Dúgvan - 01.10.1920, Side 1

Nr. 10.
OKTOBER 1920.
27. Åargang.
Det første Glas.
—o—
Han stod og saa paa den
tomme Flaske, han, Vraget, der
en Gang havde været et ungt,
haabefuldt Menneske, sine For-
ældres Stolthed og Haab.
Havde der blot været noget
Spiritus i Flasken, noget, der rig-
tig kunde kradse, varme og be-
døve. Kradse, saa de sløvede San-
ser paany blev pirret til Virk-
somhed, varme det forfrosne, ud-
marvede Legeme og bedøve alle
de Tanker og Mindelser om et
forspildt Liv, der kom op i hans
Sind. Men — Flasken var tom,
Pungen var tom, og trods al hans
Spekuleren skulde han ikke regne
ud, hvor han kunde faa Penge
fra til at faa Flasken fyldt. Maa
ske kunde han faa den tigget
sammen, naar han foregav, at det
var til Nattelogis, men dette var
dog en risikabel Sag, hvis en
Betjent saa ham.
Og som han stod der med
den tomme Flaske, formede der
sig nogle mærkelige Billeder i
hans Tanker. Han saa først et
lille Barn i Vuggen, der roligt og
trygt sov sin sunde Søvn, hygget af
sin Moders nænsomme og bløde
Hænder. Det var ham selv, han
vidste det! Endnu et ungt, ube-
skrevet Blad, der intet kendte til
Livets Sorger og Ærgrelser, Fa-
rer og Fristelser, et Blad, hvor-
paa der kunde være skrevet me-
get stort og skønt, om Spiritu-
sens Slimede Dyndflod ikke var
skyllet hen derover.
Min Billedet skifter. Det lille
Barn er vokset til, er blevet
konfirmeret og kommet ud i Li-
vet. Han ser de Voksne drikke
Spiritus, han ser ogsaa Kamme-
raterne drikke, og de driller ham
og gør Nar ad ham, fordi han
holder sig tilbage. En skøn Dag
synes han, at Drillerierne bliver
ham for nærgaaende, og han
giver etter, saa det første Glas
glider ned. Nu har han vist.
at han er en hel Karl, der
kan tage sit Glas som de
andre, og det første Glas følges
snart af flere, senere af mange
flere.
Og Billedet skifter atter. Den
unge Mand har faaet Smag paa
Drikkelivet i Kammeraternes Sel-
skab. Der aflægges Besøg paa
Varietéer og Danselokaler, hvor
Pengene forsvinder som Dug for
Solen, mens Vinen perler i Glas-
sene. De drukne unge Menne-
sker laver Gadespetakler paa
Hjemvejen, og — Billedet skifter
— næste Morgen finder han sig
selv i Detentionslokalet, hvor
Kulden og Tømmermændene la-
der ham føle sin egen Usselhed.
Han skutter sig ved Tanken,
og Billedet skifter atter. I glade
Venners Lag gaar det med Kort-
spil og Toddy. Der spilles højt,
og Pengene vandrer fra Haand
til Haand, det er til Tider ret
store Summer, der tabes og vin-
des. Men Spillelysten er vakt,
og en skønne Dag gaar Turen til
en Spillebule, hvor alt tabes og
den unge, drukne Mand maa for-
lade Lokalet berøvet sine Penge
og med en stor Gæld. Der ud-
stedes falske Veksler for at
klare Gælden, og de klares de
føste Gange, men Gælden bliver
større og Vekslerne flere og
flere. En Dag ramler det, da
Falsknerierne bliver opdaget, og
— Billedet skif.er atter — saa
finder han sig selv i Arrestens
Celle.
Nu var Kredsløbet gjort. I
hastige Spring var han sunket
ned ad Skraaplanet, og han stod
nu mere hjælpeløs, end da han
som et lille Barn laa i Vuggen.
