Dúgvan - 01.10.1919, Qupperneq 6

den nødt til at erkende, at Spiritus nydt i Overmaal
er en uheldig Ting, men da det kun er et Mindretal,
der benytter Spiritus paa denne Maade, er det ikke
en Sag, der kommer Resten ved.
Det er da ganske interessant at se, at der i
denne Tid i Dagspressen konstateres, at Krigen
liar fremmet Drikkeriet i ganske overordentlig
høj Grad i de Lande, hvor den har hærget. Og
sørgeligt nok konstateres det tilmed, at det er de
paagældende Landes Regeringer, der har foranledi-
get disse sørgelige Tilstande.
Det viser sig nemlig, at der i denne Krig, som
iøvrigt i de fleste tidligere, i høj Grad er benyttet
Spiritus til at opflamme det, som man hos Sol-
daterne kalder Mod. Dette er sikkert en ganske
fejl Benævnelse, thi det har ikke meget med Mod
at gøre, at styrte sig ud i en Kugleregn, mod
hvilken man absolut ikke er i Stand til at værge
sig. Det kan maaske kaldes Dumdristighed eller
Dødsforagt, men Mod, det er noget andet. Og
naar dette Mod saa tilmed er fremkaldt paa kunstig
Vis, ved at bedøve Menneskets Tænkeevne, svinder
Glorien ind til en meget tynd Streg.
Ved ethvert større Slag er der delt rundeligt
ud af berusende Drikke, specielt Whisky og
Brændevin. Selv de Soldater, der til daglig var
afholdende, blev paanødet disse Drikke og tog dem
maaske ogsaa i mange Tilfælde for at blive døve
overfor det Helvede, der kogte op omkring dem.
Følgerne er blevet, at Masser af Mennesker, hos
hvem der ikke tidligere fandtes noget Alkohol-
begær, nu ikke mere kan undvære denne Gift,
men tværtimod stadig forøger deres Kvantum og
derved glider langsomt ned ad det Skraaplan, ad
hvilket det er saa godt som umuligt at komme
op igen.
De krigsførende Lande ser det nu i al dets
Gru. Ikke nok med, at Krigen og dens Rædsler
har forraaet og ødelagt de Menneskers Sind, der
er sluppet med Legemet uskadt, har den ogsaa
givet dem en ødelæggende Lyst, der maaske kan
virke baade i tredje og fjerde Led af deres Efter-
kommere.
Der oprettes nu i disse Lande den ene Dranker-
anstalt efter den anden, og de overfyldes med det
samme. Men ingen finder paa, at man i Stedet for
at fylde Anstalter med saadanne Menneskevrag for
det første burde have undladt at indgive dem Spiren
til deres Ødelæggelse, og for det andet, naar Ulyk-
ken endelig er sket, skulde gøre sit til, at det ikke
blev muligt for de stakkels Mennesker at synke
dybere, end sket er.
I disse Lande, saavel som i dem, der var
neutrale, er der jo personlig Frihed. Den rækker
i hvert Fald saa langt som til Drankerhusets Port
eller til Galeanstaltens. Der stopper den op, men
saa har Individet heller ikke synderlig Brug for
personlig Frihed.
Men hvis nogen staar op og siger, at det er
bedre at forebygge end at helbrede, og at Tappen
maa sættes i Tønden, inden det gaar helt ad Hede-
husene til, saa skriges der Rama.
Krigen var en uhyggelig Gæst, og dens Følger
vil mærkes i mange Slægtled. Men den Drukken-
skab, den har bragt i Følge, vil mærkes endnu
længere, hvis Menneskeheden ikke en skønne Dag
kan forstaa, at det ikke kan gaa paa den Manér.
Fik disse Anskuelser Overtaget, og blev Spiri-
tus banlyst fra det daglige Liv, kunde det maaske
være, at det vilde knibe at faa Folk til at gaa i
Krig, fordi de da ikke kunde drikke sig Mod til.
Men der er vel ingen, der for Alvor vilde beklage
dette?
