Dúgvan - 01.12.1910, Blaðsíða 2

man ser hen til den megen Sygelighed i Aar —
været til stort Gavn. — Enhver Afholdsmand og
-kvinde vil derfor ikke fortryde, om de melder sig
ind i Sygekassen. For en ringe maanedlig Penge-
ydelse vil de derved blive sikrede mod de pekuniære
Vanskeligheder, som Sygdom og deraf følgende
Arbejdsudygtighed medfører og samtidig bidrage
til at støtte en god Sag. Veritas.
Brændevin og Bajerskøl.
Den andetsteds her i Bladet omtalte Pjece af
Professor Weis: Om Alkohol og alkoholiske Drikke
har vakt Opmærksomhed i vide Kredse. Blandt
andet kan nævnes, at s Afholdssamfundets nye
Københavns Afdeling« i Slutningen af sidstledne
Oktober Maaned holdt et Diskussionsmøde, hvortil
var indbudt Professor Weis samt flere ansete køben-
havnske Læger.
Indlederen Redaktør Larsen-Ledet, angreb
Professor Weis og andre, der ud fra Maadeholds-
standpunktet forsvare de svagere, saakaldte »uskade-
lige alkoholiske Drikke«. Han omtalte et af Pro-
fessor Weis paaberaabt engelsk Skrift*) fra 1907,
som han erklærede for at være udgaaet fra Ølbryg-
gernes Lejr.
Ved Mødet, som først endte i en sen Nattetime,
gik det meget varmt til. En af de indbudte, Pro-
fessor Leopold Meyer, stillede sig op foran Taler-
stolen og afbrød idelig Indlederen og en anden
Taler, Dr. Ottosen, med Tilraab som f. Eks. »Sikke
noget Sludder« og »Det var Satans«.
Striden angaaende det bajerske 01 har ogsaa
fundet Vej til Dagspressen, og de mest modsatte
Synspunkter er forfægtede af Folk indenfor samme
politiske Lejr. Det vilde være for vidtløftigt at be-
skrive, hvad der fra begge Sider er fremført i Sagen.
Her skal vi kun i Uddrag anføre efterfølgende Ind-
læg af Folketingsmand Sabroe, fremkommet i An-
ledning af en kvindelig Indsenders Paastand om,
at man ikke kendte skadelige Virkninger af Øl-
nydelsen :
»Jeg har ofte haft Lejlighed til at se de for-
færdelige Virkninger af Bajerskølnydelse, og netop
fra de sidste Dage har jeg haft Lejlighed til at
stifte Bekendtskab med et særligt talende Vidnes-
byrd om, hvad overdreven Nydelse af Bajerkøl
kan medvirke til at skabe af Elendighed.
Gaa ud i Vestre Fængsel ved København og
se at faa den 2gaarige Isidor Christiansen
i Tale. Den unge Mand, som er gift og har 3
Børn, er dømt til at tages i Forvaring af det Offent-
lige. Han har siddet i Fængslet paa tredie Aar, og
i den Tid har han gennemgaaet store Lidelser; thi
vel er han dømt som farlig for Samfundet og er
ogsaa en Del defekt; men han er samtidig en Mand
af udpræget ensidig Intelligens og aldeles ikke For-
bryder. Naar han er dømt, skyldes det, at han i
visse Perioder lider af Tyvesyge, og efter Udstaael-
sen af sin forudgaaende Straf fik han den fikse Ide,
at Vicepolitidirektøren vilde forgifte ham, og han
udstødte derfor Trusler mod denne. Herfor blev
han dømt til at tages i Forvaring af det Offentlige.
Naar denne unge Mands Liv er spildt og ødelagt
trods hans ensidige Begavelse — da har det sin
Aarsag i, at han er arvelig belastet fra Faderens
Side, som var stærk hengiven til Nydelsen af Ba-
jerskøl. I flere Aar nød Faderen, som var beskæf-
tiget paa et Bryggeri, daglig mange Flasker
Bajerskøl.
Jeg spørger Enken, om hendes Mand kunde
drikke 20 å 30 Bajere om Dagen. — Ja, det gjorde
ham ikke noget, siger hun. Han var sjælden egent-
lig beruset.
Det er Arven fra denne ellers flittige Arbejder,
som har givet sig Udslag i Kleptomani hos Isidor
*) Dette Skrift er i sin Tid stærkt fremhævet i et herværende Blad.
