Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1912, Síða 4

Selv den dyrebare Kasse med de udpustede
Æg og Frimærkealbummet ofredes.
»Er han ikke lidt bedre i Dag, Mo-
der?« spurgte Poul en Morgen og saa
bedenđe op til hende.
»Jeg tror det ikke, Barn, sepaaham!«
Det lille Ansigt, der de andre Dage
havde brændt med underlig skjoldet Fe-
berrødme, var nu hvidt som Hovedpuden.
»Tys, Du maa ikke græde herinde,
tys, Poul!«
Medens hun hviskede dette, rørtejens
sig. Først trak han Vejret dybt, derpaa
slog han Øjet op og saae sig forundret
om. Tilsidst faldt Blikket paa Poul, der
endnu stod med Haanden paa Dørlaasen.
Et genkendende Blik og en svag lille Træk-
ning af et Smil viste, at Tanken igen
var klar.
Poul styrtede straks frem, parat til at
omfavne og kryste Jens, men han stand-
sedes i Tide.
»Nu maa vi være dobbelt forsigtige«,
indskærpede Moderen.
I.idt efter traadte Kaptajnen ind. Gik
det til Liv ellerDød? — >Guds Vilje ske«,
sagde de igen, men bade dog nu om Bar-
nets Liv, de kunde dog ikke Andet.
»Hvor er jeg?« hviskede Jens, >hvor-
dan er jeg kommen herhen?«
Fru Lyng knælede ved Sengen og
fortalte med enfoldige Ord, at Jesus, der
elsker de Smaa, havde set ned til ham,
ynkedes over ham og givet ham dette nye
Hjem, Fader, Moder og Broder. —
»Se, nu skal Du smage paa Mælken.
— Naa, det kan jeg lide! Kirsten, hvad
synes Du, Koppen er tom«.
»Det er vist paa det sidste«, mente Kir-
sten; men Doktoren havde en anden Tro.
»Saa kom vi dog over det«, sagde han glad.
Det gik dog smaat nok alligevel, ja,
der kom endogsaa Tilbagefald, men det
gjorde bare, at Bønnen om Barnets Liv
blev varmere og varmere, selv Kirsten
bad nu med. Der var et kærligt, underlig
rørenđe Blik i lille Jens’ Øje, som vandt
Hjerterne. —
Martssolen skinnede ind i Stuen, og
Stæren fløjtede udenfor, da Jens første
Gang kom op. Han sad ganske stille, de
store, brune Øjne vare saa tankefulde. Det
var jo nyt for ham Altsammen her. Aa,
hvor han havde meget at takke for og
meget at lære.
Meget at glemme havde han ogsaa,
men det tænktejens ikke paa, og det gik
ogsaa vidunderlig lempeligt. Det var,
ligesom Sygdommen skilte ham fra For-
tiden, ja selv fra Fristelsen til Løgn og
Upaalidelighed.
Se, saadan gik det til, at Jens kom i
Kaptajnens Hus og fik Barneret med Poul.
Lige Ret i Alt, det forlangte Poul selv
baade i Hjemmet og af Kammeraterne. —
Næste Februar, da Søen igen var til-
frossen, løb to raske Drenge med laadne
Skaftestøvler, laadden Hue og Tornyster
paa Ryggen henover Isen med hinanden i
Haanden. De samtalede ivrigt, men det
var ogsaa Fremtidsplanerne, der drøftedes.
Poul vilde være Søofficer, kæmpe under
Dannebrog, rejse viden om, se fremmede
Lande og bringe Skatten hjem med. Jens
vilde ogsaa rejse, men ikke vende tilbage,
nej, blive derovre, trænge dybt ind i Lan-
dene, bringe det glade Budskab til Hed-
ningerne, vriste Byttet fra den Onde. Men
naar den første Kirke indviedes derovre
under Palmerne, skulde Poul give Møde
med alle sine Matroser, det var en Aftale.
Moderen stod i Vinduet, hun nikkede
og vifted, mindst anende, hvad de To
tænkte paa. Da Drengene saa hende,
svingedes Huerne, saa toges Vejen i to
Spring, og de stormeđe ind, eller rettere,
Poul stormede, Jens lukkede stilfærdig
Døren.
Men Fugleungernes Vinger vokse!
Kun en Draabe.
Kom blot en eneste Draabe Blæk i
et Glas Vand og se, hvilken Farve det
giver! Den ene Draabe breder sig til
alle de andre, og det bliver grimt.
Men prøv saa paa at faa det grimme
ud af Vandet igen! Du kan ikke, det er
helt umligt. Nej, du skulde ikke have
hældt det i!
Paa samme Maade kan een daarlig
Tanke, som du giver Rum, gøre hele Sin-
det, ja Livet surt. Thi fra Tanken kom-
mer Ønsket og fra Ønsket de onde Ord
og onde Gerninger.
Lad derfor ikke urene Tanker komme
ind og bo i dit Sind! Se ikke paa det,
der er ondt, lyt ikke til daarlige Ord og
hold Dig fra daarlige Kammerater.
»Bevar dit Hjerte fremfor alt det, som
bevares, thi fra Hjertet udgaar Livet«.
Udgivet af Stremes kristelige Ungdomsforeninger ved V. Nielsen, Kvivig.
Trykt i »Færø Amtstidende«s Bogtrykkeri.