Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.09.1909, Page 1
FÆRØERNE.
Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han sit Hoved liøjt.
Salme iio, 7.
1. Aargang.
September 1909.
Nr. 12.
En Tur i Klitterne.
Jeg sidđer her i min Præstegaard
imellem Klitterne. Jeg er lige kommen
hjern fra en Turr i Syd i Besøg i IVIenig-
heden. 1 angt har jeg gaaet, og træt er
jeg. J.ad mig fortæíle jer liđt om, hvordan
her ser ud og om den Tur, I kære unge
Færinger.
Nede lige Sønden for Præstegaarden
ligger der nogle store Klitter — ja, det
gør der forresten ogsaa mod Norđ, for
Præstegaarden ligger helt inde mellem
Klitterne, der ligger som Bjærgkæder
tværs over J.andet. De er høje, otn end
ikke saa høje som jeres Fjælde. Men
døde er de og øde og graa. Da jeg kom
đernede fra Bygderne i Syd, laa de foran
mig. Og snart kom jeg ind imellem dem,
og saa saa jeg runđt orn míg ik-ke andet
end Klitter og Klitter. Og mens jeg gik
der og asede mig frem gennem det dybe,
løse l^lyvesand, kom der mange Tanker
op i mit Sinđ. Jeg saa Klitterne ligge
der, ufrugtbare og nøgne, ja, selv Klittaget,
som sidder i smaa grønne Duske i Klit-
terne mod Nord, det manglede her, det
kan ikke ret trives i disse sydlige Klitter.
Og jeg kom til at tænke paa, at som jeg
gik her, gaar egentlig mange Mennesker
igennem Livet. For i J.ivet er der ogsaa
Klitter. Der er de mange Sorger og
Bekymringer, der kan Hgge truende
og ængstende. I.igesom Klitterne, naar
Stormen rejser sig, kan kaste en Sky af
IGyvesand ud over Menneskene og ud over
Markerne, saaledes kan ogsaa Sorgerne
og Bekymringerne kaste deres dræbende
Flyvesand over al sund J.ivsglæde og
Virkekraft. Og paa den anden Side, saa
er der alle de tomme og døde For-
I y s t e 1 s e r. For ligesom fremmede nok
kan synes, at det er kønt heroppe med
disse Klitter, naar de er her en kort Tid,
mens vi andre, som bor her til Stadighed,
ved, at de selv er døde og truer det om-
liggende J.and med Død, saaledes er det
ogsaa međ de tomme Glæder. De kan se
rare og fornøjelige ud i Irrastand, tnen
kommer man i đem og giver sig hen til
đem, føler man dog den sugende Tomhed,
de bringer i Sjælen. Og jeg kom til at
tænke paa fórleden Søndag, da der var
saa mange af de kære unge her, som jeg
saa gærne vilde have set i Kirken, men
som ikke var der, fordi der var »Fest«
med Dans og Svir, hvorfra flere af dem
kom berusede hjem. Og jeg følte en knu-
gende Angst for, at Syndens Klitter
skulde 'styrte sammen og skjule den Ung-
dom som jo saa gærne skulde vindes og
bevares for Vorherre.
Men se, mens jeg nu gik og tænkte
saadan, kom jeg uđ af Klitrækken, og
foran mig saa jeg pluđselig Præstegaarden
og dens Marker. Og ikke blot det. Men
tillige kastedes den synkende Aftensols
Straaler hen paa en íille hvid Bygning,
som laa der ved Siden af Præstegaarden,
den liile kære, fattige, kullede Klitkirke.
Og ved Siden af den stod Klokkegalgen
med den lille Klokke med den sprukne
Klang, den, der nu i 8oo Aar har
ringet hver Søndag og kalđet med sin
sprukne Røst som en gammel Bedstemo-
ders kærlige, íystende Stemme Menighe-
den sammen, kaldet paa hver enkelt især,
»kaldet paa gammel og paa ung, mest dog
paa Sjæíen træt og tung, syg for den evi-
ge Hvile«.
Og da jeg saa denne lille hvide, ly-
sende Kirke med Klokken ved Siden af,
saa kom der en underlig Fred og Glæde
ind i mit Sind. For jeg kom til at tænke
paa, at selv her inđe blanđt Klitterne, ja,
mi'dt imellem derti, harVorherre sin ITirke
liggende og kalder med Klokkens Klang.
Og ogsaa midt i Syndens og Verdslighe-
dens Klitter ligger Guds Kirke skjult i
Menneskehjærtet, den Kirke, han byggede