Gang paa Gang forsøgte han at
rejse sig paany, men hver Gang
gled han tilbage og længere ud,
end han havde været før. For-
ældrene, hvis Glæde og Stolthed
han skulde have været, var for-
længst døde, og Sorgen over ham
havde været en medvirkende
Aarsag dertil. Aarene gik, og
stadig gled han længere ud. Mod-
standskraften var brudt og han
var et Vrag.
Nu stod han der med den
tomme Flaske og længtes, hige-
de efter at faa den fyldt. Han
vidste godt, at det var galt, men
han kunde ikke staa imod, Broen
var brudt af, hans Frihed og
Menneskeværd, hans Lykke og
Velfærd var gaaet i Brokkassen.
Flasken havde taget det altsam-
men, blot fordi han selv tog
det første Glas.
Pussyfoot.
(„Kattefod“).
—o—
I.
Hvis Pussyfoot skulde beslutte
sig til at nedskrive sine Memoi-
rer, vilde der blive en tyk Bog
ud af det. Og en spændende Bog
— en Bog, hvis Blade talte om
Dristighed og Snarraadighed og
duftede af Krudtrøg og knuste
Whiskyflasker.
Men Pussyfoot gør det ikke.
Da Dr. Helenius sidste Som-
mer bød ham Velkommen til
Helsingsfors og i sin Hyldningtale
antydede, at man vidste Besked
om, hvilken fremragende Gæst,
man var Vært for, tog Johnson
sit store, alvorlige Ansigt paa.
»Jeg forstaar, at min gode Ven,
Larsen-Ledet, har bagtalt mig.
Tro ham ikke. (I’m a quite inno-
cent man”. (Jeg er en fuldkom-
men uskyldig Mand!)
Saadan er Johnson. Stor og
stærk og langsom i sin Tale og
i sine Bevægelser. En from og
skikkelig Mand, der i dagevis
sidder og hører paa Foredrag og
Forhandlinger i nordiske Sprog,
han kun forstaar en Brødkel af.
Blufærdigt dukkende sig, naar
Talen drejes hen paa ham, og
nysgerrige Øjne søger hans
Plads.
Men indvendig en Himmel-
hund — fyldt med Løjer og Lang-
kaal. En Hjerne, der lynsnart
forstaar halvkvædet Vise, selv
paa det mest malabariske Sprog.
En Haand, der lige let og sik-
kert mestrer Pennen og Re-
volveren.
Saadan er den Mand, den
amerikanske Anti Saloon Liga
har sendt til Europa. Stilfærdigt
og beskedent kom han, lejede
sig et Kontor i Londons Avis-
gade, satte American Issues Skilt
paa Døren og skrev til sine Ven-
ner: »Nu er jeg her. Jeg har
lejet for 21 Aar. Og jeg bliver
her til Europa er tørlagt. Hvis I
ønsker Besked om Amerika, hvis
I ønsker Imødegaaelse af Alko-
holpressens Løgne om mit Fædre-
land, hvis I ønsker Raad og
Daad, telegrafer saa til Pyssy-
foot, Fleet Street 69. Jeg er her
for at tjene jer og den fælles
Sag«.
I de følgende Maaneder gik
der Hundreder af Breve mellem
Fleet Street og Alkoholbevægel-
sens Ledere rundt om i Europa,
og i den europæiske Afholds-
presse dukkede William E. John-
sons Navn frem, først sporadisk,
senere hyppigere og hyppigere.
Den store Offentlighed havde
endnu ikke forstaaet meget af
det. Den vidste, at Amerika havde
sendt W i 1 s o n over Atlanten
for at fri de europæiske Folk for
Militarismens Forbandelse.' Men
den havde ikke hørt, at Johnson
var fulgt i Wilsons Kølvand for
at hjælpe os af med Alkoholen,
den anden af vor Tids Svøber.
