Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1910, Blaðsíða 2

hold til Gud er ikke noget, der kan maa-
les og vejes og tælles sammen af vore en-
kelte Handlinger; nej, det er et personligt
Forhold, det vil sige et levende Liv ud af
Hjærtets inderlige Samfund med ham —,
ellers er det overhovedet slet ingenting.
Og dette Samfund er det, som er genop-
rettet af ham, i hvem Gud og Menneske
blev forenet, Jesus Kristus, der gjorde
fælles Sag med os i vor Fornedrelse, for
at vi skal have fælles Sag med ham i
Oprejsning og Herlighed. Han fører os
fra Fortabelse til Frelse; og vil vi billed-
ligt udtrykke, hvorledes Frelsen sker, saa
kan vi sige: han planter os om i
en nyjordbund, idet han udløser os
fra Verden til Gud.
Men dette sker ikke paa een Gang;
thi Jesus vil ikke blot frelse vor Sjæl,
men ogsaa vort Menneskeliv. Hans For-
maal er ikke at rive vor Sjæl ud af hele
den Livssammenhæng, hvori den har ud-
foldet sig, selv om den saa vidt kunde
redđes paa denMaade; thi det vilde være
en halvgjort Gerning, og Jesus gør aldrig
noget halvt; sker det endda, at der kom-
mer en saadan Halvhed ind i dette, saa
er det fra os selv den kommer. Nej, helt
og holdent vil han, at hans Gerning skal
ske; den er en Frelse for hele det Men-
neskeliv, som Gud har sat os til at leve i
— Hus og Hjem, Frændskab ogVenskab,
Arbejde og Kamp, Hvile og Adspredelse,
hvad vi vil nævne — alt, hvad der er
Livet værd, og som overhove-
det staartilatredde. Men at faa
et Menneskeliv gennemkristnet, det er ikke
noget, der sker med eet Slag; selv hos
det omvendte Menneske, der har faaet sin
Sjæl frelst ved at give den i Jesu Vold og
Værge, kan der endnu være meget i dets
Liv, der bærer Fortabelsens Præg, fordi
det endnu ikke er udløst fra Verden til
Gud; thi det er ikke med en enkelt Rod
vort Liv bunder i Verden, men med man-
ge Rødder, store og smaa, ud gennem alle
de mangfoldige Forhold, vi lever; derfor
koster det Jesus baade Tid og Taalmodig-
hed at faa os ret omplanteđe — ham være
Lov og Tak, at han har begge Dele!
Derfor bærer Jesus sig ogsaa ad lige-
som en kynđig Gartner, der skal plante
en af sine kostbare Planter om. Han ta-
ger den i sin Haand, fast, men ogsaa næn-
somt, og saa tager han den op ; ikke med et
Rusk, fordi derved vilde alt for mange af
dens Rødder blive revne over, og det
vilde skade dens Vækst, saa den ikke fik
den Frodighed i den nye Jordbunđ, som
den skulde; men varligt løsner han Rød-
derne fra den gamle Jord, saa mange som
muligt; nogle kan der vel være, som har
slaaet sig saa dybt, at de maa hugges
over; men jo fiere han kan redđe, desto
kraftigere vil den blive, desto rigere vil
den bære Blomst og Frugt i den nyejord
— desto mere vil den ogsaa blive ham
selv baade til Glæde og Gavn. Naar Je-
sus har faaet os i sin frelsende Haand, saa
tager han ogsaa paa os baade saa fast, at han
aldrig vil ^lippe os, og dog saa nænsomt,
som kun den ømmeste Kærlighed kan
gøre. Og saa river han os ikke med et
Ryk ud af alt, hvad vi lever i; thi derved
vilde meget gaa i Stykker, som netop
skal bevares, fordi det skal fornyes til at
tjene ikke Verden, men Gud. Men han
løser det varligt ud af den gamle Forbin-
delse med Verden for at sætte det ind i
den nye Forbindelse med Gud; thi om
hver Evne, som Gud har nedlagt i os, og
hvert Omraade, som han har lagt ind un-
der vort Liv, gælder det: forđærv det ikke,
thi der er Velsignelse deri! det skal
fæste Rod i den nyejordbund
for at bære Frugt til Guds Ære.
Der kan vel være de Forhold, hvor vi er
komne saa dybt i med den Verden, som
ligger i det onde, at her' er noget, der
maa ofres — >om din Haand eller din
Fod forarger dig, saa hug den af og kast
den fra dig!« — men bedre er det at det
bliver helliggjort, end at det bliver tilin-
tetgjort. Jo rigere vort Menneskeliv er,
desto rigere bliver ogsaa vort Kristenliv
— desto mere tager vi jo med ind deri,
som Gud kan velsigne, og som vi kan
komme til at tjene ham med.
Og hver Evne og hvert Omraade i
vort I.iv, som saaleđes er udløst fra Ver-
dens Tjeneste, har dermed faaet E v i h e -
dens Kraft i sig og Herlighe-
dens Forjættelse over sig, at
det ikke skal være øvet og levet forgæ-
ves; derveđ øges det Eje, som Møl og
Rust ikke kan fortære, den Skat i Him-
melen, som venter til os til Aabenbarel-
sens store Dag. Og undrende skal vi da
se, hvad det Liv, der af sig selv var mær-
ket til Fortabelsen, af Guds Naade er
blevet til for en Rigdom af evig Herlig-
hed, som intet Menneske herneden kan
tænke eller drømme; det er »hvad Øje ej
har set og Øre ikke hørt, og som ikke
er opkommet i Menneskehjerte, hvad Gud
har beredt for dem, som elsker ham«.
Det er den mođne Frugt af hvert Liv,
som blev givet i Herrens Haand, saa han
fik det plantet om til at have sin Rod
i Gud.