Dúgvan - 19.11.1921, Qupperneq 2

i g. November.
D IT G V A N
Stuttlig søga.
-o--
Nti verSur byrjaS i »Dtigvuni«
hin stuttliga, veraldarkenda søgan:
Fer S Gullivers til Pinkulinganna
av Englendinginum Jonathan
Swift. Henda bokin er viSgitin
um alt Europa, og hon er vor8in
umsett til so at sige øll europe-
isk mål. Nti kemur hon å før-
oyskum i »Dtigvuna«; Chr. Matras,
stud. mag., tytiir søguna, og oivati
vilja allir lesarar av »Dtigvuni«
vi8 stuttleika fylgja Gulliver å
fer3 hansara. —
A. Sa,ncLi.
— o—
I sin Bog »Skildringer og
Sagn fra Færøerne« giver P. A.
Holm under ovenstaaende Titel
følgende interessante Skildring
af et færøsk Bryllup, saaledes
som det fejredes for c. 70—80
Aar siden:
Paa Sand er i disse Dage
stor Lystighed, da en rig ung
Bonde holder sit Bryllup, og nu
har hele den gode Bygd rigeligt
Stof til Samtale i mange Tider.
Ved denne Lejlighed gaar det
meget flot til, og vi vil tænke
os, atBrudefærden højtideligholdes
efter gammel herskabelig Skik og
Brug. Bruden er stadselig pyntet
med »stakkur«, som er en smuk,
blaa eller rød, Trøje, med sorte
Fløjels Opslager ved Hænderne,
og op over disse bøjes de hvide,
krusede Mansketter, omkring Hal-
sen bærer hun et hvidt Tørklæde,
med fine Kniplinger i Kanterne,
hvilket ligeledes bredes ud over
Nakken. Denne Trøje slutter tæt
om Livet og klæder kønt og gi-
ver en slank, rank Figur. Paa
Brystet har Bruden en stor Sølv-
naal, hvori en bred Sølvplade
er forsynet med en Del Ringe,
i hvilke der hænger smaa Sølv-
blade, som rasler og ringler,
naar hun bevæger sig; om Livet
har hun et Fløjelsbaand, der for-
an er sammenfæstet med et Sølv-
spænde. Hendes Hovedpynt er
en meget kunstig Opsats, der er
anbragt ovenpaa Haarfletningerne,
og fra hvilken 4 forskelligt far-
vede Silkebaand, indvævede med
Guld eller Sølv, hænge ned paa
Nakke og Bryst. Bruden er
smuk og velvoksen, som de fær-
øske Piger i Regelen er, og hun
tager sig ret yndig ud i sin
Brudedragt, saa man vel kan
komme til at tænke paa hine
fagre høviske Ungmøer, som saa
ofte begejstrede Fædrene til Stor-
daad og mandig Færd; hendes
Øje er saa stort og mildt og ro-
ligt, saa man grant og tydeligt
kan se den ægte nordiske Tro-
skab straale derigennem, den
Kvindetro, som har forevigt
Valborgs og Signes og Inge-
borgs Navne. — Brudgommen er
ogsaa ret køn og vel voksen;
hans aabne, ærlige Ansigt har
Havvinden og den dejlige, friske
Fjeldluft brunet, og det brune,
kort klippede, Haar krøller sig
venligt omkring hans Pande og
Tinding. Hans Dragt er Færin-
gernes almindelige Højtidsdragt;
han har sorte, danske Lædersko
paa Fødderne, thi de gult barke-
de Lamme- eller Kalveskindssko«
ere ikke gode nok til saa stor
Stads, sorte Bukser og en stor
sort Kofte, der naar nedenfor
Knæene, sort Vest og vidt Hals-
klæde er hans øvrige Beklæd-
ning. Paa Hovedet har han en
»Stavn-hatt«, det vil sige: en
Hætte af sort Klæde, der for og
bag er prydet med en Spids el-
ler Stavn, som er en god Del
højere end Pulden. I Haanden
bør han pligtskyldigst bære sin
Frierstav, der skal være saa høj,
at han kan naa den øverste, stad-
selig udskaarne, Ende med Spid-
sen af sin Finger, naar han sæt-
ter Jernpiggen, hvormed den anden
Ende er forsynet, paa sit Fod-
blad.
