Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.10.1910, Blaðsíða 3

at indøve denne Lærdom i Lærerens
Hengivelse og Tjeneste, altsaa i
hans egen Lydighed.
Det er ikke Stok og strengt Ansigt,
som maa staa forrest, men Selvhengivelse
til Børnene, Tjeneste for dem i det, de
skal lære.
Derfor er en doven Lærer altid en
daarlig Lærer. Han er ulydig i sit Ar-
bejde, og faar đerfor heller aldrig Børnene
til at røgte deres med Flid. Og det var
maaske det værste ved den gamle »ind-
byrdes Undervisning«, at den forførte
Læreren til Dovenskab, idet han jo den
meste Tid kun skulde sidde og høre efter
en Bog eller se i Facitliste. Virkningen
af I.ærerens Iver for Børnene er, at de
selv bliver ivrige. Det er Eksemplet, der
her virker, at han selv stiiler sig midt i
Arbejdets Lov. Det er ved selv at lyde
Budet, at hans Bud faar Myndighed.«
(Fortsættes.)
Ellens Hjem.
Af
Cornelia Levetzow.
(Fortsat.)
Hun nærmede sig en Smule tøvenđe,
men da hun saa Photographiet, lød det
friskt og naturligt, næsten jublende:
»Nej, det er jo, som man ser ham
selv! Hvor jeg er glad over det. Tak,
Onkel, tusinde Tak.«
»Men der følger en Betingelse med,
min Stump; dog, det gælder nok ogsaa
din Fader. Jeg skulđe bede Valđemars
Onkel, om han ikke nok vilde give Ellens
Billede til Gengæld?«
»Det maa hun selv om. — Tag Plađs,
Herr Stub. Ja, vi tør vel ikke byđe Dem
en Kop Kaffe?«
»Jo, Tak, jeg siger ikke Nej,« han
satte sig godt tilrette ved Bordet og tog
en Dreng paa hvert Knæ.
»Fløden og Julekagen er fra Tantes
dejlige Julekurv, saa jeg behøver ilcke at
gøre Undskyldninger.* Ellens Ansigt
straalede, og det fine Rosenskær paa
Kinden havde en stærkere Farve end
ellers.
Onklen saa først paa hende og saa
paa Faderen, men Peter Hansen besva-
ređe iklce rigtig det lune Forstaaelsens
Blink i Tømmerhandlerens Øje.
Lidt efter gik Onkel Stub, og Havne-
arbejderen fulgte ham ud. Da han kom
tilbage, stod Ellen fordybet i Beskuelsen
af Photographiet.
»Naa, kan det nu ikke være nok,
Barn? — Giv mig kønt Billedet, saa vil
jeg gemrne det.«
»Men, Fader, det er jo mitW
»Jeg veed det nok, derfor sagde jeg
ogsaa kønt. — Giv mig det saa, I)u maa
faa Lov til at se det, hver Gang Du beder
đerom.« Han ralcte sin Haand ud, men
hun stod tvivlraadig.
»Du vil ikke?«
»Jo, Fader,« hun gav ham det, men
der stod en Taare i Øjet.
»Tak, Ellen, — Jeg lægger det her i
i den øverste Skuffe, indeni et lille Skrin,
din Moder har gemt fra den Tid, vi vare
unge. — Vil Du saa sende ham đit
Billede?«
»Ja, det vil jeg rigtignok gerne, men
Du maa med paa Photographiet, Fađer, og
Børnene ogsaa. Du vil da nok?«
»Ja, vel.«
Peter Hansen syntes godt om Tanken,
og da Helligdagene vare endte, begav
hele Familien sig til Photographen.
Ellen bar sin daglige Dragt, en mørke-
graa Hvergarnskjole, hvidt Forklæde og
hvid Strimmel om Halsen. Hun havde
Faderen under Armen, Ole i Haanden og
Niels ved sin Siđe. Hanne, der holdt
Faderen under den anden Arm, mødte i
ny Kjole, nye Sko og ny sort Baandsløjfe
paa den lange Fletning. Krøllerne, der
med Magt vare redte tilbage, struttede
alligevel frem, og Smilehullerne kom til
Syne trods Øjeblikkets Alvor.
»Udmærket vellykket«, lød Photo-
graphens Dom, og da Billedet et Par Dage
senere tilsendtes Peter Hansen, erklærede
denne, at det ikke kunđe være bedre.
»Se her, Ellen, her er vi. Hvad synes
Du om det?«
»Nej, hvor det ligner Dig. Fader, og
os Alle. Det er rigtignok dejligt!«
»Og Du synes virkelig, at jeg skal
sende ham det?«
»Ja, kjære F'ader, det var jo derfor —
»Du misforstaar mig, Ellen, jeg under
ham det gerne, men som Du staar der og
holder saa fast paa min Arm, medens Bør-
nene igen holde fast paa -Dig, saa — ja
hvordan skal jeg sige det — saa tager
han det maaske som et Svar.«
Hun tav et Øjeblik, løftede saa Hovedet
og sagde fast, medens et næsten ophøjet
Udtryk bredte sig over đet unge Ansigt:
»Det er ogsaa et Svar, Fader.«
Om Aftenen tog Havnearbejderen
Blæk og Pen frem og lavede sig til at
skrive. Konvoluten gjordes først i Stand
og det tog lidt Tid, da Adressen var tem-
melig indviklet. Ordene paa Bagsiden
af Photographiet nedskreves derimod
hurtigt.
Vil Ellen se, hvad her staar?«