Dúgvan - 01.06.1913, Blaðsíða 3

Derovre i Forbudsstaterne staar mere end de
halve Fængsler tomme! Hvorledes er det her i
Danmark, hvor vi priveligerer, skærmer og beskyt-
ter Drikkebulerne? Enhver ved, at her har vi
Fængselsnød!
Men lad os haabe, at vore Folkerepræsentanter
i Stat og Kommune vil følge med Udviklingen og
modarbejde alt, som nedværdiger og bringer Sorg,
Sygdom og Lidelse over Menneskeslægten: at Da-
gen maa komme, at Drikkeknejper og alle andre
Faldgruber maa blive nedstemt. Vi har god Grund
til at haabe det bedste, siden Kvindens Ligeberet-
tigelse med Manden anerkendes mere og mere;
thi baade er hun Mandens Jævnbyrdige i intellek-
tuel Henseende og staar ogsaa højt i moralsk
Henseende, og hun vil uden Tvivl i Fremtiden blive
den Faktor, som tilsammen med ædruelige Mænd
vil give Kroerne deres Banesaar.
Fornøjelsesliv.
(»Vejle Socialdemokrat*.)
Et drukkent Babel, en Helvedslarm, der syder
gennem Restaurationens tilrøgede og spiritusstin-
kende Lokale, et Mylder af drukne Mennesker —
nej Dyr, der raver omkring mellem hverandre med
fortinnede Øjne og idiotiske, stillestaaende Smil
paa Læberne, hist og her fangende et Pigebarn
med frække Øjne og Lader, Dyr, som intet sanser
ud over det, sorfi man kan tage og føle paa — og
hælde i Halsen — det er det, man kalder Fornøj-
else, det, man kalder Liv.
Hvorfor ikke betragte disse Menneskedyr paa
nærmere Hold, hvorfor ikke se lidt paa det, de
kalder Liv?
Hvilken himmelvid Forskel er der ikke paa
de samme Mennesker, naar man møder dem om
Dagen som agtværdige, ordentlige Borgere, høflige,
elskværdige og til Dels dannede Mennesker, og
naar man saa ser dem drukne, uden Tanke, uden
bevidst Liv, bare gaaende fra Spirituosaen til Skø-
gen og tilbage igen?
Det er Ungdommen, der danner Majoriteten
— naturligvis: Ungdommen, som skal »rase ud«,
som har saa forfærdelig megen Tid til overs, at
den bogstavelig talt ikke ved, hvor den skal gøre
af sig selv, Ungdommen, som ikke interesserer sig
for en eneste Smule ud over dette, at nyde Livet
saa vildt og voldsomt Som muligt i al dets Raahed
og Grimhed, uden Tanke for al den Skønhed, den
gaar forbi med lukkede Øjne.
Hvordan skal en saadan Hngdom nogensinde
kunne bære Samfundet frem, gøre det bedre?
Og det e r dog Ungdommen, der skal føre
Slægten videre, Ungdommen, der skal løfte Ide-
alets Fane højt, føre den frelst gennem Smudset,
frem mod Maalet.
Det, der gør mest ondt, er at se Arbejderung-
dommen give sig Løssluppenheden og Lidenskaben
saa tøjlesløs i Vold. Lad være, det altid er grimt
at se Mennesker paa et Standpunkt, der i Grunden
staar saa langt under det, som er et Menneske
værdigt; der er dog intet, der rammer en saa
usigeligt dybt og haardt som det, at det er ens
egne Klassefæller, den Arbejderungdom, man er
saa stolt af at tilhøre, der nedværdiger sig saa
dybt.
For det er en Nedværdigelse at lade Spirituo-
saen saa fuldstændig tage Magten fra sig, at man
ikke ved, hvad man gør. Endnu større bliver Ned-
værdigelsen for de Mennesker, som altid raaber
op om Menneskets fri Vilje, om Indskrænkning af
den personlige Frihed, naar Talen falder paa Af-
holdssagen, for se dem under Spirituosaens Ind-
flydelse: Dyr, som fuldstændig beherskes af Li-
denskaben, Individer, som faar en til at tænke, at
hvis noget er sandt, saa maa det vel være det, at
Menneskene nedstammer fra Dyrene. Saa uhyre
højt hævet over disse staar de sandelig ikke.
