Færøsk Kirketidende - 01.11.1890, Síða 1

Færøsk Kirketidende.
Udgivet af EMIL BRUUN.
i. Aarg.
November 1890.
Nr. 2.
Præken paa 12te Søndag efter Trinitatis.
(Sluttet,)
Men nu vil Du visselig spørge: Hvor
er det da muligt, at medens Jonas Profeten
og Israels vise Konge saaledes formaaede
at vække Mennesker af Sjælesøvn, at vor
Herre Jesus da ikke formaar at vække
Dig og mig? Hvor er det da muligt, at
Du og jeg saa ofte gaa igjennem Verden
med det uomvendte Sind, hvor er det
muligt, at vi blot med nogen Sandhed har
kunnet synge det: »Men mangen har
aldrig fomummen, at Rosen i Verden er
kommen« ? Maatte da ikke ogsaa Jesus
formaa, hvad Jonas og Salomon formaaede,
at vække de sovende? Jo til visse, thi
ikke for intet siger Herren det i Dagens
Evangelium: Se, her er mere end Jonas!
Her er mere end Salomon! Men hvad er
da Grunden til, at Herren saa ofte ikke
formaar at vække os? Ja, man kunde
maaske allerførst søge Grunden deri, at
han er den fattige Herre, der ikke træder
frem for os i nogen ydre Glans. Det var
maaske for en Del Salomons vidunderlige
Glans og Herlighed, der ligesom stak
Dronningen fra Sønden i Øjnene og aab-
nede hendes Øren for hans Visdom; og
paa selv samme Maade gik det med Jonas
og Ninives Mænd, thi ganske vist frem-
traadte han sikkerlig ikke med nogen ydre
Pragt, men han optraadte derimod forvist
med Tegn og Undere; thi der var kun en
af den gamle Pagts Profeter, den største
af dem alle, hvem Tegn og Undere var
nægtet. Men Frelserens Præken til os
den kommer altid i den ringe Skikkelse,
Jesus viser sig endnu som den fattige Herre,
vi leve endnu i de Dage, hvorom Salmen
siger: »Foragter ej de ringe Dage, hvor
intet sker med Kæmpehaand«. — Og dog!
Den dybeste Grund til Din og min Sløv-
hed, ligger ikke i Herrens ringe Skikkelse,
den dybeste Grund ligger deri, at Kristus
netop ikke er det for Dig, som Salomon
var for Dronningen eller Jonas for Ninives
Mænd, nemlig det overraskende, det hidtil
ukjendte og overvældende, det som for
Alvor vækker af Søvn. Hvis det var saa,
at der i den hele Verden kun var et eneste
Sted, hvor Jesus forkyndtes, kun et eneste
Sted, hvor man kunde møde ham i hans
Ord, i Daabens Bad og i Nadverbordets
Glæde, da skulde Du se, hvor Mennesker
vilde strømme sammen til dette Sted, Du
skulde se, hvilket Indtryk og hvilken væk-
kende Kraft det vilde have paa dem, der
saaledes kom i Berøring med ham: de
vilde vaagne op, saa de aldrig faldt i Søvn
igjen. Nu har imidlertid Herren i sin rige
Naade maget det saa, at vi kunne træffe
ham alle Vegne i Verden, men denne hans
Naade er det just, vi misbruge og lønne
med vor Sløvhed. Du hører Herren for-
kynde og ser hans Sakramenter forvaltes
ganske paa samme Maade i alle Sognene
paa denne 0; gaar Du videre, over til
andre Præstegjæld, da vil Herren træde
Dig imøde i ganske den samme Skikkelse
som her, og gaar Du bort fra disse Øer
og langt ud i Verden, Du vil kunne finde
ham i hans Ord og Sakramenter, saa langt
som Korsets Evangelium er præket over
Landene. Men denne Herrens ubeskrive-
lige Naade, den er det som sagt, der gjør
os sløve, vi tænke: Det har ingen Hast
med at vaagne af Syndesøvnen, thi Jesus
kunne vi jo altid finde, og ham kunne vi
finde alle Vegne! Saa sove vi trøstig
videre, og lige saa ofte han søger at vække
os, og det gjør han mange Gange i vort
Liv, i vor Daab, i vor Skolegang, ved
Konfirmationen, ved vort Ægteskab, ved
vore kjæres Grave, hver Gang vi gaa til
Herrens Bord eller blot i Guds Hus, lige-
saa mange Gange vende vi os bort for at
sove videre. Vi opsætte og opsætte, til
vi til sidst falde helt i Søvn og aldrig finde
ham. Evangeliet i Dag taler om »Synden
imod den Helligaand«, den, som aldrig skal
tilgives, hverken i denne eller hin Verden,
den samme Synd, som Apostlen Johannes
kalder »Synden til Døden«; man har nu
ofte tænkt over, hvad denne Synd kunde,
være, man har snart nævnet denne, snart
hin enkelte Synd, og man har været æng-
stelig over, om man selv skulde have be-
gaaet den. Jeg skal sige Dig, hvad Syn-
den mod den Helligaand, Synden til Døden
er. Det er denne livsvarige aandelige
Søvnighed, det er den bestandige Opsætten
og Venten, den bestandige Overhoren af
Naadens kaldende Røst; bliver denne Til-
stand ved hos Dig til Din sidste Stund,