Dúgvan - 01.11.1915, Blaðsíða 3

€n Sorøverhistorie.
Af Poul Niclas en.
(Fortsat.)
Det var ikke helt frit for, at Joen Søjdemands
Øjne ligesom blev lidt duggede, da han hjalp sin
Kone med hurtigst muligt at faa de smaa i Klæ-
derne. Joens Kone, Maren hed hun, græd bitterlig
over maaslce aldrig igen at skulle se Fædrenehjem-
met, der gemte alle hendes Barndomsminder; det
var nemlig ikke usandsynligt, at Tyrken i Lighed
med, hvad der var sket andre Steder, vilde sætte
Ild paa Bygden, hvis hans Forhaabninger om rigt
Bytte blev skuffede. Maren var ellers en modig
Kvinde, og med Joen ved sin Side følte hun sig
tryg og var ikke bange for at hjælpe med til at
rulle Sten ned over Røverne, om det skulde gøres
nødvendigt.
Joen Søjdemand og Hustru var ikke rige paa
jordisk Gods. Huset havde Maren, der var eneste
Barn, arvet efter sine Forældre, og tillige havde
hun faaet en lille Jordlod; men deres eneste Ko var
ved et Uheld styrtet ned i Forsommeren og havde
slaaet sig ihjel; som enhver kan tænke sig, var dette
et meget føleligt Tab for Familien. — Joen Søjde-
mands Forældre var allerede døde, da han var gan-
ske ung; Joen samt hans 5 Søskende kom ud til
fremmede, og saa snart de havde Kræfter dertil,
maatte de tage Plads som Tjenestetyende hos Bøn-
derne. Joen havde —- fraregnet de to Aar han bo-
ede hos Ralff Rabbissen i Thorshavn — haft Plads
som Tjenestekarl hos den gamle Bonde i Petersstue.
1 Krone om Aaret, 1 »sjostiika«, en »undurstuka«,
»kot« og korte Bukser samt 1/3 Kohud, det var en
Tjenestekarls aarlige Løn i de Tider, saa Joen
havde, som ganske naturligt var, ikke haft Lejlighed
til at lægge noget til Side i de Aar, han tjente sit
Brød paa denne Maade . . .
Sørøverbaaden kunde nu ankomme, hvad Øje-
blik det skulde være, og Størsteparten af Bygdens
Folk, var allerede skyndsomst paa Vej op mod
Storefjæld, belæssede med saa meget som de kunde
bære af deres Ejendele. F'or den rige Bonde i
Storestue havde dette været en frygtelig Morgen.
Endskønt han havde Overflod, blødte hans Hjerte
altid ved Tanken om at skulle miste noget af sit,
og naturligvis var hans Bekymringer dobbelt store
denne Morgen. Uheldigvis laa han nu ogsaa inde
med et større Parti færdige Hoser, som han lige
havde tænkt sig at tage en Tur med til Handelen
en af de første Dage. Medens Bonden og hans
Sønner var travlt beskæftiget med at grave et dybt
Hul i den ved Indmarkens Udkant liggende Sump,
blev nogle af Tjenestefolkene sendt ind i Dalen for
at gemme Hoserne — der var et Par Hundrede
Stykker — i et af hans Tørvhuse, der var saa af-
sides liggende, at man haabede, Tyrkerne ikke vilde
kunne opdage det. Der var ikke mange Penge i
Cirkulation i de Dage, men det fortaltes, at Bonden
i Storestue havde samlet sig en hel Del. Et Bevis
paa dette Udsagns Rigtighed fik man nu; thi Bon-
den og en af hans Sønner kom slæbende med en
Kedel fuld af klingende Mønt; Sveden haglede ned
ad dem, og de maatte hvile flere Gange, før de
havde faaet Kedlen med dens dyrebare Indhold an-
bragt i Sikkerhed paa Bunden af det i dette Øje-
med gravede Hul. »N u kan vi trygt fare til
Fjælds« udbrød Bonden i Storestue med et Lettel-
sens Suk, da dette var besørget, og ethvert Spor
udslettet af, hvad der her var gaaet for sig.
