Dúgvan - 01.01.1920, Side 1
i
Hr. 1
JANUAR 1920
27. Aargang.
DUGVAN
AFHOLDSBLAD FOK. FÆRØERNE
Udgivet af Fællesudvalget for
de færøske Afholdsorganisationer.
Abonnement:
’
2 Kr. aarlig, Postpenge ikke
iberegnet. Bestilling modta-
ges hos Postvæsenet samt hos
Bladets Ekspedition,
Adr. Frk. Edith Jacob-
sen, Thorshavn.
Annoncepriser:
i. Side ... 20 0. pr. Petitlinie.
4- — ... 15— - —
Minimumspris....... i Kr.
1919-20.
—o—
Det gode faar snarlig Ende.
Dette er en Erfaring, vi alle har
oplevet, l.ige saa sikkert som,
at »trange Tider langsomt skri-
der«.
Naar man da skal se tilbage
paa Aaret 1919, er der vel nok
adskillige, der vil tænke paa det
første. For mange Mennesker
‘har Aaret 1919 været et godt
Aar, fyldt med Velsignelse og
Velstand. Men for andre har
Aaret været en trang Tid, og
disse vore Medmennesker vil sik-
kert med et Befrielsens Suk hilse
Aarets Slutning og glæde sig
over, at de trange Tider er rund-
ne ud.
Naar Pengekilderne har flydt
saa rigeligt, som Tilfældet har
været i 1919, er det ikke saa
underligt, at Fristelserne ogsaa
har haft let ved at faa Tag baade
i unge og ældre. I Aarets Løb
har det været betydeligt lettere
at indforskrive Spiritus end i de
forudgaaende Krigsaar, idet de
Indskrænkninger, der i det øvrige
Kongerige fandtes med Hensyn
til stærke Drikke, er blevet om-
trent ophævet. Følgerne heraf er
heller ikke udeblevet for Færøer-
nes Vedkommende.
Aaret 1919 har, hvad Af holds-
sagen angaar, nærmest været for
roligt. Den store Bevægelse, der
har været om Spørgsmaalet an-
detsteds, har kun sendt smaa
Bølgeskvulp ind over vore Øer.
At løfte Fremtidens Slør skal
vi ikke gøre noget F'orsøg paa.
Hvad Aaret 1920 bærer i sit
Skød, er det os derfor umuligt
at forudsige. Hvis vi skal udtale
vort inderlige Ønske for Aaret
1920, saa skulde det være dette,
at Befolkningen i dette Aar ret
maa komme til Sandheds Erken-
delse. At med andre Ord alt det
hule og falske i vort Samfundsliv
kastes over Bord, og at det over-
flødige og skadelige, hvortil der
i Aaret 1919 er ofret altfor meget,
maa gaa al Kødets Gang. Saa
vil alle ogsaa en Dag faa Øjet
op for, at de ikke har Raad til
at kaste deres Arbejdsfortjeneste
i Gud Evans og Kong Gambriuns
Gab, men at der er mangfoldige
andre og mere nyttige Ting,
hvortil deres Penge kan benyttes.
Er der noget, der vil kunne af-
stive vort Samfunds Økonomi, er
det det, at alle overflødige Nydel-
sesmidler banlyses. Det gør da
slet intet, om der skulde blive et
Overskud, som kunde hensættes
til trangere Tider.
Hvis dette vort Ønske blot i
nogen Grad gaar i Opfyldelse, vil
der i Aaret 1920 blive stærk Til-
gang til vore Organisationer, og
Vejen blive banet for de Refor-
mer, som vi ønsker gennemført
for at skabe et ædrueligt Land.
Og da vil Aaret i Sandhed være
et glædeligt nyt 3far!
Fra Island.
—o—
Tillad mig først og fremmest
at frembære mine Lykønskninger
i Anledning af den gode Omtale,
Færøernes Salgsforbud mod be-
rusende Drikke faar hos en kendt
Distriktslæge paa Island, Stein-
grimur Matthiason, Akureyri.
Han har under sit kortvarige
Ophold i Kristiania sidste Efter-
aar skrevet en længere Artikel i
»Tidens Tegn« (dat. 25. Oktober
1919), hvor han stærkt advarer
imod Forbudsloven i Følge sine
mindre gode Erfaringer om For-
budslovens Følger paa Island, og
fremstiller Sagen i høj Grad en-
sidig efter min Opfattelse og
Kendskab. Men samtidig med-
deler han følgende:
»Paa Vejen til Norge kom jeg
til Færøerne. Der er salgsforbud
mod spirituosa, men intet total-
forbud. Enhver kan ha lov til
fra utlandet at bestille drikke-
varer til eget bruk, men han maa
ikke sælge dem videre til andre.
