Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 3

.Sekt i Verden er saa lidt »beskeden« som
den, naar den først faar Lov til at udvikle
sig i Ro, den rummer i sig forfærdelige
Spirer til Vildskab. Læs nu dens Historie,
og døm saa selv!
I de første 1100 Aar af Kirkens Lev-
netsløb kjendte man slet intet, aldeles intet
til Gjendøberi; intet Menneske tvivlede om
Bamedaabens Gyldighed, intet Menneske
formastede sig til 2 Gange at modtage
Gjenfødelsens Sakramente. Først efter
11 oo Aars Forløb dukkede denne Lære op
og gjorde strax Fordring paa at have den
hele og fulde Sandhed, som altsaa havde
været skjult indtil da. Det var midt i den
katholske Kirkes Blomstringstid; der var
meget at beundre ved Kirken, der var
ogsaa meget at ængstes over, megen
Verdslighed, megen Udvorteshed. Da var
det, at der i det sydlige Frankrig frem-
traadte en ny I ærer. der forkyndte et nyt
Evangelium, hans Navn var Peter af Bruys;
han havde tidligere været Præst i den
franske Kirke, men var bleven afsat fra
sit Embede, og fra den Tid hadede han
Kirken og dens Skikke; Daaben og Nad-
veren var ham Vederstyggeligheder, at
sige da Kirkens Daab, Barnedaaben, thi
han gjendøbte sine Disciple. Hans Præken
lød saaledes: »Riv Kirkebygningerne ned,
Gud tilbedes ligesaa godt i en Stald som i
et Værtshus; brænd Korsene, det var jo
paa Korset, at Herren led!« Denne Mand
fik en Hob Sværmere samlet om sig, og
de skrede strax til Værket og begyndte at
nedrive og ødelægge. Dette Uvæsen fik
imidlertid ikke T ov at vare længe, og i
Aaret 1124 kastede Folkemassen under de
vildeste Udskejelser Peter paa Baalet. Og
dermed var det første, kortvarige Gjen-
døbersværmeri til Ende, Peter af Bruys’
Aske lagde en Tid en Dæmper paa Vild-
skaben, indtil 400 Aar efter et nyt Gjen-
døbersværmeri kom frem med Udskejelser
saa forfærdelige, at faa Blade i Verdens
Historie kan fremvise lignende Beretninger.
IL
I Aaret 1521 blev Morten Luther paa
Rigsdagen Worms erklæret fredløs, og for
at han nu ikke skulde blive dræbt eller
lide nogen Overlast, satte man ham fast
paa Slottet Wartburg, hvor han i Ro ar-
bejdede paa sin Bibeloversættelse. Medens
han nu saaledes var borte fra Wittenberg,
opkom der i denne By en ny Sekt, som
ikke turde komme frem, saa længe Luther
havde været der, det var Gjendøbere. I
Spidsen for dem stod en af Luthers tid-
ligere Venner ved Navn Karlstadt. De
prækede, at Barnedaaben var et Satans-
værk, de forstyrrede formastelig den offent-
lige Gudstjeneste, de ødelagde Altrene og
vilde have den gejstlige Stand og al den
kristelige Lærdom afskaffet. Da disse Be-
givenheder rygtedes paa det stille Wart-
burg, kunde Luther ikke udholde det læn-
gere; skjønt han var en fredløs Mand, ud-
satte han sig for Livsfare ved at vende til-
bage til Wittenberg; der opløftede han sin
mægtige Røst og stredes offentlig med
Sværmerne hver Dag en hel Uge igjennem,
og skjønt Gjendøberne var mundrappe nok
til daglig, saa kunde de dog ikke staa imod
den Aandens Ild og Kraft, der strømmede
fra Herrens højt benaadede Tjeners Læber.
De tav og forlod Staden.
Imidlertid droge de andre Steder hen,
hver ad sine Veje; lad os følge en af dem,
den, der blev mest sørgelig berømt af dem
alle, Thomas Miinzer var hans Navn. Han
vandt en Hoben Tilhængere, der hadede
Luther fuldt saa meget som Paven. Hans
Lære var den, at ikke Skriftens Ord, men
Aanden skulde være det altraadende i et
kristent Menneskes Liv, ikke blot alt kirke-
ligt, men ogsaa alt verdsligt skulde aandelig-
gjøres og have en ny Skikkelse. Men
disse »Helliges« »aandelige« Liv bestod
væsentligst deri, at de drak og svirede og
levede et højst usædeligt Liv, hvilket de
forsvarede dermed, at »et Guds Barn
maatte have Frihed til den Slags Ting-.
Sakramenterne foragtede de, Barnedaaben
kaldte de for Narrestreger, Fyrsterne skulde
jages bort, deres egne Fjender udryddes
med de skarpe Sværd, al Ejendom var
fælles. —: Da Luther hørte om Thomas
Miinzer og hans Virksomhed, skev han et
Brev, hvori han advarede Menighederne
imod ham, men derover blev Miinzer saa
rasende vred, at han svarede med at ud-
give et Smædeskrift, som han kaldte:
»Højnødig Forsvarstale og Svar imod det
aandløse, blødagtige Kjød i Wittenberg',
og hvis Skjældsord nogensinde kunde slaa
en Mand ihjel, saa havde Luther næppe
overlevet den Bog. Efter at have skrevet
denne Bog blev Miinzer af Kurfyrsten jaget
ud af Sachsen, og derfra begav han sig
saa til Staden Muhlhausen, hvor han for-
stod at ophidse Bønderne, der i Forvejen
vare noget misfornøjede med Adelen, til
et forfærdeligt Oprør: med ubarmhjærtig
Grusomhed bleve Tusinder dræbte, Oldinge,
Kvinder og spæde Børn ikke mindre end
vaabenføre Mænd, alle Klostre, Slotte og
Herregaarde bleve uden Skaansel over-
faldne, udplyndrede og ødelagte. Da alt
dette kom I.uther for Øre, da havde han,
Alanden med det store Hjærte, kun ét
Ord til Svar: »Hug dem ned som gale
Hunde!« Et haardt Ord, det er sandt!
Og dog kunde det vel vanskeligt have
været mildere, thi Øvrigheden bærer nu en
Gang ikke Sværdet forgjæves. Og de
bleve huggede ned som gale Hunde, thi