Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1910, Blaðsíða 4

venligt hendes Haand og ønskede i sit
stille Sind at han havde samme urokke-
lige Tro.
Da Peter Hansen kom hjem til Mid-
đag, bad Ane Marie Viam hente Præsten.
>Du sagde selv, Far, at jegf næste
Gang skulde gaa med Eder til Herrens
Bord og saa tror jeg nok at det er høj
Tid nu. — Kan du slippe fra Arbejđet?«
Det koster mig kun et Orđ. — Sæt
Maden bort, Ellen. Du og Børnene maa
spise i Køkkenet. Jeg vil lige gaa.c
Et Par Timer efter knælede Ellen og
Faderen ved Moderens Seng, medens Præ-
sten stille og højtidsfuldt uddelte de hel-
lige Gaver.
Da han var gaaet, gled et lyst Smil
over Moderens Ansigt.
»At det var saa nær, havde jeg dog
ikke troef. — Aa, Peter, græd ikke, Du
maa unde mig at gaa hjem.c
»Det gør jeg ogsaa, Mor, men Herren
veed, hvad Du er for mig, og han vredes
ikke over min Sorg.c
Lidt efter sagde hun: »Hvad var det,
jeg tænkte paa før? Aa, nu veed jeg det,
hils Valdemar Stub, Du maa ikke glemme
det, Peter!«
»Nej, Ane Marie, jeg skal hilse ham.c
Hun laa nu ganske stille, saa stille,
at Manden angstfuld bøjede sig over
hende.
»KaId paa đine Søskende, Ellen! —
Læg Jer paa Knæ her, smaa Drenge,
Hanne ogsaa, og Du, Ellen. Velsign dem,
Mor, velsign dine Børnic
Hun aabnede Øjnene: »Du maa føre
min Haand, Peter, jeg kan ikke selv.c
Saa lagde hun blidt og varsomt den
matte Haand paa hvert af de bøjede Ho-
veder. Der gik en Lysglans over det
blege Aasyn, og hun hviskede: »De skulle
se hans Ansigt, og hans Navn skal være
i deres Pander, i đin, Far, og i min og i
alle vore Børns, ja, Jesu velsignede Navn!«
Det var hendes sidste Ord. Kræfterne
vare udtømte og Dødskampen let og kort.
De smaa Drenge forstode ikke rigtig,
hvad der var sket, men græd dog med de
andre.
»Hvad skal vi nu b’ede om, Far?«
spurgte Niels, da han skulde i Seng.
»At vi engang maa komme derop,
hvor Moder er.c
»Aa, Fader,« Hanne gik lige hen til
ham og hulkede, »jeg har tidt været saa
styg, ikke nu i đen sidste Tid, men før.
Moder har mange Gange grædt over mig.
Hvad skal jeg dog gøre!«
Peter Hansen tog hende paa Skødet
og trykkeđe hende tæt op til sig.
»Alt det, Du siger, Hanne, passer paa
din Fađer. Jeg har ogsaa været styg, og
Mođer har grædt Taarer for min Skyld.
— Vi maa begge gaa til Herren, Du og
jeg, han har betalt ogsaa vor Skyld, og
han vil hjælpe os til at blive gode.c
»Tror Du, jeg kan blive god, Fader?«
Hun puttede hulkende sit Hoved ind ved
hans Bryst.
»Ja, Herren vil gøre os gode, det var
jo ham, der gjorde Moder god.«
De sad ganske stille og græd sam-
men, men i den Stund lagdes Grunden til
en dyb og varig P'orstaaelse mellem Fa-
der og Barn.
»EIlen laa paa Knæ inde i Kamret
og bar sin egen Sorg og de andres Sorg
frem for den himmelske h'ader. Naar hun
tænkte paa Moderen, blandede en ufor-
klarlig Følelse af Fred, ja næsten af Lykke
sig dog i Smerten over Tabet; Moderen
var nu fri og frelst, bjerget for al Evig-
hed. Midt i Taarerne takkede og prisede
Ellen Gud.
Saa kom Dagen, da Kirkeklokkerne
ringede over Ane Marie, og den med et
Mylr af Kranse dækkede Kiste sattes ned
i Jorden, páa samme Plet, hvor for mange
Aar siden en lille Barnekiste nedsænkedes
under bitre Taarer. •
Præstens Tale lød næsten som en Lov-
sang over Frelserens Kærlighed og Naade
og over den Lykke, det var at høre
ham til.
Peter Hansen stød med bøjet Hoved
og indsugeđe Ordene. Lille Hanne holdt
fast paa hans Haand. Hver Gang hendes
Graađ blev hørlig Hulken, tyssede han
kærligt paa hende. Niels og Ole klyn-
gede sig til store Søster. De smaa An-
sigter vare underlig spændte, halv for-
skrækkede. Ellen selv stod mild og stille,
et Fredens Billede.
»Kom nu alle hjem til os,« bad Hr.
Stub indtrængende. Stemmen var lidt tyk,
for ogsaa han havde grædt.
»Nej, Tak, vi kan ikke, — ikkejDag.*
Saa gik de langsoint hjem, efter at
have vekslet Haandtryk og sagt Tak til
den lille Skare, der havde fulgt.
(P'ortsættes.)
Redigeret af Hans Jensen, Thorshavn, og S. Niclasen, Kvalvig, raed Støtte af Præsterne Nielsen, Kvivig, og
Hansen, Thorshavn. — Trykt i »Færo Amtstidende«s Bogtrykkeri.