Dúgvan - 01.07.1913, Qupperneq 2

Fuglene fanges paa samme Maade som paa Fær-
øerne, og Fangstmændene maa ofte i Line fires
langt ned ad de stejle Klippevægge. Fuglefangst
siges at være Beboernes vigtigste Næringsvej; aar-
lig fanges der mange Tusind Fugle, og ligesom her-
hjemme tager man ogsaa paa Grimsey en Del af
Fuglenes Æg. Der er flere Gange fra Øen klaget
over det Hærværk, fremmede Fiskere — ogsaa
Færinger — har øvet ved at skyde og borttage
Fugle og Æg; og at noget sligt virkelig har været
Tilfældet, tvivler jeg ikke paa. At en saadan
Handlemaade maa betegnes som meget forkaste-
lig, er vel alle rettænkende Mennesker enige om.
Grimseys Beboere har altid maattet føre en fortviv-
let Kamp for Tilværelsen. Hvor lavt og samvittig-
hedsløst er det derfor ikke at berøve dem deres vigtig-
ste Næringsvej.
Urolige Vejrforhold nødte »Anden« til at søge
ind paa Siglufjord, hvor en stor Mængde Fartøjer
af alle Nationer laa opankret. Under Fiskesæsonen
udfoldes der et rigt Folkeliv i Siglufjord. Kæmpe-
mæssige. selvbevidste Nordmænd, syngende Sven-
skere, »for tilfa.Het« altid med Foldekniven paa et
let tilgængeligt Sted, joviale Engelskmænd, alvorlige
Tyskere og livlige Franskmænd bevæger sig i en
broget Strøm, og ved Købmandens Bod lyder der
en Summen og Pludren af alle Verdenssprog, som
uvilkaarligt i ens Erindring genkalder Beretningen
om Babelstaarn. En Aften blev jeg inde paa en
Kro eller Beværtning Vidne til et vældigt Slags-
maal mellem en velvoksen Nordmand og en lille
men meget behændig Franskmand; begge var ken-
delig berusede. Nordmanden havde trukket Kniven,
men Franskmanden undgik behændig alle hans Ud-
fald; til sidst spændte han ved en behændig Manøvre
Ben for Nordmanden, saa denne faldt saa lang han
var og forslog sit Hoved slemt i Faldet. Men nu
tog de to Skibes Besætninger, der var tilstede,
Parti, og det hele udartede sig til et vildt Haand-
gemæng. Nordmændene vilde hævne deres faldne
Kammerat, Franskmændene forsvare Sejrherren.
Flasker og Glas smadredes, men da det ogsaa be-
gyndte at gaa ud over Vinduer, Borde og Stole,
besluttede Værten, hvis kobberrøde Næse lyste som
en Skt. Hansorm i det af Tobaksrøg og Lampeos
formørkede Lokale, at sende Bud efter Politiet.
Langt om længe ankom Rettens Haandhævere; efter
megen Møje og Besvær blev de Situationens Her-
rer, og et Par af de værste Urostiftere maatte
vandre i Brummen. Der faldt nu Ro over Gemyt-
terne, og en norsk Skibskaptajn — en rigtig norsk
Nordmand — med vældig opadsnoet Moustache,
gav nu nogle rigtige Sømandsskrøner tilbedste; de
høstede dundrende Bifald blandt Tilhørerne, der
alle var mer eller mindre paavirkede af Værtens
stærke Sager. Nordmanden fortalte bl. a. om et
Hvalfangstogt til Spitzbergen, han havde været med
til, og hvor Kuldeii var saa stærk, at Kokken frøs
fast til Kabyssen, saa de maatte fyre en større
Portion Kul for at tø ham op igen, ikke at tale
om saadanne Bagateller som, at Ører og Næse var
frosset af de fleste. Saa havde han sejlet paa Var-
men med et Skib, hvis Master var saa høje, at man
maatte tage de øverste Stænger ned for at kunne
passere Linien. Og dér var saa varmt, at baade
Kød og Fedt fordampede, saa Huden hang i Ryn-
ker udenpaa Knoklerne. — Vi havde faaet nok, og
forlod Lokalet. Næste Dag bedrede Vejret sig, og
»Anden« stod til Søs igen.
I Slutningen af September satte vi Kursen
hjem til Færøerne. Omkring Midten af denne
Maaned havde der hersket én voldsom Storm ved
Langanes, hvor vi da opholdt os, og det var næsten
et Under, at vor gamle Skude havde klaret sig.
