Dúgvan - 01.12.1910, Blaðsíða 3

pirring, en saadan Nydelse bereder, lagde sig den
efterfølgende Slappelse i Minde.
— — Det lakker nu mod Jul, og det nytter
ikke at nægte, at denne Fest for mange Færingers
Vedkommende langtfra er, hvad den burde være
for kristne Mennesker, men tværtimod minder en
om de Julefester, vore Forfædre i Hedenskabets
Mørke fejrede Hundreder af Aar tilbage i Tiden.
Julen, der burde være en Fredens og Tilbedelsens
Tid, giver for mange Færinger Signalet til de vilde
Orgier, som ikke alene er en Parodi paa denne
Fest, men som ofte har haft de sørgeligste Følger
og forvandlet den Glæde og Fred, der burde være
denne Tids Kendemærke, til Sorg og Græmmelse
for Hustruer og Børn. Det »Livets Vand«, til hvis
Forherligelse man i gamle Dage ikke havde Lov-
prisninger nok, rrien som man efter den senere Tids
indgaaende Undersøgelser maaske rettere kunde
benævne »Dødens Vand«, har i mange færøske
Hjem forvandlet Juleglæden til Sorg og Kummer.
Det vilde være ønskeligt og anerkendelses-
værdigt, om der fra Afholdsfolkenes Side blev gjort
noget for at ændre de heromtalte sørgelige For-
hold. — Agitationens Tid er nu inde, og man maa
haabe, at enhver god Afholdsmand- og kvinde,
der virkelig interesserer sig for Sagen, efter Evne
agiterer for denne, for at de Mennesker, som endnu
lader sig lede af deres Tilbøjeligheder til de beru-
sende Drikke, kan komme til at løsrive sig fra
disse, og derved blive i Stand til at fejre en lige
saa lykkelig og velsignet Julefest som den, der
uden Tvivl er enhver god og ærlig Afholdsmand
og -kvinde beredt.
Skulde disse Linier kunne bidrage noget til, at
der fra Afholdsfolkenes Side med Hensyn til de
omhandlede Forhold blev rejst en virkningsfuld
Agitation, saa vilde Hensigten med dem være naaet.
Verit as.
Fr. Weis: Om Alkohol og alkoholiske Drikke.
Under ovenstaaende Titel har Dr, med P. Hei-
berg og Dr. med. P. Hertz skrevet følgende Bog-
anmeldelse i »Maanedsskrift for Sundhedspleje«:
Tidligere Assistent paa Carlsberg Laboratoriet,
nuværende Professor i Plantefysiologi FY. Weis har
her skrevet et lille Skrift, hvis Titel og Indhold er
lige misvisende.
Den lille Pamflet handler nemlig kun om de
formentlig gavnlige Virkninger af de alkoholiske
Drikke, idet Forfatteren — uagtet han nu henven-
der sig til det store Publikum, og ikke som tid-
ligere ved det mundtlige Foredrag, der ligger til
Grund for Flyveskriftet, udelukkende til Medlem-
merne af en Afholdsforening — forudsætter, at hans
Læsere (det store Publikum) kender tilstrækkeligt
til de alkoholiske Drikkes skadelige Virkninger.
Denne Forudsætning turde være saare sangvinsk.
Den Mangel paa Nøjagtighed og Ansvarsfølelse,
der — som her paavist — viser sig allerede i F'ly ve-
skriftets Titel og Anlæg, kommer atter og atter
frem i dets meget forskelligartede Indhold.
Af Skriftets mange Paastande skal her nogle
enkelte anføres for at vise, i hvilken Grad Professor
Weis er kommen ud for et Emne, hvor hån har
manglet Forudsætningerne for at kunne skelne ikke
alene mellem væsentligt og uvæsentligt, men ogsaa
mellem rigtigt og urigtigt maalt med en objektiv
Maalestok.
Professor Weis hævder med spærret Skrift, at
paa Grund af den individuelt forskellige Modtage-
lighed er det ikke muligt at fastslaa Grænserne for
de Mængder af Alkohol, der virker giftigt.