... I Joen Søjdemands Hus havde man nu
faaet samlet sammen det lidet, som der kunde være
Tale om at tage med. Den ældste Dreng, Morten,
havde faaet den Opgave at bære Sengeklæderne,
der var stoppede ned i en Løb. Det var jo muligt,
at man blev nødt til at overnatte ude under aaben
Himmel oppe mellem Fjældene, og Nætterne var
alleiede saa smaat begyndt at blive kolde. Saa
maatte der jo ogsaa tænkes paa. hvad man skulde
tage med til Føde. Der var jo ikke meget at vælge
imellem: Dryl, Skærpekød og en Smule tørret Fisk,
det var alt, og havde man blot det, maatte man
være glad og sige Tak til. Joen Søjdemand havde
ikke før saadan rigtig tænkt over, hvor fattig han
egentlig var; mellem ham og Maren var der aldrig
faldet et ondt Ord, Lykke og Fred havde været
tilhuse, og hvor disse har taget fast Ophold, tæn-
ker man ikke saa meget paa, om det end til Tider
er nok saa smaat.
— — »Fader, hvor skal vi dog hen i Dag«,
spurgte Joens yngste Barn og Kæledægge, den 3
Aar gamle Poul, der med forundrede Øjne havde
iagttaget og ikke kunde blive rigtig klog paa, hvad
al denne Postyr skulde betyde; nu da saavel Fa’r
og M’or som Søskende i denne tidlige Morgenstund
forlod den lune Stue, og han selv blev puttet ned i
Fa’rs store Løb sammen med et Par Høns og me-
get andet, kørte det hele rundt for ham. Dette
kunde han ikke regne ud. Det kneb lidt for Joen
med at holde Taarerne tilbage, da han gav sig til
at trøste lille Poul, der overvældet af alle de mange
forskellige Indtryk var begyndt at smaagræde.
»Der vilde snart komme nogle meget slemme Mænd
til Bygden; de vilde gøre alle Smaabørn Fortræd,
og derfor skulde Mama og Papa med lille Poul op
paa Storefjæld for at gemme sig. Men de slemme
Mænd vilde snart tage afsted igen, og saa skulde
Poul faa Lov til atter at komme hjem og lege med
Katten og det lille Lam, som F'a’r havde bragt ham
hjem for et Par Maaneder siden . . .«
Peter Ferdinands Kone slæbte sig tungt afsted med sine Barn.
Saa begav man sig da ud paa den tunge Van-
dring op mod Storefjæld — bort fra Hus og Hjem.
Lidt ovenfor Bøgærdet drejede Gangstien, der i zig-
zag bugtede sig gennem Indmarken, pludselig i en
skarp Svingning til Venstre mellem to store Høje,
i hvilke efter Sagnet var jordet de Stridsmænd, der
var faldne i en Dyst, som her i gamle Dage havde
staaet mellem denne Bygds og Nabobygdens Ind-
vaanere. Stien gik nu ud i Lien og derfra op mod
Storefjæld. Her standsede den bortflygtende F'ami-
lie en kort Stund, for at Børnene kunde hvile sig
lidt, inden man begyndte paa den anstrængende
Opstigning til Storefjæld.
De havde ikke gaaet ret langt, før de fik Øje
paa en Kvinde, der slæbte sig tungt afsted med en
lille Pige ved Haanden, medens hun i en Løb paa
Ryggen havde et endnu mindre Barn. Det var
Peter Ferdinands Kone, som i den sidste Tid havde
været syg og sengeliggende med stærk Feber. Hun
skalv over hele Kroppen, medens den kolde Sved
perlede frem paa hendes Pande. Ved Efterretnin-
gen om, at de tyrkiske Sørøvere nærmede sig Byg-
den, havde hun sendt Bud til den rige Bonde i
Storestue, der var hendes Nabo, og bedt ham om
at hjælpe sig med at bjerge Liv og Gods. Men han
havde vredt svaret, at nu havde enhver mere end
nok med sig selv, og hun maatte klare sig, som
hun bedst kunde. Saa var hun staaet op, skæl-
vende af Feber, og havde slæbt sig afsted med
Børnene. Men Husets faa Ejendele og sin eneste
Ko, som havde kælvet for faa Dage siden, maatte
hun lade blive tilbage, da hun havde mere end nok
med at klare sig selv og de smaa. (Forts.)