Trænger vi mon til mere Krig? Vi spørger
bare. M.
ijvor er tegnerne?
Saadan maa man nok spørge, naar man jævn-
lig, snart i ét, snart i et andet og snart i en hel
Del Blade ser præparerede Artikler eller Notitser,
der skal paavirke Folk til at faa Modvilje mod al
Spirituslovgivning. Disse Artikler eller Notitser
er alle saaledes affattede, at de fortier Fakta, stil-
ler Kendsgerninger paa Hovedet og bevidst frem-
kommer med forvrængede statistiske Oplysninger,
der kan tjene Formaalet: at værne Spirituskapita-
lens Interesser.
Det er særlig Forholdene i Norge, Sverrige, De
forenede Stater og paa Island, hvor mere eller
mindre skarpe Love har sat Grænser for de stærke
Drikke eller faaet dem afskaffet, som er Genstand
for disse Menneskers forvrængede eller helt ud
løgnagtige Fremstillinger, og det er haarrejsende,
hvad de til Tider kan faa ud af det; det er saadan,
at Folk uvilkaarlig maa korse sig og sige: Vor
Herre fri og bevare os for disse Afholdsfolks Regi-
mente og Lovmageri; det er jo kun til Skade for
Samfundet og gør ikke Spor af Gavn.
Men det er selvfølgelig ogsaa Meningen, at
Folk skal bringes til at tænke saaledes; det er
nemlig til Fordel for Spirituskapitalen.
Et andet Spørgsmaal er, om Samfundet kan
være tjent med, at dette Løgnvæv spredes ud i
Befolkningen og bibringer denne en falsk Fore-
stilling om de virkelige Forhold. Vi mener, at
Samfundet var bedre tjent med, om disse Løgnere,
som arbejder i det skjulte, kunde trækkes frem for
Dagslyset, saa Folk kunde se, hvem de var, og
hvem de arbejdede for; man vilde da komme til
at se ganske anderledes paa de mod Alkoholens
Ødelæggelser absolut nødvendige Lovforanstalt-
ninger.
Men de Herrer holder sig skjult og udsender
fra deres Skjul deres tendentiøse og præparerede
Artikler og Notitser, som man ved at sammenholde
med de faktiske Oplysninger, som vi bringer andet
Steds i Bladet, vil se er Løgn fra Ende til anden.
Men, hvor er Løgnerne og hvem er de?
Afholdsarbejdet i Norge.
Paa Henvendelse fra det norske Blad »Nidaros«
udtaler den norske Socialminister, Statsraad Paal
Berg sig saaledes om Forbudsspørgsmaalet:
Jeg er ikke bundet af noget Afholdsløfte, og
personlig er jeg nærmest, hvad man vilde kalde
Maadeholdsmand. Men lige saa længe, som jeg
har tænkt over sociale Spørgsmaal, har jeg været
klar over min Stilling til Forbudsspørgsmaalet.
Mange Aars Virksomhed som Forhørsdommer i
en Storby som Kristiania har givet mig Indblik i,
hvilken Forbandelse Brændevin er for vort Folk.
Den Maadeholdspolitik, Staten hidtil har drevet,
har ikke ført til Maalet. Ogsaa Forbudets Mod-
standere mener jo derfor, at den gamle Ordning
skal vi ikke tilbage til.
Landets Ungdom har gennem sine Foreninger
krævet Fristelsen fjernet. Arbejderne kræver gen-
nem deres Parti Forbud mod Brændevinen, som
den Fjende den er af Arbejdernes Fremgang kul-
turelt og socialt. Den Hjælp, Ungdommen og Ar-
bejderne beder om, den burde vi give dem. Hvis
Samfølelsen og Borgerpligten var levende iblandt
os, burde Offeret falde let. Jeg stemte for For-
bud, og jeg gjorde det i den Tro, at Forbudet, trods
alle Overgangstidens Omgaaelser, i det lange I.øb
vil blive til Velsignelse for Norges Folk.