Dúgvan - 01.04.1914, Blaðsíða 3

den Vej,« svarede Manden bittert. »Hvornaar saa
du din Fader sidst?«
»I Morges! Han stod i Sovekammeret og saa
ud ad Vinduet, og der var saa meget Vand inde i
Værelset, at Stolene flød omkring som Skibe. Men
saa tog Far mig i sine Arme og kyssede mig og
lagde mig i det store Badekar; men det var der
ikke noget Vand i, og saa sagde han, at jeg skulde
holde mig godt fast, og saa — ja, saa kan jeg ikke
huske mere, Bedste.«
Med en kvalt Ed slyngede Manden pludselig
Pistolen fra sig ud i Bølgerne og trak Barnet tæt-
tere hen til sig.
»Aah, men du bløder jo! — Hvorfor har du
ikke sagt, at du var kommen til Skade?« spurgte
Drengen og saa grædefærdig op paa Saaret i Man-
dens Bryst.
»Det betyder ikke noget for en Usling som
jeg,« mumlede Manden og samlede Skjorten over
Brystet.
»Har du faaet det Saar, fordi du vilde redde
nogen?« spurgte Drengen.
»Det kunde næppe tænkes,« brummede Man-
den.
»Ja, for det har Fa’er! Han reddede en Gang
En fra at komme ind i Møllehjulet, men saa fik han
selv en Finger knust.«
Manden fo’r heftigt sammen.
»Hvad var det for en Finger?« spurgte han
hæst.
»Den samme, som du nu peger med,« svarede
Barnet.
»Paa den højre eller venstre Haand?«
»Det ved jeg ikke,« sagde den Lille tankefuldt,
»men det var den Haand, man ikke skriver med.
Har du set Fa’er?«
»Kun én Gang!«
»Saa du ogsaa hans daarlige Finger?«
Manden svarede ikke, men stirrede mørkt ud
for sig.
Bordet drev nu roligere af Sted, men et Stykke
længere forude brødes atter Vandet i en vild, hvirv-
lende Dans.
»Derigennem kommer vort Skib aldrig, hvis
det skal bære begges Vægt,« mumlede Manden
med Øjnene rettede forud. »En af os maa over
Bord.«
»Beder du din Aftenbøn, Bedste?« spurgte Bar-
net og saa smilende op.
»Jeg kan just ikke sige, jeg bad,« svarede han,
»men jeg skal gerne forsøge paa det, hvis du vil
lære mig Ordene.«
Drengen stirrede forbavset paa ham; det skæg-
gede, mørke Ansigt, som nu bøjede sig helt ned
over ham og saa saa bedrøvet paa ham, var pludse-
lig blevet et helt andet.
»Skynd dig at sige mig Ordene,« bad Manden
og saa angst mod Brændingen forude, »der er ingen
Tid at spilde.«
»Velsign Fader og Moder og gør mig til engod
lille Dreng!« sagde Barnet.
»Nej, nej, det passer ikke. Kan du ikke no-
get andet? Du talte før om et Rige, der skulde
komme.«
»Til os komme dit Rige — ske din Vilje —!
Mener du det?«
»Ja, det er bedre! Jeg har sagt det! Hvad saa
mere? Er der intet om Tilgivelse?«
Drengen saa med et Udtryk af Rædsel paa sin
sælsomme Ven; han talte med en saa alvorlig Stemme,
og den Arm, han havde holdt fast omkring ham,
trak han nu pludselig til sig.
Manden lagde sig paa Knæ ved Siden af Bar-
net paa en Maade som et vildt Dyr, der laver sig
til Spring.
»Ved du intet om Tilgivelse?« spurgte han endnu
en Gang bønligt.
»Jeg skynder mig jo alt, hvad jeg kan,« svarede
Drengen grædende. »Tror du, det kan gaa an:
Forlad os vor Skyld!«
»Ja, ja, det er den allerbedste Bøn af dem alle,«
udbrød Manden. »Forlad os vor Skyld! — Er der
ikke mere?«
»Jeg kan ikke huske mere, Bedste. Aah, men
knæl ikke saadan; Mo’er siger, at det ser saa dumt
ud at bede paa den Maade. Kom hellere hen til
mig, jeg er saa bange.«
»Hvorledes lyder Slutningen paa din Bøn?«
spurgte Manden og løftede sig en Smule, støttende
sig paa Hænder og Fødder.