Saaledes ere de Brudefolk
pyntede, og vi ville nu se, hvor-
ledes det gaar til vsd Bryllupet.
Brudgommen har to Brudemænd,
valgte blandt de mest ansete Bønder
i Bygden eller udenfor den; de
ledsage ham til og fra Kirken
og klæde ham af og paa. Bru-
den har 2 Brudekoner, som pyn-
te hende, og som ved Vielsen
staa bag ved Brudeparret; des-
uden har hun 2 Ledesvende
(Lej6u-svejnar), som lede hende
til Kirken og derfra tilbage til
Brudehuset. Naar de skal til
Kirke, gaar Brudgommen først
med alle Mandfolkene, Par for
Par, dernæst kommer en Flok
kønne, pyntede Brudepiger, som
stille sig langs ned ad Kirkegan-
gen, ved Stolene, indtil Bruden
med Ledesvendene og Brude-
konerne er kommen forbi. —
Ved Hjemkomsten fra Kirken
modtager Brudeparret først sit
Lykønskningskys af Gæsterne;
thi Kys er et meget almindeligt
Venskabstegn paa Færøerne, og-
saa imellem Mand og Mand.
Den fremmede, navnlig den
Danske, finder det en underlig
Skik, der forekommer let at væ-
re en paataget, falsk Kærligheds-
maske; men det er det ikke, og
man lærer snart at forstaa, at
det er en smuk Sædvane, der
har sin Oprindelse fra en god,
kristen Kærlighedsfølelse. Naa,
efter at have kysset Brudgom
og Brud — og det sidste Kys
kan ofte gælde for en meget
behagelig »appetitsup« — sætter
man sig tilbords, og tager for
sig af Retterne; der er god Grød,
Lammesteg, Grynsuppé og til
Slutning ypperlige Vafler. Men
Skinsekødet (skinsa-køt) er dog
det aller bedste af det hele; det
er kogt, saltsprængt Bedekød,
som derpaa er ophængt i Luften.
— Naar man har faaet Maden
til at synke lidt, begynder Dan-
sen, den gamle, højtidelige fær-
øske Dans. Det er ikke en »lang
Engelsk« eller en snurrende »For-
kert«, hvoraf den bedste maa
blive ør i Hovedet, som her op-
føres; nej, man holder hinanden
i Hænderne, helst afvekslende et
Mandfolk og et Kvindfolk, slut-
ter en Kreds, og nu gaar det
meget stadigt, tre Trin frem og
to tilbage, her er ingen Spille-
mand, som sidder paa en Fjer-
ding og gnider sin Fiol; men
hver Danser synger det bedste
han kan, medens en synger for.
Denne Musik har man altid ved
Haanden, og derfor kan man let
holde Bal paa Færøerne, ogsaa
oppe tilfjelds eller paa en flad
Helle ved Stranden. Brudedan-
sen trædes altid til Takt af en
aandelig Vise, f. Eks. den: »I
ærlige Brudefolk, giver paa Agt,
hvad jeg for eder vil sjunge!«
Ellers bruger man gamle Viser,
dels færøske, f. Eks. SjuSrar-
kvæéi (om Sigurd Fofnesbane),
Sigmundar-kvæSi (om Sigmund
Brestisson), dels danske af Peder
Syvs Visebog; efter de bekendte
Melodier til »de vare syv og
syvsindstyve«, »Dronning Dag-
mar ligger i Ribe syg«, »Herr
Oluf han rider saa vide«, gaar
den færøske Dans herligt. En af
de almindeligste Danseviser er
01uvu-kvæ6i, hvis smukke Melo-
di, bearbejdet af Rung, er benyt-
tet i Plougs »Slaget ved Sles-
vig«.
