Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 2
tilbage i Søvnens Arme; saa ligger man en lille Stund, saa farer man atter op med Forsæt om at staa op, et Øjeblik efter falder man atter hen, og saaledes kan man blive ved at kjæmpe mellem Søvnen og den vaagne Tilstand, indtil enten den ene eller den anden vinder fuld Overhaand, indtil man enten helt sover eller bliver helt vaagen. Men saaledes kan ogsaa et helt Menneskeliv henglide i aandelig For- stand: Vi sove Sjælens trygge Søvn, indtil Herren en Dag vækker os, og en saadan Vækkelse kan komme til os baade ved Glæde og Sorg. Du har maaske prøvet at faa en pludselig og ganske uventet stor Glæde, da ved Du, hvorledes en saadan kan blive et Herrens Effata for os, hvor- ledes den kan vække os op af Syndens Søvn og bringe os til at takke Gud paa vore Knæ, men saa ved Du sikkert ogsaa, hvorledes en saadan Opvaagnen hyppig kun varer et Øjeblik, saa falde vi atter hen. Paa samme Maade kan en stor og uventet Sorg vække os for en Tid, saa vi falde paa vort Ansigt og bede Gud om Naade, men ak? hvor kort derefter slumre vi ikke tit saa sødelig ind igjen. Saaledes kan et Menneske ogsaa aandelig talt be- standig vakle mellem Søvn og Opvaagnen, indtil den ene af disse Tilstande har vun- det Overhaand, Apostlen Jacob maler os et Sted et udmærket Billede af et saadant Menneskes Tilstand, naar hansiger: »Med den samme Mund velsigne vi Gud og Fa- deren, og med den forbande vi Menneskene, som ere skabte i Guds Billede«; et Øjeblik kunne vi vaagne op til at love og prise Gud, det næste falde vi tilbage i Søvnen, saa vi kunne forbande Menneskene. Vort Evangelium i Dag viser os nu to Skikkelser fra de længst forsvundne Tider, den ene er Dronningen fra Saba, den anden Mændene fra Ninive, og om disse to siges det, at de paa Dommens Dag skulle staa frem og vidne imod denne Slægt. Hvorfor? Jeg skal sige Dig det! Ninives Mænd og Dronningen fra Saba, de faldt ikke i Søvn igjen, da de en Gang vare blevne vækkede, mens Du og jeg næstendels næppe faar Tid til ret at vaagne, før vi atter slumre ind. I.ad os da nu i Dag med hverandre overveje Sjælens Søvn og Opvaagnen, Hvad var nu egentlig Grunden til, at Ninives Mænd og Dronningen af Saba blev saa grundig vakt af Sjælesøvnen ? Jeg vil prøve at forklare det ved et Billede: Har Du nogen Sinde prøvet pludselig midt om Natten at blive vækket ved noget ganske usædvanligt og uventet, som f. Ex. et mægtigt Tordenskrald, et Skrig om Hjælp eller lignende, da ved Du, at man som med et Slag og i et Nu kan blive saa vaagen, at man slet ikke kan falde i Søvn igjen, naar man atter forsøger derpaa, efter at Skræk- ken er overstaaet. Det var just det, der hændte de to Skikkelser fra Fortiden, som Evangeliet i Dag drager frem for os. Ni- nives Mænd havde mange Aar sovet Syn- dens trygge Søvn, de havde myrdet og hadet, horet og løjet, saa en skjønne Dag stod Jonas Profeten for dem, Manden med de dybe Mærker baade af Herrens Vrede og af hans Naade, og han varslede det: Inden 40 Dage vil denne Stad være som en Grushob! Det var Herrens store Effata over dette Folk, det hidtil uhørte og ukjendte virkede saa mægtigt paa dem, at de følte det: Nu eller aldrig! Og Kongen nedsteg fra sin Elfenbenstrone, og han og alt Folket klædte sig i Sæk og Aske for den Al- mægtiges Ansigt, og flere Dage igjennem fastede baade Mennesker og Dyr i den Stad. Da var det Folk blevet vækket saa grundig, at det ikke saa let faldt i Søvn igjen. — Og Dronningen af Saba, ogsaa hun havde gjennem mange Aar levet sit eget Liv og sovet Sløvhedens og Selv- godhedens trygge Søvn; da naaede hende pludselig en Dag Rygtet om den unge Jødekonge, der nys havde besteget Israels Kongetrone, og om al hans Visdom, Magt og Herlighed; da rejste hun den lange Vej fra Arabiens sydligste Kyst og indtil Jøde- landet, hun kom og saa, og se — det blev Herrens Effata over hendes Sjæl! Da hun først havde studset over alt det nye, for- underlige og ukjendte, hun saa. da gik det dybt i hendes Hjærte, hun følte, at det gjaldt: Nu eller aldrig! Hun drog hjem, men hun glemte ikke, hvad hun havde set og hørt; hun var bleven vakt, saa hun fik vanskeligt ved at slumre ind igjen. -— Men dette, som skete med disse to, det samme vil altid gjentage sig, saa ofte som Gud sender Dig og mig det fuldstændig uven- tede og enestaaende: Det er Herrens Effata, sendt til Vækkelse for os. (Forts.) Gjendøberiets Historie. Naar man i vore Dage undertiden ser Kirkens Mænd hæve Røsten for at tage til Orde mod Baptismen, saa tænker man maaske ofte: Hvorfor kunne de ikke lade denne beskedne Sekt i Ro? Den gjør jo dog liden eller ingen Fortræd! Men det bedste Svar, man kan give paa en saadan Ytring, det er at pege paa Sektens.Hi- storie gjennem Tiderne; betragt først den, og døm saa, om det er en »beskeden« Sekt, og om det er godt, at Kirkens Mænd lade den i Ro! Nej, til visse! Næppe nogen

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.