Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.09.1914, Blaðsíða 4

hvor hann, ið hoyrir hesi orð míni og ikki
ger eftir teimum.
So lítil sýnist munurin, tað er bert
hetta lítla orðið : i k k i; so stórur og av-
gerandi er munurin!
Sannur kristindómur er ikki bert at
hoyra Jesusar orð, men at gera eftir teim-
um, at liva eftir Jesusar orðum.
Hvat vil tað so siga, at gera eftir
Jesusar orðum, hvat er tað?
Jesus sigur einki um tað; hann gevur
onga frágreiðing.
Tey fólkini, ið hin dagin hoyrdu hann
tala, tey vistu óivað rættuliga væl sjálv,
hvat tað vildi siga.
Og tú, sum í dag hoyrir Jesusar orð,
tær nýtist ivaleyst heldur eingin frágreið-
ing um, hvat tað vil siga at gera eftir
Jesusar orðum. Tú kennir fullvæl i tínum
egna hjarta, hvat tað er; tú veit tað væl
við sjálvum tær, hvat tað vil siga, har
sum tú ert stadđur í tínum virki og undir
tínum viðurskiftum, at gera eftir Jesusar
orðum. Ja, far so í dag og ger eftir
Jesusar orðum!
Tú skalt merkja, at ein sterk hond
er rætt út tær til hjálpar.
Tú skalt kenna, at lív titt er bygt á
tryggari grund og verður hildið uppi.
Tú skalt upplivað, at tú fyri at gjalda
tann tunga kostnaðin, avnoktan tina og
umvending, fært Guðs rikis ævigu og dýru
ognir at eiga, rættvísu og frið og gleði.
Tað er álvarsamt. Hvór okkara hevir
sítt liv at liva; hvór okkara hevir sín
deyða at doyggja. Gloppregn, áarføri og
stormar vilja á mangan hátt dynja móti
lívshúsi okkara, og til endans vilja deyð-
ans kaldu vindar leika um tað.
Skal lív várt standa trygt og óvikað,
so latum okkum grava djúpt og byggja
á klettin, á Guðs orð, hitt æviga lívsins
orð, ið kemur til okkara við hinum æviga
lívsins kreftum í dópi og altargangi, Guðs
frelsunnar orð i Jesusi, várum Harra.
Og latum okkum gera eftir Jesusar
orðum, at vit mega fáa livsins dýrabaru,
kostuligu perlu í ogn.
Se to ijjem.
(Fortsat.)
Barnets jordiske Levninger var for et
Par Dage siden bragte til deres sidste
Hvilested, Ord var lyst over Graven, der
skulde gemme dem indtil den store Op-
standelses Dag; da kom Grete en dejlig
Sommeraften hjem fra Kirkegaarden, hvor
hun med Taarer havde pyntet den hende
saa kære lille Gravhøj med en smuk Krans
af Roser og Liljer, og tillige ret inderligt
bedet om den rette frimodige Hengiven-
hed i Guds Fadervilje. Synet af en anden
frisk Grav havde forunderlig grebet hende,
det var Mođer Bodils, som i de samme
Dage pludselig var død, ramt af et Slag,
ved Meddelelsen om, at hendes Datter og
Svigersøn, hvem det mere og mere var
gaaet tilbage for, maatte forlade og sælge
Gaarđen, — den Gaard, der havde været
hendes og hendes Mands Stolthed, for
hvis Vedligeholdelse de havde ofret deres
eneste Barns Lykke, maaske hendes Sjæls
Velfærd. Grete og Else havde længe ikke
set hinanden. Nu mødtes de i Nærheden
af Morten Vævers Hus, den ene med
Vemođets blide Taarer i de fromme Øjne,
den anden bleg og næsten forstenet af
saa mangen bitter Smerte, Hjertet ej for-
stod at bøje sig under. Grete forskrække-
des ved det stift stirrende Blik fra det
hende tidligere saa kære Ansigt. »Else!«
udbrød hun og greb hendes Haand, »Else
lad os græde og bede sammen.« »Jeg kan
ingen af Delene,* lød det fortvivlede Svar.
»Gud har forladt mig, — mig usle Skab-
ning.« »Tal ikke saa,« bad Grete bønlig,
»Herrens Haand hviler tungt paadig; men
han kalder paa dig, som en Fader paa sit
Barn.« »Nej, nej, lad mig gaa, der gives
ingen Trøst, ingen Fred for mig,« — og
Else søgte at løsrive sin Haand; men Grete
holdt den fast. »Forlad mig ikke saaledes
— hvem ved, naar vi ses igen, — har du
intet at sige mig? tænk paa gamle Tiđer!«
»Du er lykkelig,* svarede Else i en noget
blødere Tone; »du kan taale at tænke til-
bage og fremad, og dog kommer ogsaa
du fra en Grav.« »Blot vi kunne se opad,«
vedblev Grete bevæget, »đa kan Blikket
ogsaa đvæle ved Fortid og Fremtid, — o,
prøv paa det, Else!« »Jeg kan ikke,« lødSva-
ret, »men hør paa mig, siden du vil deL
Du ved, at Gaarden er solgt, og vi tager
herfra, — vi kan ikke uđholde det her.
Vor Gæld bliver næppe dækket. Steften
tager til sin Fader at arbejde hos ham
som Svend, — gid han blot vil arbejde!
Fisker Bendt, Eriks forrige Husbond,* til-
føjede hun hviskende, »tager Ole til sig,
— men min stakkels Inger! —« og hun
tav. (Forts.)
Udgivet af Strømøs kristelige Ungdomsforeninger ved J. Dahl, Thorshavn.
Trykt i »Færø Amtstidende«s Bogtrykkeri.