Hver Danser synger, som
sagt, med, og det er en livlig
Sang, om den end ikke altid er
meget harmonisk: hvør fuglur
singur vi6 slnum nevi, siger det
færøske Ordsprog. Naar Forsan-
geren har glemt noget af de lan-
ge Viser, sætter han selv, eller
en af de andre, der er vittig til
at rime et Vers ind, som nogen-
lunde passer i Takten, men ofte
er Sammenhængen aldeles uved-
kommende. Paa denne Maade
ere vist mange Vers i Kæmpe-
viserne bievne til. — Men vi
vende tilbage til Bryllupet. Naar
Brudedansen er forbi, danser man
videre, og nu bliver efterhaanden
Takten noget hurtigere, og de
adstadige Trin gaar hyppig over
til dygtigeHop op mod Bjælkerne.
De alvorlige Viser afløses af og
til af lystigere Skæmteviser, uden
at dog Dansens ejendommelige
Karakter lider herved. Naar det
lider noget ud paa Aftenen,
kommer Forskænkeren ind og
maner Brudgommen tilsengs, idet
han slaar et dygtigt Slag paa
Bjælken; dette gentages 3 Gange
baade for Brud og Brudgom.
Efter at Parret dansende er ført
ind i Brudeværelset, først Brud,
saa Brudgom, saa synges et Par
Salmer, og Aftenbønnen bliver
læst; derpaa fortsættes Dansen
af Gæsterne til den lyse Morgen.
— Saaledes gik den første Bryl-
lupsdag; men Festen er ingen-
lunde forbi med det. Anden
Dag — og hvis der blev noget
af Natten tilovers til Søvnen, har
man søgt sig et Hvilested enten
i Gildehuset eller andensteds i
Bygden — modtager det unge
Par Brudegaverne, der ere af
forskelligt Udseende og Værdi,
ofte simpelthen en eller to Kro-
ner; thi disse gamle danske Pen-
ge ere meget gængse deroppe,
og man skal vist kunne finde en
Del af dem omkring paa de
forskellige Kistebunde hos de
velhavende Bønder. Forøvrigt
tilbringes Dagen med Dans og
Mad og Drik. For at give Af-
veksling i Dansen opføres Lege
eller Ture, som ofte ere rigtig
morsomme. En Leg hedder
»Kreingja« ; først danses den
rigtige Vej fremad, medens man
synger en rimet Ramse; der-
paa vender hele Kredsen sig, og
hver Skal synge sit Vers af Si-
gurdskvædet, idet der danses
bagvendt. — En anden Leg hed-
der »at ri’Sa ediling« : Selskabet
deles i to Dele, Mandfolkene
for sig og Fruentimmerne for
sig; Mandfolkene danse i en
Halvkreds henimod Kvindfolke-
ne, anførte af en Fordanser, idet
de synger: framm ri6ur Offur,
framm ritiur edilingur, framm r!8-
ur sjomanns edilingur, framm
ri3a kongins menn allir. —
Kvindfolkene danse da frem og
synge: hvat vil Offur, hvat vil
ed., hvat vil sjom. ed., hvat vilja
kong. menn allir? — Mandfolke-
ne svare: Bi31a vil Offur, biSla
vil ed. osv. Fruentimmerne sige:
hvat firi mann er O., hvar fyri mann
er ed.? osv.— Derpaa svares først,
at Offur, ed. osv. er Træl, Smed,
Køkkenskriver eller sligt. — Pi-
gerne synge da, at Off. osv. skal
ride bort igen, og nu trække
Mandfolkene sig fornærmede
tilbage. Derpaa danse Mandfol-
kene frem igen, og naar Pigerne
spørge, hvem Off. osv. ere, faa
de til Svar, at han f. Eks. er
Greve. Pigerne bortvise dem nu
ikke mere; men hver Gut tager
sin Pige, kysser hende, og saa
ender det hele med en Dans. —
Klokken 8—9 spises Aftensmaal-
tidet, og her fremføres Halestyk-
ke af den Ko, som blev slagtet
til Bryllupet: Halen er bøjet op-
ad og er pyntet med spraglede
Silkebaand, og hele Stykket er
udstafferet med farvede Papir-
strimler. Dette Stykke frembæ-
res med en rimet Ramse, hvis
Indhold er forskelligt; derpaa
sættes Fadet ved den øverste
Bordende, hvorfra det gaar om
til Gæsterne, og enhver bør ef-
ter Evne sige en Vittighed der-
over. Disse rimede Vittigheder
ere ofte gode, og baade høje og
lave faa ved saadan Lejlighed
ofte drøje Sidehug, idet de sæd-
vanlig træde frem i Dyrs eller
Fugls Skikkelse. Indholdet af
det meget lange »FuglakvæSi«
Nr.