Christiansen. Ikke alene hans Liv er brudt og øde-
lagt, men ogsaa hans Familjes. Da jeg var hjemme
hos den dømtes Hustru forleden Dag, erfarede jeg,
at det ene af hendes Børn, en ellers sød lille Dreng,
er defekt ligesom Faderen. Skønt han kun er 8
Aar gi., har han været anbragt paa Internatet —
ligesom hans Fader som Dreng har været. Selv-
følgelig hører Drengen ikke hjemme paa en Straffe-
anstalt men maa behandles som et sindslidende
Barn. Hans fremtidige Liv vil under alle Omstæn-
digheder blive alt andet end rosenbestrøet — og alt
dette for de ulyksalige Bajeres Skyld. To Menne-
skeliv helt eller delvis ødelagt og to Familjer i Sorg
og Fortvivlelse.«
Agitation,
Det Ord, der er sat til Overskrift over disse
Linier, er vel kendt for de fleste af »Diigvan«s
Læsere, som interesserer sig for Politik. — Den po-
litiske Agitation har desværre ofte udartet sig, saa
uhildede Tilskuere nærmest maa være tilbøjelige til
at antage, at det vilde have været meget bedre,
om der med Hensyn til Politik slet ikke var bleven
agiteret, og om man havde overladt Vælgerne til
selv at danne sig deres politiske Skøn og handle
derefter. — Saadanne Tanker kan man af og til
komme paa, naar man ser de uheldige Udslag, den
politiske Agitation undertiden giver; Agitationen er
imidlertid politisk set en Livsbetingelse — man kan
ikke være den foruden. Er Agitationen sund, og
bliver den ført paa et samfundsgavnligt Grundlag,
kan den blive til uvurderlig Nytte. Det er værdt
at lægge Mærke til, at det er den rolige og besin-
dige Agitation, der har de bedste Betingelser for
at kunne sætte varende Frugt, hvorimod en Agita-
tion, der bliver iværksat af uroligt eller fanatisk
anlagde Mennesker, saa at sige altid viser sig at
være ørkesløs, viser sig at være saaet paa Stenbund.
Derfor er det en Hovedbetingelse, at de, der ud-
sendes for at lede en Agitation, er i Besiddelse af
de ovenfor omtalte Egenskaber; ellers risikerer man
let, at de gør en Sag mere Skade end Gavn.
Naar nu Talen er om Afholdssagen, saa vil
sikkert de allerfleste indrømme, at den er en god
og samfundsgavnlig Sag, en Sag, som har sat
gyldne Spor der, hvor den har vundet Indpas, og
som har præget den Befolkning, der har sluttet sig
til den, med forædlende Haand. Der er utvivlsomt
ikke eet eneste af de Mennesker — Mand eller
Kvinde — der har meldt sig ind i en Afholds-
organisation for stadig at blive der, som nogensinde
har fortrudt dette. Afholdssagen har ført Lykke,
Fred og Velsignelse med sig ind i de Hjem, hvor
den har faaet fast Jordbund, og det er ikke faa
Mennesker, der har den at takke for, at de ikke
som viljeløse, hjælpeløse og ulykkelige Stakler blev
blæst omkring for Verdens Kastevinde.
Der er desværre endnu mange, som ikke har
kunnet løsrive sig fra Spiritusnydelsens Aag. Skønt
de indser, hvor nedbrydende baade for Legem og
Sjæl, Nydelsen af Rusdrikkene er, har de ikke
Kraft til at holde sig fra denne Nydelse. Er det
da ikke et prisværdigt Formaal at række Haanden
ud til saadanne Mennesker, som maaske inderst
inde bønfaldende beder om Hjælp, idet de indser,
at de ikke ved egen Kraft kan gøre noget, og er
det ikke en stor Synd i saadanne Tilfælde at give
Stene for Brød? Mange af disse Mennesker kunde
utvivlsomt blive vundne for Afholdssagen, ifald der
paa rette Maade blev agiteret iblandt dem for
denne. Derfor burde det være en hellig Pligt for
enhver Afholdsmand og -kvinde, der virkelig inter-
esserer sig for Sagen, at yde sit Bidrag til at
hjælpe saadanne Mennesker til at blive afholdende
ved at anskueliggøre for dem, hvor meget lykke-
ligere de vilde blive, og hvor ulige bedre de vilde
befinde sig, ifald de lod være med at nyde Spiritus,
og i Stedet for at lade sig lokke af den Øjebliks-