Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.04.1916, Blaðsíða 2

Jesu 61æðe paa Korset.
Langfredagstanker.
(Af Joen Poulsen.)
Naar vi i Tankerne stiller os vedjesu
Kors, skal vi selvfølgelig først og frem-
mest se paa Frelseren, som han hænger
der naglet til Korset i vort Sted, lidende
usigelige Smerter; men dog lige mild og
kærlig imod Menneskene, lige tillidsfuld
og hengiven overfor Gud og Faderen.
Vi har dog ogsaa I.ov til at se paa
de Mennesker, der findes der; men her
møder os et sørgefigt Syn. Først ser vi
da de raa romerske Soldater, der river
Klæderne af ham, binder ham og nagler
ham til Korset og siden sætter sig at đele
hans Klæder og kaste Lod om hans
Kjortel. Til deres Undskyldning tjener
maaske, at de var Hedninger, der ikke
kendte Forjættelserne om Messias og
næppe heller har haft I .ejlighed til at høre
hans livsalige Ord og se hans kraftige
Gerninger. Desuden var de vel saa vant
til den Slags Grusomheder, at den Smule
menneskelige Følelser, de engang kan
have haft, er blevne sløvede ved Vanens
Magt.
Saa var der Jøderne, blandt hvilke
nævnes »Ypperstepræster, Skriftkloge og
Ældste*. Disse havde et nøje Kendskab
til »Moses og Profeterne®, kendte alle
Herrens Forjættelser om Messias. De
havde Forudsætningerne for at kende ham
og modtage ham; đet havde de ikke gjort,
tværtimod, det var dem, der havde faaet
ham dømt, og nu stod de oven i Købet
og spottede ham. — VorTanke gyser ved
denne Ondskab. Hvor maa den da ikke
have saaret Jesu milde Frelserhjerte. Han,
der vilde samle dem som Hønen samler
Kyllingerne under sine Vinger, han, som
græd over Jerusalem og over sit Folk.
Hvor maa al denne Ondskab have smertet
ham!
Endelig var der Jesu Venner. Discip-
lene, Jesu Moder og andre Kvinder og
Kyndinge. De spottede ikke, de sørgeđe.
Vi forstaar đeres Sorg, Jesus forstod den
endnu bedre, og for saa vidt Sorgen var
Udtryk for deres Kærlighed til ham og
deres Medfølelse med ham, har den vel
glædet ham, han havde sandelig ogsaa
Medfølelse med dem; men mon de dog
ikke, særlig Disciplene, nu som ofte før,
har voldt ham Sorg ved deres Vantro,
deres Forsagthed, deres Haabløshed? Hav-
de han ikke forberedt dem paa, hvad der
nu skete? Havde han ikke Aftenen forud
fortalt dem, at han skulde tages fra dem,
sagt til dem, at de ikke skulde være be-
drøvede, thi han vilde se dem igen og da
skulde deres Hjerter glæđes? Og nu stod
đe der som Billeder paa den rene Haab-
løshed.
Ja, Ligegyldigheđ, Ondskab og Haab-
løshed, det er, hvad vi ser omkring Jesu
Kors. — Dog, en Røst nævner Jesu Rige:
»Tænk paa mig, naar du kommer i dit
Rige!« Der er altsaa en, der endnu tror
at Jesus er Messias, at han, trođs alt, dog
er, eller bliver, en Konge, Kongen af
Davids Æt. Hvor kommer den Røst fra?
Ikke fra nogen af de Skriftlærde, ikke
fra Peter, som dog ellers saa frejdig havde
bekendt Jesus at være den levende Guds
Søn, ikke fra den Discipel, som Herren
elskede, eller fra en anden af de tolv. Den
kom fra en Kant. hvor man mindst skulde
vente det, fra en Misđæder, en Røver, som
nu led sin fortjente Straf, og som ogsaa
erkendte, at han havde fortjent sin Straf.
Han erkendte og fortrød sin Synd, derfor
bad han: tænk paa mig, hjælp mig. Han
er derfor fra gammel Tid bleven kaldt
»den bodfærdige Røver«; men at han
i denne Stund kunde vende sig til Jesus
og vente Hjælp af ham, det viser os en
saadan Tro, at vi godt kan kalde ham
»den troende Røver«. Hvor maa det
dog have glædet vor Frelser, midt i al
Ligegyldigheden, Ondskaben og Haabløs-
heden at høre disse Ord. Han har sagt
os, at Guds Engle glæder sig, naar en
Synder omvender sig. Jesu Hjerte er kær-
ligere end Englenes. Hvor maa denne
Tro have glædet ham? og hvor maa det
ikke have glædet ham miđt i đen dybe
Fornedrelse, at kunne bruge sin Konge-
magt, sin Frelsermagt til at frelse en be-
stemt Sjæl. — Jesus kunđe hele Tiden have
brugt sin Guddomsmagt,- kunde ogsaa have
brugt den til at knuse sine Fjender; men
saa gjorde han ikke Faderens Vilje; nu
fik han netop Lejlighed til at bruge sin
Magt efter Faderens Vilje, den Faders,
der ikke vil at nogen Menneskesjæl skal
fortabes. Som saa ofte før gav nu Jesus
mere end der blev bedet om. Røveren
tænkte paa Fremtiđen, »naar du kommer
i dit Rige«. Jesus tilsiger ham Hjælpen
straks: »Sandelig siger jeg dig, i Dag skal
du være med mig i Paradis«.
»Ingen kommer til mig«, siger Jesus,
»uđen Faderen, som mig uđsendte, drager
ham«. Faderen đrager, Sønnen frelser.
Har vi da ikke I.ov til at tro, at Faderen
ved denne Dragelse netop paa dette Tids-
punkt ogsaa har tænkt paa sin Søn?
Har vi ikke Lov at tro, at figesom Fade-
ren i Gethsemane sendte en af sine Engle
tiljesus for at trøste ham, saa har han nu
sendt denne angrenđe troende Synder til
at styrke ham til den svære Kamp, der