Flere Fartøjer — saavel Damp- som Sejlskibe —
var indkomne til Seydisfjord i stærkt havareret
Tilstand; mange desværre ogsaa med Mandskade;
men vi slap heldigvis uskadt fra det. — Efter en
af Medbør begunstiget Overfart, fik vi Færøerne i
Sigte i Løbet af kort Tid, og havde snart naaet
Havn. »Anden«s samlede Aarsudbytte havde kun
været maadeligt, og da Fiskeprisen var daarlig,
blev Mandskabets Fortjeneste sløj og Rederiets
negativ. Mange Skibe laa opankret paa Havnen,
og naturligvis var de fleste af vor Besætning ikke
sene med at slaa sig løs, efter at vi var komne hjem.
Det vrimlede iland af berusede Sømænd, og Bræn-
devinen flød i Strømme. Pengepungen blev aabnet
vidt op, endskønt mange kun havde daarlig
Raad dertil.
Min Moders Glæde var stor, da hun saa mig
velbeholden tilbage, og hun sagde, at nu fik jeg
ikke Lov at tage bort fra hende igen. — Livet om-
bord i »Anden« havde imidlertid ikke haft nogen
forædlende Indflydelse paa mig. De Eder og
Ukvemsord, der til daglig havde lydt i mine Øren
om Bord, og som jeg til sidst havde brugt og væn-
net mig til som noget naturligt, var det vanske-
ligt at komme bort fra. Ofte brugte jeg uden An-
ledning slige slemme Ord, og det var til stor Sorg
for min Moder, thi hun hadede al saadan Tale. —
Brændevinen var mig ikke længer saa modbydelig,
som til at begynde med. Jeg vilde ikke være daar-
ligere end mine Kammerater, naar det gjaldt om
at spinde en Ende, eller stikke et Par Snapse under
Vesten; nu kunde jeg med lige saa stor Ret som
de se stort paa Forholdene, begrave Hænderne dybt
i Bukselommerne, skræve ud med begge Ben, ud-
sende fyldige Skraaspyt og bruge engelske Ven-
dinger. — Endnu et Aar var jeg paa Fiskeri med
»Anden« og Skipper Moses, men da Udbyttet dette
Aar var endnu mindre end det forrige, besluttede
jeg at se til at komme med et andet Skib. I de
følgende Aar sejlede jeg med forskellige Fartøjer,
blandt hvis Besætninger der var mange brave og
retskafne Mænd, der forsøgte at lære paa og for-
mane os unge. Desværre var der ogsaa flere af
samme Slags som dem, jeg havde lært at kende fra
»Anden«, og jeg skylder Sandheden at sige, at jeg
hovedsagelig holdt mig til disse sidste.
Som det saa ofte gaar, at naar man først be-
gynder at drikke Spiritus, faar man stadig større
Forkærlighed for den, saaiedes gik det ogsaa mig.
I Aarenes Løb kom jeg til at holde mere og mere
af denne Vædske, ikke saaiedes at forstaa, at jeg
endnu var bleven nogen Træl af Brændevinen, men
jeg »spyttede ikke i Glasset«, som man plejer at
sige, og ofte kunde det hænde ved Bryllupper og
andre festlige Lejligheder, at jeg ikke kunde klare
mig hjem paa egen Haand. — Naar jeg saa Dagen
efter saa min Moders forgræmte Ansigt, kunde jeg
love mig selv, at dette skulde ikke gentage sig, men
Kammeraterne var for mange og Fristelserne for
stærke. Jeg kunde ikke staa imod.
Min Moder var i den sidste Tid begyndt at
skrante. Det var, som om en lang og tærende Syg-
dom nu rigtig var kommet til Udbrud hos hende,
og jeg har ofte siden bebrejdet mig, at Sorgen over
mit udsvævende Liv maaske har bidraget en stor
Del hertil. — Da indtraf den Begivenhed, som
skulde skille os ad for bestandig, og som for mig
kom til at betegne et Vendepunkt i mit hidtidige
ubetænkte Ungdomsliv.
Med Beretningen herom skal jeg afslutte disse
Skildringer i næste Nr. af »Dågvan«.
(Sluttes.)
Ghr. Funder i Noreg og Føroyum.
Eisini norSmenn kenna hin gitna brennivlns-
handlara i Keypmannahavn, i3 nevnist Chr. Funder.
Sum kunnugt hevur nor6ma8ur heima hjå sær
sjålvum lættari atgongd at fåa brennivin til keyps,
enn fdlk nå å døgum her å landi; av ti, at slikir
handlar (Samlag) eru 1 flest øllum plåssum. Nå
vilja teir vera vi8, at hann sjålvur Funder nærum
einans sendir biligt brennivin til Noreg, og at
minsta sendingin er fyri okkurt um 70 kronur.
Eftir hesum at døma, so er ta8 ikki vesalavættini,
i3 venda sær tann vegin vi8 keypi av brennivlni,
men heldur folk av meSalstandinum og hægri uppi.
Her hjå okkum vita vit, at hvør sendingin frå