£an mann.
Ta fyrstu fer8, eg så Friårik, var i
einum brudleypi. Hann var frålika vakur;
hann drakk bara eini tvey gløs av vfni
og han hevQi ikki drikkia tey, hevSi ikki
ein ung, vøkur kvinna noytt hann til ta8.
So så eg hann eina fer8 aftur; men
tå så eg til mfna storu sorg, at hann
hev8i fingiQ list til ta9 »våta slagi5«, ti
glas ettur glas stoytti hann i seg av bren-
nivini.
Seidni um kvøldiS møtti eg honum i
tuninum og tå var hann fudlur. Eg
hjålpti honum heim og vit skiltist.
Tridgjar månaSar seidni så eg hann
attur; tå kom hann slørandi drukkin ut ur
eini »bevertning«. Anliti så so rått, so
rått ut og eiair og forbannilsir flutu fra
munni hansara. Tå var alt skamfølilsi
dripifl i honum.
Eina fer8 fekk eg at siggja hann at-
turat; men tå lå hann lik. Nøkur få
folk filgdi honum til gravar og midlum
tey gekk hansara djupt ni8urboygdi fa8ir
og gråtandi moour.
Tao var ein sirgiligur endi. Eina-
fer5 var hann so goSur og kerligur sum
nakar, men brennivinia umskapaai hann
og tå eg råddi honum til at bliva avholds-
maaur, håna8i hann meg og helt meg
firi ha. NeyBar Friarikur!
Henda søgan er sann. Soleiais kann
taa ganga ø8rum.
Ungir menn! Takia tikkum ti i
vara firi ti firsta glasinum!
Nu kemur tann tiain at skipini fara
ut attur at fiska og vi8 teimum fer hopur
•av okkara ungdomi. Ta8 er eitt striggia,
har8bali8 og fårafult liv, teir liva ta ti8-
ina, me8an fiskari3i3 varar. Ofta siggja
teir dey8an firi eygunum, og einki sum-
mar fer, uttan at onkur g68ur ma8ur
andast undir teimum blåu bylgjum. Tå
sita tey heima, sum var8a at og stura firi
hvussu ta8 man gangast monnum, sinum,
brø8rum og vinum, og tey hava grund til
at stura, ti tey vita, at fåran truar teir
å sjonum og froystilsir vi8 miklari fåri
truar teir, so skjott teir koma å landjør8-
ina; ti — so er, ti verri, si8ur her å landi
— tå skal drekkast. Ja tå ver8ur keypt,
tå ver9ur bj68a9 og tå ver8ur drikki8 og
tå legst ofta grundasteinurin til tann olukku
drikkilist, sum hevur forkomiB so mangum
g68um manni.
Unglingar sum nu fara ut at fiska,
takia tikkum i agt! Smakkia ikki spiri-
tus; sigia nei, um ta8 ver8ur bj68a8
tikkum, og biaiO gud hjålpa tikkum at
stri8a imoti ti onda.
-¦%•$-