Dúgvan - 01.11.1916, Blaðsíða 3

Tilsendte Bøger
jtfangt og hvat.
„Markblomster", Sange og Digte af Henrik Thule.
48 Sider. — Pris 1 Kr.
Denne lille smukt udstyrede Bog indeholder
30 stemningsfulde Sange og Digte, hvoraf de fleste
før har været optaget i Af holdsbladet »Agitatoren«.
Der aander gennem disse Digte en ejendommelig
Stemning, og vi lærer her at kende en Mand med
en dyb Forstaaelse af Livskampens Haardhed og
Alvor, men ogsaa med Tro paa Sejren.
Bogen er en jævn Mands Sang om Livets for-
skellige Forteeiser, og vi anbefaler paa det bedste
vore Læsere at anskaffe sig denne smukke og ind-
holdsrige Digtsamling; de vil ikke fortryde det.
„Danmarks Af holdsforening“s Aarbog 1916.
Som sædvanlig fremtræder denne Bog som et
omfangsrigt Værk paa et Par pi undrede Sider.
Foruden udførlige Beretninger om denne store For-
enings forskellige Virksomheder, indeholder Aar-
bogen tillige to udmærkede Foredrag, det ene af
cand. jur. Heilesen, det andet af Finlænderen
Dr. polit. Matti Helenius-Seppdld, hvis vægtigelnd-
læg i Afholdsspørgsmaalet for en Del har været
gengivet i »Diigvan«. Dr. Helenius-Seppalå giver
i sit Foredrag en Fremstilling af Forholdene i Rus-
land og Finland, siden Spiritusforbudet blev indført.
Tillige findes i Aarbogen en Artikel af Biskop
Ludwigs og en god Prædiken af Provst Sørensen,
Skanderborg, der jo er velkendt her paa Øerne.
Haandkværne.
Som bekendt har Amtskommunen iblandt de
Varer, der kan købes af alle, ligget inde med en
Beholdning af Hvede- og Rugkorn. Ifølge Op-
gørelse af 17. November indesad Amtskommunen
da med 274 Sække å 100 kg Hvedekorn og
263 Sække å 100 kg Rugkorn. Naar denne
Vare, der jo baade er billigere og bedre end Melet,
ikke har fundet langt større Afsætning, maa en af
Grundene sikkert søges i den vanskelige Adgang
til at faa Kornet malet. De gamle færøske Haand-
kværne er — i hvert Fald her i Byen — meget
sjældne, og Møllerne ved Sandaa har uheldigvis
langtfra den Fordel at være centralt beliggende.
1 de danske Vegeterianeres Maanedsskrift for
November d. A. læses følgende, som i denne For-
bindelse maaske tør gøre Krav paa almindelig
Interesse:
»Som bekendt bør man drage fuld Nytte af
Kornets Næringsindhold og ikke kaste Skallen bort,
da man saa samtidig mister de værdifulde Stoffer,
der findes lige indenfor Skallen. Man faar det
bedste Mel og følgelig ogsaa det bedste Brød ved
selv at male Hveden, og det kan ske ved Hjælp af
de Haandkværne, som faas gennem Vegetarisk Op-
lysningskontor, Nørregade 7, København K. Pri-
sen paa den lille Kværn, som oprindelig var 5%
Kr., er imidlertid i stadig Stigen; for Tiden er den
c. 7*/2 Kr. Den større svenske koster nu 10 Kr.
-}- Told og Fragt.«
Forholdene paa Island. »Bergens Tidende«
har den. 20. f. M. haft et Interview med Politimester
Havsteen i Siglufjord paa Island.
Politimesteren er Modstander af Forbud og
Tilhænger af »personlig Frihed«. Men — siger
han — det maa tilstaas at Ædrueligheden paa Is-
land — kanske særlig blandt den udenlandske Fi-
skerbefolkning — har forbedret sig adskilligt. For
10—15 Aar siden var Gadeuorden og Slagsmaal
paa Grund af Drik ganske almindeligt i Fisketiden.
Nu derimod er det sjældent, at man paa Grund af
Drik kommer i Klammeri med hverandre.
Ein oeydnisferå.
Mikkjal hevdi verid sunnanfyri og loyst ilt 20-potta-kagga, id
Chrisjan vinmadur hevdi sent frå Keypmannahavn. Vidurskiftini
v6ru nu so tvørlig og farturin so dlagaligur, at Mikkjal fyrst
noyddust at fara til adra bygd, ådrenn hann kundi koma heim til
sin sjalvs. Hann kom so seint å kvøldi, at folk var nidurfarid, og
tå Mikkjal vitsti, at madurin, sum hann plægdi at gista hjå, var
idin avhaldsmadur, hattadi hann sær ikki at banka uppå; ti »egg-
inum« vildi hann fyri alt i verdini ikki skiljast frå. Myrk var
nåttin, og drjugv var løtan at ganga og spåka i gøtunum. Torstin
var herviligur, og tå hann um midjunått møtti manni, id eisini var
tyr-tur, sameintust teir um at prika hol å eggid; teir fingu sær ein
fittan munn hvør, og hin fremmandi fekk sær ein gddan drdpa uppi
»jomfru klåri«, sum hann flytti frå ermuni til eitt plåss, id ikki
sømir seg at umtala uppå prent. Sum grindahvalur, id melur aftur
å blodi, reikadi Mikkjal lunt ikring husid, livar hann var vanur at
halda til, stundum var hann i kjallarnum, stundum vid ilthurdina
— sjålvsagt vid kagganum å bakinum — men ikki tordi hann fyri
sitt liv at banlca uppå. — I ilisharrin lå i søtasta svøvni og droymdi
um guil og fæ, tå hann snøggliga hvakk upp av dumsi i kjallar-
num sum frå 42 cm.s skoda-mørsara, medan høsnini leikadu sum 6d.