Den store Offentlighed vidste
knap, at der var Spiritusforbud i
Amerika — det var jo kun om-
talt med Petit i den spiritusven-
lige Presse, om det i hele-
taget var omtalt — den anede
ikke, at der var noget, der hed
Anti Saloon Ligaen, og Pussy-
foot var et ukendt Ord i dens
Terminologi.
Men en skønne Dag vaagnede
Offentligheden.
Paa Londons Plakatsøjler hav-
de en smart Avis publiceret hans
Navn: »Stort Forbudskomplot
opdaget! Pussyfoot er her! Læs
Daily Mail for i Dag«. Og den
følgende Morgen spurgte en an-
den Avis med seksspaltet Over-
skrift: »Hvem er Pussyfoot«?
Spiritusmændene skregi Angst
og Rædsel: »Amerika vil pussy-
foote os« — der blev straks lavet
Verbum af Johnsons Navn — »vi
protesterer mod at blive pussy-
footet af Onkel Sam«.
I Parlamentet forlangte en Til-
hænger af den personlige Frihed
Pussyfoot — forbudt, simpelt hen
forbudt! Og menige Medlem-
mer af Den personlige, Friheds
Værn sendte ham daglig i Hun-
dredvis af Smædebreve, skaaret
over Læsten: »Forsvind, Pussy-
foot! Eller Buldoggen tar dig!«
Uden for Johnsons Dør i Fleet
Street stod hver Morgen en Hær-
skare af Journalister. Johnson
holdt Foredrag for dem om den
sociale Fremdrift, der havde
skabt Forbudet i Amerika, om
Forbudets vidunderlige Følger og
om Udsigterne for Forbud i hele
Verden.
Aviserne gengav loyalt, hvad
Johnson havde fortalt .— sligt
gør engelske Aviser — og i
Redaktionsspalten skældte de ham
Hæder og Ære fra. Næste Dag
kom de igen. Resultatet: nyt In-
terview, ny Udskældning.
Og nu tog Vittighedsbladene
fat. Hver Uge ny Karrikatur af
Pussyfoot! Og Varieteerne ind-
lagde i deres Programmer Sange
om den frække Amerikaner, der
var komme til Europa for at be-
røve Europæerne Snapsen.
Drengene paa Gaden sang om
Pussyfoot, Studenterne stjal ham
fra et Møde, førte ham i Guld-
stol gennem Gaden,| hældte et
Glas Whisky ned ad hans Kra-
vebryst, stak en Cigaret i Mun-
den paa ham og slog hans ene
Øje ind.
Pussyfoot smilte ad det hele.
»He comes smiling — he keeps
smiling«, skrev London Answers.
(»Han kommer smilende, han bli-
ver ved med at smile).
Han havde sit store, alvorlige
Ansigt paa. »Jeg gad vidst, hvem
det er, der har bagtalt mig her?
I’m a quite innocent man!«
Da man forlangte, han skulde
anlægge Sag mod Studenterne
for Øjet, kom Smilet atter frem
under Hornbrillerne: »De rare
Drenge! Det var da Synd!«
Og da Studenterne skrev til
ham og bad ham om Forladelse,
svarede han: »Er det noget at
lægge Vægt paa? I havde det
morsomt, og jeg havde det mor-
somt. Det er altsammen all
right. Men vil I have mange
fornøjelige Timer hele jert Liv
igennem, gaa saa ind i Kampen
mod Menneskehedens største For-
bandelse, Alkoholen.«
Og da hele den engelske Pres-
se — med de mest spiritusven-
lige Blade i Spidsen — startede
en Nationalindsamling til en Hæ-
dersgave til Pussyfoot, sagde han
kort og godt: »Tak for de ven-
lige Følelser. Jeg er dybt rørt.
Men ingen Hædersgave til mig.
Der er Millioner af Øjne i Ver-
den. Hvad Rolle spiller det da,
at jeg har mistet eet?«
Og da Pengene blev ved at
strømme ind, fortsatte han: »Jeg
har eet Øje i Behold. Men der
er mange . Mennesker, der slet
ingen har. Lad dem faa Pen-