Lad os være enige om, at er der noget, Ar-
bejderungdommen trænger til, saa er det det, at
vælge sine Fornøjelser med lidt mere Omhu, det,
at faa løftet Tilværelsen ind i et renere Spor, saa
Livet virkelig kan leves, som det bør leves af
Mennesker: i Skønhed og Frihed.
Arbejderungdommen behøver ingenlunde at ty
til Steder af tvivlsom Karakter. Arbejderungdom-
men har sin egen Forening, »Soaialdemokratisk
Ungdomsforening*, gennem hvilken der kaldes paa
den Gang paa Gang.
Vi, der staar i Foreningen, ved, at naar der
kaldes til Møde, saa er det Sager af almen Inter-
esse og hvoraf man kan høste i det mindste noget
Udbytte, der skal behandles, og vi ved, at ingen
Steder begynder og slutter en festlig Sammenkomst
saa smukt og saa fornøjelig som der, netop fordi
Livsglæden har undgaaet Parringen med Frivoliteten
og Raaheden.
Der skal maaske lidt Viljeanspændelse til for
at komme op af Sumpen, bort fra Livet i Bevært-
ningernes ølstinkende, tilrøgede Verden, men det
er sikkert, at ingen, der virkelig føler sig ung og
stærk, fortryder Byttet, for Ungdommen hører til,
hvor der er Lys, Skønhed og sund Glæde, ikke i
Restaurationernes plumre og for Sjælelivet saa
usunde Luft.
Ulykkestilfælde. Den kendte Afholdsmand,
Hr. Vandmester J. A. Arge, forestaar for Tiden
Arbejdet ved et stort Pakhus, som Købmand J. P.
Evensen lader opføre ved Østrevaag. Forleden
hændte her et slemt Ulykkestilfælde, der nemt
kunde have kostet Hr. Arge Livet. Man var be-
skæftiget med at transportere Sten, og en Klippe-
blok af betydelig Vægt hang i Kranen, da
Stroppen skrænsede, hvorved Stenen faldt mod Hr.
Arge, der skulde anbringe den paa Plads. Dette
Uheld skete lige ved Søkanten, og Hr. Arge havde
i det kritiske Øjeblik Aandsnærværelse nok til at
forsøge paa at springe paa Søen, men den ene
Fod kom under Stenen, hvorved de fire Tæer og
en Del af Vristen fuldstændig knustes. Den til-
skadekomne blev straks taget under Lægebehand-
ling, forbundet og indlagt paa Hospitalet, hvor
hans Befindende efter Omstændighederne er til-
fredsstillende. — Hr. Arge har været Medlem af
den herværende N. I. O. G. T. Forening siden
dens Stiftelse, og er Medlem af Thorshavns Af-
holdssygekasse.
Illa for hon.
Tummas og Jåkup hovdu flutt J6gvan yvir um
fjorø, tåi5 hann får til Havnar eftir »egginum«, sum
Christjan vinmaøur hevøi sent frå Keypmannahavn,
og »Tjaldriø« eina viku seinri vorpiø å Havnarvåg.
— Ein morgum i solarrenning skundaøi Jog van sær
niøan i Jåkupsstovu fyri at biøa um fluttning.
Eingin var uppi, so hann måtti tuga dåliga å hurØ-
ina. Tåiø ein lota var umliøin, kom Jåkup i berari
ståku upp i vindeygaø; ikki var hann i ti bliøasta
lagnum, og bannaøi illp. yvir at vera årågvaøur so
tiøliga å morni, men tåiø hann hoyrdi um taø ståra
eggiø frå Christjani, og hevøi fingiø lyfti um eina
firkantaøa, bliøkaøist hann i stundini og lovaøi at
koma viø taø sama. Taø var eitt fittligt gul å
firøinum henda sama morgun, og Jåkup hattaøi
sær ti ikki aleina undir ferøina, men helt taø vera
betur, um hann baø sin granna og gåøa vin, Tum-
mas, koma viø. Sum sagt, so gjort, Tummas bleiv
»purraøir åt«, firamannafariø drigiø år neystunum,
og Jågvan kom væl yvir um fjorø.
Jågvan styrdi nå sina køs til Havnar, og
åørenn hann segøi sinum båtsmonnum farvæl, varø
taø avgjort, at teir skuldu heinta hann og eggiø
å sama plåssi dagin eftir.