Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 3

Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 3
Sekt i Verden er saa lidt »beskeden« som den, naar den først faar Lov til at udvikle sig i Ro, den rummer i sig forfærdelige Spirer til Vildskab. Læs nu dens Historie, og døm saa selv! I de første 1100 Aar af Kirkens I.ev- netsløb kjendte man slet intet, aldeles intet til Gjendøberi; intet Menneske tvivlede om Barnedaabens Gyldighed, intet Menneske formastede sig til 2 Gange at modtage Gjenfødelsens Sakramente. Først efter 1100 Aars Forløb dukkede denne Lære op og gjorde strax Fordring paa at have den hele og fulde Sandhed, som altsaa havde været skjult indtil da. Det var midt i den katholske Kirkes Blomstringstid; der var meget at beundre ved Kirken, der var ogsaa meget at ængstes over, megen Verdslighed, megen Udvorteshed. Da var det, at der i det sydlige Frankrig frem- traadte en ny Lærer, der forkyndte et nyt Evangelium, hans Navn var Peter af Bruys; han havde tidligere været Præst i den franske Kirke, men var bleven afsat fra sit Embede, og fra den Tid hadede han Kirken og dens Skikke; Daaben og Nad- veren var ham Vederstyggeligheder, at sige da Kirkens Daab, Barnedaaben, thi han gjendøbte sine Disciple. Hans Præken lød saaledes: »Riv Kirkebygningerne ned, Gud tilbedes ligesaa godt i en Stald som i et Værtshus; brænd Korsene, det var jo paa Korset, at Herren led!« Denne Mand fik en Hob Sværmere samlet om sig, og de skrede strax til Værket og begyndte at nedrive og ødelægge. Dette Uvæsen fik imidlertid ikke Lov at vare længe, og i Aaret 1124 kastede Folkemassen under de vildeste Udskejelser Peter paa Baalet. Og dermed var det første, kortvarige Gjen- døbersværmeri til Ende, Peter af Bruys' Aske lagde en Tid en Dæmper paa Vild- skaben, indtil 400 Aar efter et nyt Gjen- døbersværmeri kom frem med Udskejelser saa forfærdelige, at faa Blade i Verdens Historie kan fremvise lignende Beretninger. II. I Aaret 1521 blev Morten Luther paa Rigsdagen Worms erklæret fredløs, og for at han nu ikke skulde blive dræbt eller lide nogen Overlast, satte man ham fast paa Slottet Wartburg, hvor han i Ro ar- bejdede paa sin Bibeloversættelse. Medens han nu saaledes var borte fra Wittenberg, opkom der i denne By en ny Sekt, som ikke turde komme frem, saa længe Luther havde været der, det var Gjendøbere. I Spidsen for dem stod en af Luthers tid- ligere Venner ved Navn Karlstadt. De prækede, at Barnedaaben var et Satans- værk, de forstyrrede formastelig den offent- lige Gudstjeneste, de ødelagde Altrene og vilde nave den gejstlige Stand og al den kristelige Lærdom afskaffet. Da disse Be- givenheder rygtedes paa det stille Wart- burg, kunde Luther ikke udholde det læn- gere; skjønt han var en fredløs Mand, ud- satte han sig for Livsfare ved at vende til- bage til Wittenberg; der opløftede han sin mægtige Røst og stredes offentlig med Sværmerne hver Dag en hel Uge igjenneni. og skjønt Gjendøberne var mundrappe nok til daglig, saa kunde de dog ikke staa imod den Aandens Ild og Kraft, der strømmede fra Herrens højt benaadede Tjeners Læber. De tav og forlod Staden. Imidlertid droge de andre Steder hen, hver ad sine Veje; lad os følge en af dem, den, der blev mest sørgelig berømt af dem alle, Thomas Miinzer var hans Navn. Han vandt en Hoben Tilhængere, der hadede 1 .uther fuldt saa meget som Paven. Hans Lære var den, at ikke Skriftens Ord, men Aanden skulde være det altraadende i et kristent Menneskes Liv, ikke blot alt kirke- ligt, men ogsaa alt verdsligt skulde aandelig- gjøres og have en ny Skikkelse. Men disse »Helliges« »aandelige« Liv bestod væsentligst deri, at de drak og svirede og levede et højst usædeligt Liv, hvilket de forsvarede dermed, at »et Guds Barn maatte have Frihed til den Slags Ting . Sakramenterne foragtede de, Barnedaaben kaldte de for Narrestreger, Fyrsterne skulde jages bort, deres egne Fjender udryddes med de skarpe Sværd, al Ejendom var fælles. — Da Luther hørte om Thomas Miinzer og hans Virksomhed, skev han et Brev, hvori han advarede Menighederne imod ham, men derover blev Miinzer saa rasende vred, at han svarede med at ud- give et Smædeskrift, som han kaldte: »Højnødig Forsvarstale og Svar imod det aandløse, blødagtige Kjød i Wittenberg', og hvis Skjældsord nogensinde kunde slaa en Mand ihjel, saa havde Luther næppe overlevet den Bog. Efter at have skrevet denne Bog blev Miinzer af Kurfyrsten jaget ud af Sachsen, og derfra begav han siy saa til Staden Miihlhausen, hvor han for- stod at ophidse Bønderne, der i Forvejen vare noget misfornøjede med Adelen, til et forfærdeligt Oprør: med ubarmhjærtig Grusomhed bleve Tusinder dræbte, Oldinge. Kvinder og spæde Børn ikke mindre end vaabenføre Mænd, alle Klostre, Slotte og Herregaarde bleve uden Skaansel over- faldne, udplyndrede og ødelagte. Da alt dette kom Luther for Øre, da havde han, Manden med det store Hjærte, kun ét Ord til Svar: >Hug dem ned som gale Hunde!« Et haardt Ord, det er sandt! Og dog kunde det vel vanskeligt have været mildere, thi Øvrigheden bærer nu en Gang ikke Sværdet forgjæves. Og de bleve huggede ned som gale Hunde, thi

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.