Hann lå og slotadi og trådi at hava hoyrt yvir seg, men eina løti
aftanå hoyrdi hann tydiliga, at nakar kåvadi vid ilthurdina, og so-
leidis bleiv tad vid. »Løgid sum her knappliga er farid at spøkja«,
mutladi hann og skræddi seg i. X kjallarnum var einki utan høsn
og dunnur, men tå hann lat ilthurdina upp, mundi hann velt ein
mann um lcoll, id her hevdi sessad seg omanå einum kagga. Hin
rami brennivinsroylcur kendist friskur og strammur. »Gott kvøld!
hetta er Mikkjal; eg kundi kanske fingid innivist hjå tygum, eg
havi her ein 20-potta-kagga, sum eg vil bidja tygum um at goyma
fyri meg!« Hetta var ov mikid av ti gdda; hiisharrin sipadi hurd-
ina aftur og bad bædi hann og kagga reisa til eitt heitari stad,
hvar hædkan av kolprisum neyvan hevir nakran tyddning. So langt
fdr Mikkjal nu ikki; men so mikid dugdi hann at skilja, at skuldi
hann fåa innivist, måtti skilnarsdtt verda millum hann og kaggan.
Tessvegna gekk leidin nu aftur til skotid, har hann hevdi tralcterad
hin tyrsta mannin; her krdgvadi Mikkjal kaggan, og fdr so fyri
adri ferd og bankadi uppå; hann vard nu betur fagnadur, fekk ein
heitan munn og sat eina loti og durvadi. I dimmalætting var hann
nidri aftur i skotinum fyti at vitja sin dyrgrip; men, o sorg, tå var
fuglurin flogin, kaggin vår sporleyst horvin. Leitad vard vida hvar,
bædi uppi og nidri, og Mikkjal segdi enntå ovrigheitini frå, hvussu
vordid var, men urslitid bleiv tad sama. Kvøld kom aitur, men
eingin kaggi. Tå mælti Mikkjal so sårliga sum madurin å sinni:
»E i n g i j 6 1!«
* •
I krigstid.
Sudroyabladid »Føroyatfdindi« sigur frå herviligum dfridi,
nakrir Islendingar hava verid upphavsmenn til suduri i Vågi. Teir
høvdu fingid upp i liøvdid, og opnadu i hesum skili eina størri
»offensiv« moli bygdafdlkinum. Sum ddir menn ramvaladu teir
vida hvar og gjørdu fridafdlki allar møguligar dnådir, sorladu rutar,
sdpadu i krambud ymiskar lutir av hyllum nidur å gdlvid o. s. fr.
Krambildin måtti, sum tad eitur å krigsmåli, »indstille Virksom-
heden«. Herfrå gekk leidin til keypmansins setluls, hvar øgiligur
bardagi brast å. Hitt fyrsta ålopid vard utan »positive Resultater«,
men figgindin vildi ikki dviua og mannadi seg adri ferd, alvopnadur
vid gréti, bøkkum o. t. Men i hesum sama bili kom sdknafåtin.
væl mannadur, til stedar, og eydnadist tad honum at stedga bardagnum
og fåa beint tslendingarnar umbord aftur i »Smiril«. — Soleidis
Ijodar fråsøgnin i »Føroyalidindi«, id leggur aftrat, at tad er syrgi-
ligt, at fridarligir og hampuligir menn skulu drekka seg soleidis
frå vitinum til skomm og skada fyri seg sjålvan og stdrt fortred
fyri onnur. Hetta eru sonn ord, sum vit geva bladnum alian rætt i.
Islendingarnir, id her er tala um, hava båd her i Havnini
sidani tfdliga i hcyst og bidja eftir motorbåti, id her verdur bygdur
til teirra. Tad er eitt gamalt ord, at »hvør sigur sina søgu sum
best«; soleidis eisini her. Islendingarnir, id vdru og ferdadist suduri
i Vågi, geva eina frågreiding, id er ødrvisi enn tann, sum stendur
i sudroyabladnum, men so mikid synist vist, at riisdrekka her eins
og so ofta ådur hevir verid uppi i leikinum. Her i Havnini hava
islendingarnir — so vitt vit vita — ikki gjørt nøkrum dnådir.