Dúgvan - 01.09.1916, Qupperneq 7

Kolportagebevilling til Afholdsorganisationerne.
Som bekendt har Fællesudvalget for færøske
Af holdsorganisationer udgivet en Samling Fortæl-
linger fra Færøerne. I Thorshavn blev Bogen
solgt gennem H. N. Jacobsens Boghandel; for at
kunne sælge Bøger ved Omførsel paa Bygderne,
maa man have Kolportagebevilling, der gives af
Justitsministeriet efter Indstilling af Lagtinget.
Fællesudvalget indgik derfor med et saadant An-
dragende til Lagtinget. — Sagen henvistes til Ud-
valget for forskelligartede Sager, der afgav saa-
lydende Betænkning:
»Fællesudvalget for de færøske Af holdsorga-
nisationer har ved Andragende af i. Juni d. A.
andraget om, at der gives Udvalget Bevilling til
Forhandling af Bøger og Smaaskrifter ved Omfør-
sel paa Færøerne i Henhold til Lov om Kolpor-
tagebevilling af 16. December 1910. — Andragerne
oplyser, at Udgivelsen af ovennævnte Bøger og
Smaaskrifter er et Led i Fællesudvalgets Arbejde
for Afholdssagens Fremme paa Færøerne. Andra-
gendet er stilet til Lat; tinget.
Undertegnede Udvalg, til hvilket denne Sag
er henvist, tillader sig at udtale:
Det erkendes fra alle Sider, at Arbejdet for at
fremme Afholdenhed fra berusende Drikke er en
samfundsgavnlig Virksomhed, og at de herværende
Afholdsorganisationers Arbejde har baaret god
Frugt, hvorfor det fortjener offentlig Støtte. Da
Udvalget derhos formener, at Udbredelse af pas-
sende Bøger og Smaaskrifter vil kunne fremme
denne samfundsgavnlige Virksomhed, tillader man
sig at foreslaa til Vedtagelse:
Lagtinget indgaar til Justitsministeriet med
Andragende om, at der i Henhold til Lov Nr.
259 af 16. Decbr. 1910 for et Tidsrum af 5 Aar
og paa sædvanlige Betingelser meddeles Fæl-
lesudvalget for de færøske Af holdsorganisa-
tioner Tilladelse til, uanset de gældende Be-
stemmelser om Omløben med Varer, ved dertil
antagne Kolportører overalt paa Færøerne at
lade ombære og forhandle Bøger og Smaa-
skrifter.
Joen Poulsen. Poul Niclasen.
M. A. Winther."
Udvalgets Forslag vedtoges enstemmig af
Lagtinget ved Sagens 3. Behandling.
B j 6 5 a 6 ikki rusdrekka!
Mangur, sum er burtur og feråast, heldur taS
vera størsta tekin uppå bltåskap, tåi5 ein bjoéar
honum upp i glasi8; einki er meira rangt enn ein
slikur hugsnarhåttur; ta8 er tvørtlmdti tekin uppå,
at gestfriheitin er vi5 at doyggja åt f Føroyum, at
menn ikki kunna vera blidir, utan at bjo8a snaps.
Olukkan er, at ta5, sum madurin seg3i, er so
»skaéiliga behendigt« at bjo5a brennivin framfyri
naka5 annaé, sum kostar meira, ella tekur meira
ti8 at gera til.
TaS er ikki hvør ma3ur, sum er førur fyri at
standa imoti øllum teim, sum vilja freysta hann til
at drekka; og hvussu mangur hevir ikki ligi6undir
i so måta, og harav notiø ébdtaligan ska3a fyri
seg sjålvan og sfni nærmastu.
Vilt tå syna sannan blffiskap moti teim, i3
koma at vitja teg, bjoffaS so ikki rusdrekka l
jtiangt og hvat.
Hann snytti seg sjålvan.
