Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 1
Færøsk Kirketidende.
Udgivet af EMIL BRUUN.
i. Aarg.
Oktober 1890.
Nr. i.
Til Læserne!
For halvandet Aar siden knælede der
for Frue Kirkes prægtige Alter i Kjøben-
havn en Skare unge Mænd, som havde
endt deres Beredelsestid, og som nu af
Sjællands Biskop indviedes til Præste-
gjerningen. De skulde alle bringe det
samme glade Budskab ud i Verden, men
til højst forskjellige Steder: Nogle skulde
blive i Danmark, en skulde til Grønlands
Is, en til Vestindiens glødende Egne, og
to skulde bringe Naadens Evangelium til
Færøernes fromme Fiskere, som det blev
sagt. Det Ord, hvormed den gamle Biskop
sendte os ud, hver til sin Del af Verden,
det var dette: »Gud vil, og Du skal!«
Det vaj visselig et godt Ord at faa med
til I.edestjæme paa Livets Veje, et Ord,
der passede til os alle, hvor forskjellig vor
Gjerning end maatte blive, thi der ligger
i dette Ord baade en mægtig Trøst og en
ubetvingelig Kraft. — Naar jeg nu i Dag
udsender over Færøerne det første Nummer
af dette Blad, da ved jeg vel, at der er megen
Grund til at ængstes derved; ikke blot
dette, at jeg spørger mig selv: Har Du
Midler til at føre denne Sag igjennem?
Thi er det Herrens Værk, da skaffer han
nok Midlerne dertil, han er jo dog baade
timelig og aandelig al Rigdoms Kilde.
Men jeg ængstes langt mere over, at jeg
nødes til at spørge mig selv: Har Du
Kræfter og Evner til at føre en saadan
Sag igjennem? Jeg ved det ikke! Men
jeg tror, det er Guds Vilje, at ogsaa I her-
oppe skulle faa, hvad andre Folkeslag allerede
i lang Tid have høstet saa rig Velsignelse
af, et Blad, der ikke sysler med denne
Verdens Ting, men som vil bringe Jer Nyt
fra Guds Rige — og er det Guds Vilje,
da har jeg ikke I.ov at sige med Moses:
»Herre, send hvem Du ellers vil; jeg for-
staar ikke at tale!« Da gjælder det at
huske: »Gud vil, og Du skal!« Derfor
lægges der i Dag Haand paa Ploven, i
Jesu Navn begynder jeg denne lille Gjer-
ning i Haabet om, at Velsignelse vil følge
den; i et Aar agter jeg foreløbig at prøve,
hvorvidt det kan lykkes, og lykkes det
ikke, da slutter jeg i Ydmyghed, hvad der
blev begyndt i Haab, vidende det, at det
saa ikke var givet mig at kunne føre denne
Sag til Ende. Hvordan det saa end gaar,
maa vi her som altid sige: »Guds Vilje
ske! Guds Vilje er altid den største!«
E. B.
Præken paa 12te Søndag efter Trinitatis.
»Alverden nu burde sig fryde,
Med Salmer mangfoldig udbryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
at Rosen i Verden er kommen.«
Ja, Herre Jesus, vi ved det, at mangen
aldrig har fornummen Din Eødselsglæde:
ikke blot de, som maatte gaa bort fra
denne Jord i Forventningens Tider, før
Tidens Fylde oprandt, ikke blot de heller,
der ved vor Sløvhed endnu maa sidde i
Hedenskabets Mulm og Mørke, men ogsaa
mange af os, der smykke os med Kristen-
navnet, have i Virkeligheden »aldrig for-
nummen, at Rosen i Verden er kommen!«
Nu er det da vor Bøn til Dig, Herre
Frelser, at Du ret vil lade os føle Kristen-
troens hellige Glæde i vore Hjærter, væk
os af Søvne, Herre, og lad Dit mægtige
Effata lyde over os! Amen!
Evangelium (Nye Texter): Matth. 12, 31—42.
Vi have sikkert alle prøvet, hvad det
vil sige, naar vi ligge i den dybeste Søvn
og saa blive vækkede; vi kjende alle,
hvorledes man saa kan fare op og synes,
man nu maa op til Dagens Arbejde, og
saa kan man dog et Øjeblik efter synke
„kMATSBØ*
^ TORSHAVN ^