Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1912, Síða 2

som en brølende Løve, søgende, hvem
han kan opsluge* (i. Pet. 5.), var ogsaa
ude efter os for at tage vort Liv; sandelig.
det var ikke for intet, der var fuldt af
Gru og Angst i Hjerte og Samvittighed.
Men midt i vor Nød lod Gud en Kilde
vælde frem, der peger imod Himmelhjem-
met, vidner med Ordet, som lyder derover,
om Barnekaar i Faderhuset, saa vi derved
skal kunne finde Vej tilbage til Hjemmet,
det evige Barnehjem hos Gud. Denne
Kilde er vor Daab; ved den fik vi Barne-
retten hos Gud i Jesu Navn, derved blev
det sat som vort I.ivs sikre Maal at naa
hjem til ham; og bliver vi trofast ved
denne vor Daabs Naađe, da er vi altid
paa den retteVej til at naa frem oghjem.
Men om vi ogsaa har Vejen nok saa
klart for os, saa er det dog ikke nok, vi
trænger til mere end dette; thi det er jo
ikke blot vor Erkenđelse, der var formør-
ket af Synden, men ogsaa vor Styrke,
der var brudt; hvorfra skal vi faa Kraft
til at vanđre den Vej, der ligger for os?
Lad os mindes Salmistens Ord, hvor han
taler om Helten, đer gaar frem med sikre
Skridt fra Sejr til Sejr: »Han drikker af
Bækken ved Vejen, derfor rejser han sit
Hoved højt« (Slm. 110); om han begynder
at mattes og hans Hoveđ at synke, da
bøjer han sig ned og drikker af det rene
Kildevanđ, og der "er Vederkvægelse og
Styrke deri, saa han kan hæve sit Hoved
med ny Frejdighed og ile frem med ny
Kraft. Ogsaa for os er der en Bæk, der
følger ved vor Side, saa vi kan drikke af
den saa ofte, som vi vil, og đeraf øse ny
frejdig Kraft til at løfte Hovedet højt og
gaa fremad med faste Trin; visselig ikke
i Hovmod og Selvsikkerhed — den, der
skal drikke af Bækken, maa knæle dybt
neđ, og unđer saadan Knælen lærer vi
Ydmyghed —, nej, ene og uđelukkenđe
i Tillid til Guds uforskyldte, barmhjertige
Naade. Og Kilden er vor Daab; đet er
den, det alt rinder ud fra; daglig kan vi
forny vor Styrke ved at øse af Daabens
rene Vande, idet vi daglig paany beken-
der for Gud den Pagt, paa hvilken vi er
døbte til hans Navn. Bliver vi saaleđas
trofast ved vor Daabs Naade, da skal det
ogsaa gaa fremad og hjemad i Guds op-
rejsende Kraft.
Men naar vi nu ikke blot ser fremad,
men ogsaa tilbage, tilbage over det Liv,
vi har levet, hvad ser vi saa? Er det
ikke en Vej, fuld af smudsige Spor over-
alt, hvor vor Fod har traadt? Det er alle
vore Synder, der har sat deres Mærker i
i vort I.iv, dybe, grimme Mærker, og vi
kan ikke vende tilbage for at slette dem
ud — ikke om vi saa bød Aar af vort
Liv derfor, kan vi lcomme til at leve en
eneste Dag af vort Liv om igen, at
den maatte blive bedre. Hvor skal vi đog
kunne staa til Regnskab for alt dette,
naar vi kommer hjem til vor Fader i
Himlen? — Se, et Kildevælđ randt op,
det blev til en Bæk, det steg til en Flod
— mindre kan nok ikke gøre det, naar
alt det skal slettes ud —, og Floden kom-
mer strømmende efter đig paa Vejen, og
hvert smudsigt Spor, du satte, bliver skyl-
let rent, og lysende klar ligger ved et
Guds Under Vejen bag đig som foran dig:
»Dine Synder er dig forladte!» Men Kil-
den er Daaben; det er fra den, Syndsfor-
ladelsens Naade følger os paa al vor Vej;
derfor kaldes den »en Pagt med Gud om
en god Samvittighed* (1. Pet. 3.), thi naar
vi ved, at al vor Synd er slettet ud, saa
kan vi trygt og frimodigt gaa frem for
Gud, han vil ikke gaa i Rette med os,
men tage imod os som sine elskede Børn
i Jesu Navn. Bliver vi trofast ved Daa-
bens Naade, da kan vi altid have Fred i
Sind, Guds Fred til umistelig Glæde.
Kilden foran os til at vise os vort
Livs Maal i Gud, ved vor Side til at for-
ny os vort J.ivs Kraft i Guđ, bag efter os
til at give os vort J.ivs Fred i Gud — det
er vor Daabs Naade, der kan gøre I.ivet
til en Herlighed for Guds Ansigt, naar vi
kun selv vil være tro imod den; da skal
vi se I.ys i Guds Lys over al vor Livsvej
herneden — og tusindfold engang hist i
Guds evige Rige.
Viggo Hansen.
Hvorledes det gik til.
Af
Cornelia Levetzow.
(Sluttet.)
i Da den store, muskelstærke Mand
sagde dette med hæs I.atter og Brænde-
vinsrøst, gik der en Gru gennem Pouls
Sjæl. Han greb Faderens Haand og hvi-
skede: »Tag ham hjem med, Fader, Du
maa!«
Kaptajnen saa alvorligt ind i det lille,
blussende Ansigt.
»Vil Du da blive her, Poul, i hans
Sted?«
Men Poul kendte sinFader og troede
paa hans Kærlighed.
»Ja, hvis Du vil lade mig blive,«
Skælmen sad i Øjet, — »aa, Fader, jeg
kan se, Du vil tage ham.«
»Men hvor skal han ligge?«
»1 min Seng«.
»Og Du da?«