Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.10.1910, Blaðsíða 2

vort Fadervor: Giv os idag vort daglige
Brød! Derved lærer han os at bede Gud
ikke alene om de store, høje, aandelige
Gaver, men ogsaa om de jordiske. Han
lærer os at lægge hele vort Liv, baade
de største Ting og de mindste, i Guds
Faderhaanđ, saa at hele vort Liv bliver et
Liv i Gud, og vi tager enhver Ting som
en Gave fra Guđs Haand.
Hvor stor en Naadegave er det ikke,
som Gud har givet os, at vi maa komme
til ham og bede ham som kære Børn de-
res kære Fader! Hvad kan vi da give
ham som Tak for hans store Naade og
Kærlighed imod os? Saadan spurgte det
i mig, da jeg var en lille Dreng. Give
Gud min Kæphest eller andet Legetøi,
det kunđe ikke hjælpe, det kundejegikke
glæde Gud med, det følte jeg. Og hvad
andet skulde jeg lille Dreng give? Og
jeg vilde dog saa gærne give Gud noget
for at gøre ham rigtig glad. Saa spurgte
jeg Far og Mor, og de forstod det, som
rørte sig i Barnets Sind, og de sagde til
mig: Lille Knud, vil du gøre Vorherre
rigtig glad, saa vær en god og artig lille
Dreng — det glæder du ham aller mest
med! Det Svar forstod jeg, det Svar bru-
ger- jeg endnu til mig selv, og det Svar
vil jeg give enhver, som kommer med det
Spørgsmaal til mig: Vær et godt Guds
Barn! stræb af al din Evne at være, som
han gærne vil have đig!
Og vil du saa endelig vide, hvordan
du skal vise Gud din Kærlighed, saa vil
jeg henvise dig til, at Jesus siger, at det
anđet Kærlighedsbud er ligesom det før-
ste: du viser Gud đin Kærlighed ved at
være god mod dem, du har med at gøre:
Og her i denne Sammenhæng vil jeg sige
til dig: Vis saa andre din Kærlighed ved
at bede for dem! Ja, lad os, hver Gang vi
ser en Broder eller Søster være syg eller
bedrøvet, nedsænket i Sorg, gaa til vor
Fađer og bede ham og sige: Herrehjælp!
Lad os aldrig lade en I.ejlighed til at bede
for andre gaa fra os! Og Lejligheder er
der nok af hver eneste Dag for hver ene-
ste af os, selv den mindste. Der er nok
at elske, nok at hjælpe, nok at trøste,
nok at bede for! Og Bønnen for andre er
ikke den Bøn, som bringer den mindste
Velsignelse. For Vorherre Jesus Kristus
har selv sagt: Sandelig siger jeg eder,
hvad I har gjort for en af disse smaa,
det har I gjort for mig!
Knud, L. Melbye,
Sognepræst for Raabjerg.
Lyde og byde.
Af Otto Meller.
(Fortsat.)
»Grundreglerne, hvorefter Børn skal
lære Lydighed, er jo, at der skal være
Billighed i Fordringen og
Fasthed i Fordringens Over-
h o 1 d e 1 s e , og her slynges der gerne fra
den ene Yderlighed til den anden. Der
maa være Billighed i h'ordringen, saa at
der gives faa og forstandige Buđ, altsaa
ikke tnange og vilkaarlige; det er hvad
Apostelen mener med: ikke at opirre; thi
stilles et Menneske overfor en urimelig
Fordring, som det for Børn vil være, naar
det fordres af dem, at de skal være stille
som Mus, eller at de skal arbejde uden at
lcunne se Øjemedet dermed eller Enden
derpaa — da opirrer det Sindet, saa Modet
tabes.
Her er der en vanskelig Opgave at
løse, ikke vanskelig at tale om, men at
løse paa sin egen Grunđ; thi den kan
umuligt løses uden i Kærlighed, og Kær-
ligheden vil stedse forføre til at lukke
Øjne, se igennem Fiøgre, selv om ikke
Mageligheden kunde lære det samme; thi
det er jo langt mágeligere at give Bud i
Flæng og saa knibe Øjnene til for deres
Overholdelse, end at give rimelige og
maadeholdne og saa punktligt gennemføre
deres Overholdelse.
At skaffe sit Bud overholdt og sætte
det igennem, ikke næsten, men helt, aldrig
at akkordere sig frem, đet er, hvad Paulus
kalder Tugt, det er den Alvor, som maa
følge af, at man ved, man har Ansvar i
denne Husholdning som den Højestes
Stedfortræđer. At give efter her og give
tabt er at forraade sin Herre, er at hæle
med Fjenden, og derfor maa alle lovlige
Midler bruges med Besindighed og i
Kærlighed.
Vi tør derfor godt sige, at et Barn
kan ikke narres grovere for sin Ret, end
naar det narres for sin Skolegang i Lydig-
hed: det bliver efter al Sandsynlighed
ulykkeligt, og dets Ulykke vil vise sig
dels som Løgnagtighed, đels som Selv-
raadighed og Urimelighed, men altid som
Uformuenhed til at »s t y r e sit Sind«.
Enhver alvorlig Skole har denne Op-
gave at løse: at arbejde med til, at Barnet
lærer at lyde. Vistnok er det først og
fremmest Hjemmets Sag, men dernæst
Skolens, for saa vidt denne har paataget
sig i mange Maader at afløse Forældrene
og træde i deres Sted.
Lydighed er den Grundpille, hvorpaa
Verden hviler. Falder đen, saa ramler
det hele. I Børneskolen ligger Magten til