Der eksisterer ingen knejpe eller
salgsteder mere. Kommunelæge
S. jénsson fortalte mig, at dette
salgsforbud virkede saa godt, at
drukkenskab saa at si var ophørt
der tillands, og den havde været
slem før. Menigmand har saa
vanskelig ved at anskaffe drikke-
varer at han foretrækker helt at
la være. Og receptdrikkeri ken-
des næsten slet ikke paa øerne.«
Det er jo et godt Vidnesbyrd fra
en Antiforbudsmand at faa i Ud-
landets Presse. »Sund Sans«
Korrespondenter ser maaske an-
derledes paa Sagen, men de
maa jo have noget at skrive
om.
Derefter maa jeg faa Lov til at
fremkomme med to Berigtigelser
ved, hvad Red. selv skrev om
islandske Forhold i »Dugvan«
1918. I Juni—Juli-Bladet nævnes
min Hustru Inga Lårusdéttir, men
det passer slet ikke, da min
Hustru er G u 8 r li n Lårus-
déttir. — Frk. Inga L. Lårus-
ddttir er Redaktør af Kvinde-
bladet »19. Juni«, men min Hustru
har skrevet flere kristelige og
afholdsvenlige Fortællinger, hvor-
af den største »Mod Hjemmet«
(paa Islandsk: »Å heimleiS«) er
udkommet i dansk Oversættelse
(Lohses Forlag, København). De
to Damer, der slet ikke er i Slægt
<7 '
ry>
med hinanden, er begge Medlem-
mer af Reykjaviks Fattigkommis-
sion — og den første er, den an-
den har i 6 Aar været Medlem
af Reykjaviks Byraad, hvorfra
denne Misforstaaelse vel stammer.
I Augustbladet, hvor »Ddgvan«
bringer Referat af min Hustrus
Tale ved et I. O. G. T.-Møde her
1 Byen, er der Ved et skæbne-
svangert Uheld bortfaldne nogle
Ord. I Referatet staar der: Nu
findes der ikke et ene-
ste Fattiglem i Reykja-
v i k , men hun tilføjede: paa
Grund af Drukkenskab.
Desværre var den Gang og er
endnu mange Fattiglemmer i
Reykjavik. Men de mange, som
før Forbudsloven modtog Fattig-
hjælp her i Byen paa Grund af
Drukkenskab, blev snart selv-
hjulpne, tiltrods for at nogle
havde nedbrudt deres Helbred
ved langvarig Drukkenskab. —
Og jeg tror ikke, der er komne
nye til af den Grund, tiltrods for
»Kogesprit«- og Receptdrikkeri,
hvilket sidste ganske vist har til-
taget det sidste Aar, men prakti
seres mest af »bedre stillede«
Folk.
Som »Samaritanen« s leder
her i Byen er jeg personlig kendt
med de fleste fattige Hjem i
Reykjavik, og kan bevidne, at
tiltrods for en stadig voksende
Dyrtid og Bolignød i de sidste
2 å 3 Aar, kender jeg intet Hjem
her nu med saa triste og fortviv-
lede Udsigter, som flere af Druk-
kenboltenes Hjem var, mens vi
havde Knejpe og andre Udsalgs-
steder af Spirituosa her i Byen.
— Og jeg tør tilføje, at vor Borg-
mester og alle Fattigkommissio-
nens Medlemmer (maaske paa en
nær) tror, at det vilde være en
Forbandelse for vor By, hvis vor
Forbudslov helt blev ophævet nu.
Den Gang, vor Forbudslov
blev vedtaget ved Folkeafstem-
ning, var største Delen af vore
Jurister, Læger og ledende For-
retningsfolk Modstandere af Lo-
ven, og er det endnu. Forbuds-
folkene haabede, at de vilde loy-
alt bøje sig for Landets Love
ogsaa i denne Sag som andre,
men Erfaringen har vist, at vi
dér var for store Optimister. Og
skønt de fleste Altingsmænd til
Stadighed giver deres Vælgere
fagre Løfter om »Forbudslovens
Bevarelse«, har vi Grund til at
være stærkt misfornøjede med
flere af dem i denne Sag. Gan-
ske vist har Altinget Gang efter
Gang nægtet med stor Majoritet
at efterkomme Antiforbudsmæn-
denes Krav om en ny Folkeaf-
stemning, men samtidig har det
vist sig umuligt at faa vedtaget
en nødvendig Skærpelse og Til-
føjelse til vor Forbudslov. Der-
for beviser vore Erfaringer om
»Forbudslovens Følger« grumme
lidt for andre I.ånde under andre
Forhold. — Her er jo f. Eks.