Ein brennivinshandlari i einum størri by hevdi gjørt sitt års-
roknskap liflugt, og hann så tå til sina storu gieåi, at hann i ti
farna årinum hevdi haft eina inntøku av okkurt um 2000 kronur
meira enn vænt ad. Hjartansfegin lat hann gera eina stora veitslu,
og bj oti ad i frændum og vinum i storum tali hertil. Veitslan var
sum vituligt ofør; har treyt ikki hvørki matur ella drekka; serliga
hitt våta slagid rann i stridum streymum, og tåid avtornadi, var ikki
ndgv eftir av teim 2000 kr. Men hvat sker! Nalcrar dagar seinni,
tå meginparturin av mjørkanum var horvin ur heila brennivins-
handlarins, fer madurin aftur at granska årsrolmslcapin, og rakar nå
til sina fæflslu vid, at tad stora yvirskotid er komid fram å tann
hått, at hann hevir lagt årstalid (1912), id sum sidur er stod ovast
å, saman vid peningunum å inntøkusiduni. Tøgn!!!
Råd moti influenzu
helt ein madur seg hava funnid'. Hann hevdi frå doktara hoyrt
fråsøgn um, at eitt glas av genevur var gott mdti ti ringu krim-
sjåkuni. »Og tad kann vera tad sama,< segdi madurin, »at nu skal
influenzan fåa roynt seg, ti nå havi eg keypt rhær uppi ein 12-
pottakagga av fronskum, og tad skal nidur um hja tnær fara, ådrenn
14 dagar eru farnir; men gangi eg fyri, so skal hann sjålvur
doktarin vera vid skuldina.« — Ring kann influenzan vera, men
so mikid ogagn sum kaggaløgurin hevir hon ikki gjørt enn i
Føroyum; at briilca kaggaløg til drekka eru dråd, id hvussu er.
„So kunna minir badir vera omanål“
Menn vdru einaferd til handils i —. Allir høvdu tikid ilatir
vid — ti brennivin måttu teir hava heim aflur vid sær — utan ein,
hann hevdi gloymt kaggan eftir. Hesin var heilt dlukkuligur, tf
hann skuldi lceypa, tveir pottar, og nå felck hann einki. »JUfla,
søti min,« sigur granni hans, »eg havi ein fimmpottakagga, og eg
skal ikki hava meir enn triggjar, so tå kannst sleppa at keypa uppi
min. »Tad var ikki eiti,« mælir hin ltaggaleysi, »takle skalt tå
hava, hevir tå keypt titt?« »Ja,« svarar grannin, »tad er keypt.«
»Tad var so vordid sum,« sigur hin, »tå ber so væl til, ti so kunna
minir badir vera omanå.«
Ein avhaldsrima frå 1572.
Ein av teim fyrsi avhaldsrimunum, id vit vita um, finnst i
einari svenskari sålmabdk frå 1572. Råsdrekkanjdtan og tad, id
fylgir herav, umtalast soleidis:
Podagra, Skab og Vattersot,
Sygdom i Hoved og Bryste,
Hoste og dertil Lungesot.
og Hoved og Hænder ryste,
Øjnene de se ilde ud
paa dem, som drikke og skænde,
Kinderne hænge som en Klud,
derpaa kan du Drankeren kende.
Ikki fyrr enn o. u. 300 år aflanå hetta var yrkt, byrjadu menn
i felag at strida mdti råsdrekkanum.
* *
*
Råd moti sjoverki.
Hin vidgitni amerikanski presidenturin Abraham Lincoln var
avhaldsmadur i odd og egg. Råsdrekka kom ongantid inn um
hansara varrar og fannst ikki i håsi hans. — Å einum av hansara
ferdum yvir havid vard hann vånaligur av sjdverki, og skipsfdlkid
bjddadi honum tå vin at styrkja seg vid. »Nei, tåsund tøkk,« svaradi
hann aftur. »Eg havi å landjørdini sæd so mangan prådan og sterkan
mann fingid sjdverk, bert ti hann hevdi koyrt hatta slagid, tit bjdda
mær, nidur i seg«.