1921.
N(r.
er af denne Natur. — Naar G&,
sterne have danset sig trætte og
ere mætte af Gildets Glædet
drager hver til sit, ofte langvejs
over det brusende Hav.
Saaledes er et gammeldags
færøsk Bondebryllup; men nu.
omstunder bruges den gatnle
Dragt og de gamle Skikke sjæl.
den mere, saa det er saa godd
som umuligt, det er i hvert Fald
et sært Held, at faa noget af
det at se; thi de danske Dragter,
der klæde Færingerne ud soiJ
Fugleskræmsler, og de danske
Skikke, der aldeles ikke passetil
de færøske Forhold, have faaet
saadan Magt deroppe, at det 1
ejendommelige mere og mere!
fortrænges.
Fe:
F
han
og
tilti
hor
um
og
°g.
bue
skil
høv
fen
1
va
Afholdenhed.
teii
hø'
sig
a (
ing
vat
hal
har
SOI
frå
Den bekendte engelske Admi. um
ral Beresford skrev for noget .30
Tid siden i en Artikel om stærke To
Drikke: »Jeg tror ikke, at Al,
kohol i nogen Form nogensinde
har gjort et Menneske godt. Jeg
er nu 60 Aar gammel, og ligefr;
jeg fuldstændig hørte op med al
nyde Vin, Spiritus og 01, har jeg Da
tilfulde opdaget, at jeg kan yde
ligesaameget eller endog merejfL
legemligt og aandeligt Arbejde, I ■
end jeg formaaede i 30 Aars
Alderen. Det gaar mig altid
godt. Jeg er altid i godt Humøi
og tager det med Ro, baade
naar Livets Byrder tynger, og|®£
naar alting er Medgang og Sol
skin. Naar unge Mennesker blot av
•— til at begynde med — i tre ru
Maaneder vilde være afholdende,
saa tror jeg, at de fleste af disse
ikke længere vilde anse stærke
Drikke for nødvendige.«
tva
bæ
bål
vm
at
tåit
hal
Bløde Hænder.
gry
gn
Ulli
eg.
Se ikke med Ringeagt paaj at
dine haarde arbejdsvante Hær ik
der og sig ikke, at »bløde Hæn- av
der« er fremmed Sprog for dig,1 ai
Bløde Hænder beror nemlig ikke ai
paa fin, tynd Hud. Der findes*
mange fine Hænder, der har et
jernhaardt Greb. Det er Hjerte- “
laget, der kendemærker Haan-
den — giver den Karakter.
De bløde Hænder — selv oml 1
det er »barkede Næver« — e:l *]
alle de, der rækkes ud for at “
hjælpe og støtte Børn og værge- ; ^
løse. Man griber gerne efter enH
saadan udrakt Haand.
Forunderligt — saa megetl
der kan rummes i et Haandtryk, *1,
Det tavse, det sjælløse, det non- u:
chalante, det kolde — det tillave- r
de nedladende Haandtryk. Mari 1
kan være blind og døv og dog
fornemme saa meget om et Menil
neske — blot ved at tage det i 1
Haanden. Det er til ingen Nyt- _
te at hykle Haandtryk, thi han,
der gransker Hjerter og Nyrer,
gennemskuer Falskheden.
Ejer vi derfor ikke bløde
Hænder, skal vi lade være med
at indbilde andre, at vi har saa- 1
danne. Men enhver bør opdrage
sig til at lade sit Haandtryk væ-
re saaledes, at det indgiver Tillid,
Som alt værdifuldt — eller lavt
og usselt — gror den Evne hos et
Menneske frem af Hjertet.
Godt Hjertelag giver godt
Haandtryk — det fintfølende ;
Hjerte danner bløde Hænder.
D. A. tæ
H<
un
O;
un