praktisk talt intet Toldvæsen und-
tagen i Reykjavik de sidste Par
Aar. — Og jeg er helt enig med
hvad Dr. Steingr. Matthiasson
ejendommelig nok udtaler i sin
førnævnte Antiforbudsartikel, naar
han siger: »Et Forbud vilde med
Lethed kunne overholdes, hvis
Majoriteten af dem, som fører
Tonen an i et Land, vilde støtte
det.«
Reykjavik, d. 5. Decbr. 1919.
S. A. Gislason.
* *
*
. KMTS .
>' ' "Ml-,
P. s. De Blade i Skandi-
navien, som har optaget efter
»Ddgvan« noget af min Hustrus
Tale ved det omtalte I. O. G. T.
Møde, bedes venligst gøre Læ-
serne opmærksomme paa at hun
udtalte: »Nu findes der ikke et
eneste Fattiglem i Reykjavik
paa Grund af Drukken-
skab.«
Samtidig maa de gerne optage,
men helst uafkortet, hvad jeg
her har skrevet om de faktiske
Forhold i denne Sag.
Sigurbjern A. Gislason,
Redaktør af »Bjarmi«.
Krønikerne
om Island.
— o—
Ved Frihedsværnernes Møde i
København gav Professor Weis
en forvrænget Fremstilling af
Forbudet paa Island. »Afholds-
dagbladet« har forelagt »Politi-
ken«s Referat af hans Udtalelser
for den kendte islandske Good-
templar Pdll Jdnsson, Reykjavik.
Efter Jonssons Svar er der intet
tilbage af Professorens Paastande.
Vi bringer her Referat og Svar.
„Politiken“s Referat af Prof.
Weis om Island.
Det lykkedes at indføre For-
bud absolut i 1915. Og i Aar
har man i Desperation over, at
Drukkenskaben nu stiger til det
uanstændige, foreslaaet en Lov,
der gaar ud paa, at man for at
drikke eller udskænke Spiritus
kan faa 10,000 Kr. i Bøde eller
Fængsel. Men Loven er ikke
gaaet igennem. Der har dannet
sig en stærk Minoritet i Altinget,
som støttes af Førsteminister Jdn
Magnusson, der vil have ny Af-
stemning. Og nu i de sidste
Dage har den tidligere Forbuds-
mand, Altinarsmand Pastor Sigurd
Stéfansson, holdt en stor Tale i
Tinget, i hvilken han indstændigt
anbefaler Sagen taget op paa ny.
Nu fulgte Pastor Stéfanssons
Beretning i Uddrag. Det fremgik
heraf, at de gamle paa Island er
forholdsvis lovlydige, mens Ung-
dommen ikke vil vide af For-
budet. Surrogaterne ødelægger
Folks Helbred i forfærdende Grad.
Og hver Gang der er kommet
nye Straffebestemmelser, er det
blevet værre. Rundt om i Bjer-
gene omkring Reykjavik, paa-
staar Pastoren, ligger Spiritus
nedgravet, og i Havnen er det
hejset ned fra de fremmede Skibe.
— Det var saaledes, at medens
Importen af Alkohol før Forbudet
var sunket meget stærkt ned til
omkring 150,000 Liter pr. Aar,
steg den i 1911, Aaret før For-
budet, til 935,000 — for at man
kunde forsyne sig. I det før".te
Forbudsaar var der kun indført
13.000 Liter teknisk Sprit, hvad
der jo er tilladt, i 1913 7000, men
saa var denne Import steget mæg-
tigt, i 1914 til 14,000 og i 1918
til 57,000 Liter. Og det kunde
ikke altsammen gaa til teknisk
Brugl Da den islandske Stat
havde taget høj Told paa hele
Importen for at faa de Penge
igen, den før fik i Spiritusafgift,
var Dyrtiden bleven utaalelig,
medens Smuglerne f. Eks. tog 40
Kr. for en Flaske Vin, der i
Syden knapt kostede 1 Kr. Og
hvorledes vilde det ikke gaa,
naar Skibsfarten blev givet fri?