Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1909, Blaðsíða 2

gavnet nogen. Slaa dig ikke til Ro med
den overfladiske Tankegang: Kristus har
jo betalt alt, saa lever jeg videre, uden at
jeg mærker synderlig Forandring i mit
daglige I.iv. Pas paa, at du ikke falder
for den Fare, som mange falde
for og bedrage sig selv. Tal ikke de
store Orđ om Frelgen og din Omven-
delse, naar ikke dit Liv svarer đertil.
Hvis du siger, du er omvenđt, og lige op-
blæst, stolt, indbilsk, dømmesyg fører let-
sindig eller usand Tale om Ting, du ikke
forstaar dig paa, er usand i din Færd, be-
tænkt paa egen Forđel, ukærlig, ulyđig —
kort sagt selvretfærdig, og husk paa, at
intet i den Grad er sjælsfordærvende som
netop Selvretfærdighed og Indbildskhed,
saa er du et stakkels Menneske, der mis-
bruger Guds Naade, som skulde være dig
til Frelse, saa det bliver til Fortabelse
for dig.
Stil dig derfor Ansigt til Ansigt med
Guds Krav og prøv i dit eget I.iv, om du
kan naa noget af det, Gud der tilsigter.
Det vilde være en gavnlig Øvelse for
mange, baađe yngre og ældre, om de gjorde
sig det klart, at Guds Naade i Kristus er
os given, for at vi skal uđfolde den i frugt-
bart Liv, der mere og mere renses for det
onđe og fyldes med Evighedens Kraft.
lad ogsaa de ti Bud stadig rette et for-
manende og advarende Ord til dig. Apost-
len Paulus formaner og irettesætter stadig
i sine Breve, og de er jo netop skrevne
til dem, der kaldte sig Kristne og trođs
alle Skrøbeligheder vilde være det, ikke
til dem udenfor smlgn. i. Kor. 5, 12. Vil
du đerfor bevares i det Samfund, som Gud
har kaldet dig til, og opnaa den Retfær-
dighed. Fred og Glæde, som Guds Sam-
fund og Rige er. maa ogsaa de Lys, som
Guds Budorđ er, skinne for dig og vejlede
dig paa din Vanđring gennem Svndens og
Mørkets l.anđ til Guds evige i.ysrige.
Saa spejler vi os i Dag i det f 0 r s t e
B u d og fæster Biikket paa Guds ufor-
gængelige Vilje, der er, at vi skulle
gøre Troen paa Guđ, som han har
aabenbaret sig i Israels Folk og i Kristus,
'til detbærendeUnderlag i vort
L i v.
Alt, hvad der møder dig i dit Liv af
Retfærdighed, Trofasthed, Sanddruheđ,
Ærefrygt, Ærbødighed, alt hvad der som
Paulus siger Filip. 4, 8, er sandt, ærbart,
retfærdigt, rent, elskeligt, hvad der har
godt Lov. enhver Dyd og enhver Hæder,
kan ikke findes og ikke bestaa, hvor Troen
paa Gud er forsvunden. Jeg er Herren din
Gud — Troen paa denne Sætnings Ind-
hold og I.ivet i denne Tro gør det muligt
at leve et i Sandhed sædeligt Liv. At
være en kristelig Personlighed, d. v. s. at
være et Menneske, der arbejder henimod
det Maal at faa hele sit Liv og Livsind-
hold til at hvile i Gud, og bruger de Miđ-
ler, Gud har skænket i Jesus Kristus, er
uopnaaeligt, saa længe Livet ikke bæres
af denne Vished: i Gud har jeg min Gud
og m i n Herre. Alt, hvad der har aande-
lig Værdi i et Folks og i et enkelt Men-
neskes Liv, er uopløseligt knyttet til Troen
paa Gud. Kun i Samfund med den le-
vende Gud er der lyse Tider for Menne-
sker. Da Israels Folk faldt fra og tjente
andre Guđer, kom der for det Tider, hvor
der var Tilbagegang over det Hele.
Søgte Folket saa tilbage til Herren, var
det uovervindeligt. Intet kunde kue det;
trods Forfølgelser holdt det Stand. Hvor
er ikke Betragtningen af Israels Historie
i Dommertiden lærerig. Tag din Bibel og
læs Dommernes Bog. Eller gaa til Israels
Profeter. Mænd, đer er uden Sidestykke
i noget Folks Historie Jesaja, Jeremja,
Hesechiel, iivor holder đe ikke Troens
Fane højt. Kun naar Folket helt og fuldt
giver sig hen til sin oververdslige Gud,
forskellig fra de omgivende Hedningefolks
Guder, kan Gud hjælpe Folket til Sejr.
Jesaja 7, q: Hvis I ikke have Tro, skulle
I ikke faa Ro, er betegnende for Profe-
ternes stærke Betoning af Troen og dens
Betydnifig for Folkets Fremtidsskæbne. I
Tilslutning til den aandelige otí hellige Gud,
uden at stole paa verdslige Midler. skulde
Israel lære at vælge det gode og forkaste
det onde. Ret og Pligt læres kun ved
Tro paa Gud, og kun ved samme Tro
føres Retten frem til Sejr, og Pligtens Bud
omformes til Kærlighedsbud. Har du Tro
paa Herren, din Gud, knyttes du ikke blot
nærmere til Gud, men ogsaa til dine Med-
mennesker. De staar jo Gud lige saa nær
som du, de har som du et Evigheds Maal
at stræbe efter. de har alle Ađgang til de
samme Goder og samme Værdier som du.
(Sluttes.)
To Sange
af en gammel, blind Færing.
M e 1.: Jeg raaber til Dig, o, Herre Krist.
Snart svinder alting for mit Blik,
Mit Syn er svagt i Orden,
Som jeg af Gud, min Fader, fik
At bruge her paa Jorden.
Guds Vilje ske! Det er dog ej
Mer end en Stund at regne.
Gud skal tegne
Og vise mig den Vej
Til Himlens lyse Egne.