At Alkohol paa dette Punkt skulde indtage en
Særstilling i Farmakologien, foreligger der ingen
Undersøgelse om, og det er dog næppe Forfatterens
Mening, at den eksperimentelle Farmakologi i al
Almindelighed paa Grund af den individuelt for-
skellige Modtagelighed ikke formaar at fastsætte
baade dødelige og uskadelige Doser af de forskel-
lige Stoffer.
Paa den her anførte Unøjagtighed hviler imid-
lertid en ikke ringe Del af Tankegangen i Pro-
fessor Weis’s Skrift.
Side g skriver Forfatteren dog følgende ret be-
stemte Udtalelser om den Dosis Alkohol, der dag-
lig kan nydes »uden ubehagelige Følger«.
»Naar Organismen imidlertid først er vænnet
til en vis Mængde Alkohol (en Snaps eller 2 eller
et Glas 01 eller Vin til M a a 11 i d e r n e) , kan disse
Mængder af mange Mennesker nydes uden nogen
tilsyneladende Virkning eller i det højeste med det
Resultat, at de skærper Appetiten og da utvilvsomt
ogsaa ofte F'ordøjelsen, samtidig med at de forøger
det almindelige Velvære, uden senere at medføre
Slappelse eller andre ubehagelige Følger«.
Her træder Mangelen paa Ansvarsfølelse Læ-
seren stærkt og grelt i Øjnene. »To Snapse til
Maaltiderne« vil for meget store Kredse af den
danske Befolkning sige ikke mindre end 6 til 8
Snapse daglig — en Dagsdosis, som det selvfølgelig
aldrig har været i Professor Weis’s Tanke at nævne
som værende »uden ubehagelige Følger«, men en
Dagsdosis, som utvivlsomt har indsneget sig her
ved en beklagelig grov Uagtsomhed.
Hovedtanken i det foreliggende Skrift er, at
der bestaar en Væsensforskel mellem de skatte-
pligtige danske Ølsorter paa den ene Side og de
stærke og sundhedsfarlige alkoholiske Drikke
(Brændevin, Cognac, Whisky og lignende) paa den
anden Side.
Med andre Ord, Professor Weis har den mærke-
lige Opfattelse, at den sygelige Trang til daglige
Doser og til stedse større Doser af Alkohol ikke —
eller dog ikke i Almindelighed — indtræder ved
Nydelsen af bajersk 01 og lignende Drikke, men
derimod først ved daglig Nydelse af »de stærke
og sundhedsfarlige alkoholiske Drikke«.
For enhver Læge, der har haft at gøre med et
noget større Antal Alkoholikere, taler Kendsger-
ningerne her deres tydelige Sprog i ganske modsat
Retning.
Det samme gælder om Professor Weis’s subjek-
tive Skøn, at Hjernearbejdet kan sættes op under
Stimulering fra Alkohol ikke blot i Kvantitet pr.
Tidsenhed, men ofte ogsaa i Kvalitet.
Dette Skøn er formentlig ogsaa kun baseret paa
raa Iagttagelser, og det modsiges paa det bestem-
teste af de eksperimentelle Undersøgelser, der fore-
ligger i stort Antal fra Kraepelin og hans Skole.
Prof. Weis fremhæver gentagne Gange, at han
har den største Sympathi for »Afholdenhed med
Hensyn til alkoholiske Drikke« og for »Afholds-
foreningernes Virksomhed«. Det gamle Ord »Gud
fri mig for mine Venner; mine Fjender skal jeg
nok klare mig med paa egen Haand«, kommer en
rigtignok i Hu. Thi er det forkert at regne de
skattepligtige danske Ølsorter til de sundhedsfarlige
Drikke, og vinder den Lære Tiltro »at det i social
og hygiejnisk Henseende er forholdsvis ufarligt at
tyide store Kvantiteter deraf i sig« (Pag. 25), saa
er Grundlaget for A fh o 1 d s bevægelsen borte, og
saa er den henvist til at arbejde ud fra det Maade-
h o 1 d s standpunkt, hvis Mangel paa Evne til at
samle Folk og gøre F'olk ædruelige er bevist ved
de store forgæves Forsøg, som blev gjort i Midten
af forrige Aarhundrede. Og naar der i Øjeblikket
(Den, som ønsker »Dugvan« tilbragt med Posten,
bor udfylde omstaaende Bestillingsseddel og sende
den ledsaget af i Kr. 16 Øre til nærmeste Posthus.)