Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1912, Síða 2

i Verden om os, thi den har stor Indfly-
delse paa os; som den smitter os meddet
onde og bedrøvelige, saaledes ogsaa, naar
der er Glæde hos mange Mennesker i den.
Den Glæde, som findes mere her paa
Jord om Julen end paa andre Tider, ved
den tænker jeg ikke paa de mange falske
Glæđer, som Mennesker søger at skaffe
sig selv, ofte ved syndige Miđler som
Drik og altfor stor Morskab og P'orlystelse;
den Glæde, som jeg tænker paa, og som
Paulus taler om, er Glæden, der stammer
fra det, som Juleaften kom med.
»Du kom til os med Guds Søn«.
Nu er det jo ganske vist saaleđes, at
vi ved og erfarer dagligt, saa mange som
tror, at Guds Søn kommer til os med
Kraft og Naade og vil gøre vore Hjerter
glade; men vi faar næppe saa stor en
Glæde, som vi skulde have, fordi vi er
mere tilbøjelige til at hengive Hjerter og
Tanker til saa meget andet, ofte unyttigt,
end til Jesus. I Julen, da er det ligesom
lettere at hengive Hjerter og Tanker til
Kristus Jesus, thi da drejer alt sig om
ham. Der kimes med Kirkeklokker
aarle og silde, de kalder til Jesus. Hjem-
mene, selv de fattigste, smykkes, eller der
kendes i alt Fald Forskel paa Jul og an-
dre Tider i dem. Man ønsker hinanden
»Glædelig Jul« og synger de gamle Jule-
salmer. Vi maa standse ved Krybben i
Bethlehem og undre os over Guds Kær-
ligheds Aabenbarelse. Vi synes, naar
Mørket falder paa Juleaften, at kunne høre
Englerøsten: »Se, jeg forkynder eder en
stor Glæde, som skal være for altFolket.
Thi eder er i Dag en Frelser født, som
er den Herre Kristus i Davids By«, og
Englesangen: »Ære være Gud i det
højeste; og Fred paa Jorden! i Menne-
sker VelbehagU Ja, alt dette har i over
1900 Aar stemt Hjerters Glædesharper
og taget Tankerne fangne, dette unđer-
fulde, store fra den første Jul.
Og naar vi paa ny i denne Jul min-
des om disse store Ting og lytter til
Engletonerne, som de lød engang til Jord,
saa, synes det mig. at vi ogsaa ligesom
kan høre Klangen af den Fryds- og
Lovsangsrøst, der toner hjemme i Himlen
blandt Guđs Engle i Julen, og at vi i de-
res Kor kan skælne Stemmer, som vi
kendte og elskede — Fa’r eller Mo’r,
Søster eller Bro’r, Søn eller Datter, Ven
eller Veninde. Vi har nok alle en eller
flere deroppe. Vi ved jo ogsaa lidt om,
hvad de synger derhjemme: Ære være
Gud i det højeste, Halleluja! og den Sang
øver vi os paa hernede for at være skik-
kede til at synge den med blandt den
store hvide Skare for Guds Trone.
I Julen synes det os, at Afstanden
mellem Himmel og Jord er mindre, at
Himlen kommer til os, og det gør den
jo ogsaa, saa sandt som vi tager mod
Barn Jesus og lukker ham ind i vore
Hjerter; ja, da har vi Guds Rige inden i os.
Fra gammel Tid har man ment, at
paa Juleaften kunde, hvem der vilde det,
blive synsk og se forskellige, unđerlige
fremtidige Ting. Der er noget om den
Tanke, som synes passende at kunne om-
sættes dertil, at om Julen kan enhver der
vil det, blive synsk, og se baade tilbage
til den store Glæđe, der kom til os med
Guđs Søn, og høre Englenes Bud og
Sang og Hyrdernes Tilbedelse, og ind i
Fremtiden, saaledes at det bliver aldeles
tydeligt for enhver, hvor godt, lykkeligt
og glædeligt Dagene vilde komme til at
gaa med Jesus ved sin Side:
«Med ham ved din Side,
Du trøstig kan stride,
Derpaa kan du lide,
Vor Herre ved Raad«.
Jeg vilde gerne sige med Apostlen
Paulus: Glæder eder i ham, der er Al-
verdens Glæde, Alverdens Frelser. Som
i Menneskelivet saaledes er der ogsaa i
Guds Riges Historie og som Følge deraf
ogsaa i en Kristens Liv, særlige Festtider,
det er noget vi alle ved og erfarer. Julen
er en herlig Glædesfest, da maa vore
Hjerter fryde sig; men det kan de ogsaa
de øvrige Tider,* især naar vi rigtig hol-
der Jul med Jesus.
Naar det lyđer til os fra den Apostel,
som havde gennemgaaet saa store
Trængsler for Guds Rige, og det endda
medens han sad fangen i Rom paa andet
Aar: Glæder eder, saa kan vi deraf
slutte. at han trods alt, selv havde Glæde
midt i sine Trængsler og derfor ogsaa
forstod at vise hen til Glædens Kilder;
og det gør han ved at tilføje disse Ord:
i Herren, Herren er nær. Paa Herren
troede Paulus i de gode Dage, og i de
Dage, som af Mennesker kaldes onde, og
som i alt Fald kan kaldes tunge Dage,
og intet var i Stand til at skille ham fra
Guds Kærlighed i Kristus Jesus, ikke
engang Døden, som han maatte lide.
Nej, før den Tid havde han sunget sin
Sang — 2. Tim. 4, 1.—8.: Jeg har stridt
den gode Striđ, fuldkommet Løbet eg be-
varet Troen. I øvrigt henligger Retfær-
dighedens Krone til mig, hvilken Herren,
den retfærdige Dommer, skal give mig
paa hin Dag, og ikke alene mig, men
ogsaa alle dem, som have elsket hans
Aabenbarelse.
I Herren, Herren er nær, Retfærđig-
hedens Krans er henlagt til mig, her er
Glædens Kilder. Men er det ikke netop