»Tilsidst skal du sige: For Jesu Skyld, Amen,«
svarede Drengen.
»For Jesu Skyld, Amen,« mumlede Staklen, og
i næste Nu forsvandt han i det oprørte Vand.
»Jeg saa »Tankervilles Skræk« skyde paa en
druknende Mand,« fortalte en af Ingeniørerne, som
var tilkaldt til Redningsarbejdet, da man om Aftenen
var forsamlet i den ødelagte Bys højt liggende
Hotel. »Han drev paa en Vragstump og vilde for-
hindre den anden i at komme op paa den.«
»Det ligner den Djævel,« svarede Værten.
»Han vilde uden Betænkning have skudt sin egen
Moder, hvis han derved kunde have reddet sig selv.«
»Man har fundet Jack Canreys Lig med en
Kugle gennem Hovedet,« bemærkede en af de Til-
stedeværende. »Hans lille Dreng blev reddet, fly-
dende paa en Bordplade, af nogle Mænd i en Baad.
Stakkels lille Fyr, han har hele Dagen senere spurgt
efter Bedste.«
»Er der fundet flere Lig siden i Middags?«
spurgte En.
»Kun Liget af »Tankervilles Skræk«,« svarede
en anden ligegyldigt. »Mærkeligt nok siger de, at
hans Ansigt saa saa lykkeligt og forklaret ud, som
En, der smiler i Søvne ved en smuk Drøm. Men den
kan jeg dog ikke tro paa.«
»Det er alligevel ikke utænkeligt,« bemærkede
En. »Det skal være en behagelig Død at drukne,
i hvert Fald ulige behageligere end at blive hen-
rettet, som jo var Fyrens Udsigt i den nærmeste
Tid.«
»Ja, jeg tør bande paa, at han har sat det lyk-
kelige Grin op, fordi han narrede Bødlen, den
Røver,« sagde Værten. (»Danskeren«.)
Den giftige Klapperslange.
Der er flere Gange blevet klaget over mig og
sagt, at jeg er en altfor yderliggaaende Afholds-
mand; men saadanne Klager har aldeles ingen
hærfimende Indflydelse paa mig. Maa jeg sige
Dem, mine Venner, at jeg tror paa Fred. Jeg er
en Fredens Mand og afskyr Krig; men jeg har fra
min tidligste Ungdom erklæret Alkoholfabrikationen
og Alkoholtrafiken Krig til det yderste. Med denne
Menneskehedens Fjende slutter jeg aldrig Forlig.
Jeg vil bekæmpe den med de bedste Vaaben jeg
har, nemlig Visdom, Erfarenhed og sund Fornuft.
Man kunde lige saa gerne bede mig om at staa paa
en venskabelig Fod med en Mængde giftige Klap-
perslanger og hjælpe til at opfostre dem som at
være passiv over for Alkoholen, thi begge er døde-
lige Fjender af Menneskeheden. Klapperslangen
har dog det Fortrin for Alkoholen, at den bibrin-
ger aldrig et Menneske sit dødelige Bid uden først
at advare vedkommende. Den løfter Ranglen i
Vejret og rangler, saa man kan faa Tid til at flygte ;
men ikke saaledes med Alkoholen, tværtimod, den
slutter ofte Kompagniskab med Sangeren og Mu-
sikeren for saa meget nemmere at kunne bedaare
besnære, indtil den delvis eller helt har ødelagt sit
ulykkelige Offer.
En Læge fortalte mig engang, at naar man ser
Mavesækken af en Dranker, vil man finde, at den
er fuld af smaa Huller; det er Alkoholens giftige
Virkning; videre tilføjer han: stryger man en Tænd-
stik og sætter den hen til en saadan Mavesæk,
vil man se en Mængde smaa blaa Flammer som fra