Færøsk Kirketidende - 01.10.1890, Blaðsíða 2

tilbage i Søvnens Arme; saa ligger man
en lille Stund, saa farer man atter op med
Forsæt om at staa op, et Øjeblik efter
falder man atter hen, og saaledes kan man
blive ved at kjæmpe mellem Søvnen og
den vaagne Tilstand, indtil enten den ene
eller den anden vinder fuld Overhaand,
indtil man enten helt sover eller bliver
helt vaagen. Men saaledes kan ogsaa et
helt Menneskeliv henglide i aandelig For-
stand: Vi sove Sjælens trygge Søvn,
indtil Herren en Dag vækker os, og en
saadan Vækkelse kan komme til os baade
ved Glæde og Sorg. Du har maaske prøvet
at faa en pludselig og ganske uventet stor
Glæde, da ved Du, hvorledes en saadan
kan blive et Herrens Effata for os, hvor-
ledes den kan vække os op af Syndens
Søvn og bringe os til at takke Gud paa
vore Knæ, men saa ved Du sikkert ogsaa,
hvorledes en saadan Opvaagnen hyppig
kun varer et Øjeblik, saa falde vi atter
hen. Paa samme Maade kan en stor og
uventet Sorg vække os for en Tid, saa vi
falde paa vort Ansigt og bede Gud om
Naade, men ak? hvor kort derefter slumre
vi ikke tit saa sødelig ind igjen. Saaledes
kan et Menneske ogsaa aandelig talt be-
standig vakle mellem Søvn og Opvaagnen,
indtil den ene af disse Tilstande har vun-
det Overhaand. Apostlen Jacob maler os
et Sted et udmærket Billede af et saadant
Menneskes Tilstand, naar han siger: »Med
den samme Mund velsigne vi Gud og Fa-
deren, og med den forbande vi Menneskene,
som ere skabte i Guds Billede*; et Øjeblik
kunne vi vaagne op til at love og prise Gud,
det næste falde vi tilbage i Søvnen, saa vi
kunne forbande Menneskene.
Vort Evangelium i Dag viser os nu
to Skikkelser fra de længst forsvundne
Tider, den ene er Dronningen fra Saba,
den anden Mændene fra Ninive, og om
disse to siges det, at de paa Dommens
Dag skulle staa frem og vidne imod denne
Slægt. Hvorfor? Jeg skal sige Dig det!
Ninives Mænd og Dronningen fra Saba,
de faldt ikke i Søvn igjen, da de en Gang
vare bievne vækkede, mens Du og jeg
næstendels næppe faar Tid til ret at vaagne,
før vi atter slumre ind. I .ad os da nu i
Dag med hverandre overveje Sjælens
Søvn og Opvaagnen,
Hvad var nu egentlig Grunden til, at
Ninives Mænd og Dronningen af Saba blev
saa grundig vakt af Sjælesøvnen? Jeg vil
prøve at forklare det ved et Billede: Har
Du nogen Sinde prøvet pludselig midt om
Natten at blive vækket ved noget ganske
usædvanligt og uventet, som f. Ex. et
mægtigt Tordenskrald, et Skrig om Hjælp
eller lignende, da ved Du, at man som med
et Slag og i et Nu kan blive saa vaagen, at
man slet ikke kan falde i Søvn igjen, naar
man atter forsøger derpaa, efter at Skræk-
ken er overstaaet. Det var just det, der
hændte de to Skikkelser fra Fortiden, som
Evangeliet i Dag drager frem for os. Ni-
nives Mænd havde mange Aar sovet Syn-
dens trygge Søvn, de havde myrdet og
hadet, horet og løjet, saa en skjønne Dag
stod Jonas Profeten for dem, Manden med
de dybe Mærker baade af Herrens, Vrede
og af hans Naade, og han varslede det:
Inden 40 Dage vil denne Stad være som
en Grushob! Det var Herrens store Elfata
over dette Folk, det hidtil uhørte og ukjendte
virkede saa mægtigt paa dem, at de følte
det: Nu eller aldrig! Og Kongen nedsteg
fra sin Elfenbenstrone, og han og alt Folket
klædte sig i Sæk og Aske for den Al-
mægtiges Ansigt, og flere Dage igjennem
fastede baade Mennesker og Dyr i den
] Stad. Da var det Folk blevet vækket saa
grundig, at det ikke saa let faldt i Søvn
igjen. — Og Dronningen af Saba, ogsaa
hun havde gjennem mange Aar levet sit
eget I.iv og sovet Sløvhedens og Selv-
i godhedens trygge Søvn; da naaede hende
pludselig en Dag Rygtet om den unge
Jødekonge, der nys havde besteget Israels
Kongetrone, og om al hans Visdom. Magt
og Herlighed; da rejste hun den lange Vej
fra Arabiens sydligste Kyst og indtil Jøde-
landet, hun kom og saa, og se — det blev
Herrens Effata over hendes Sjæl! Da hun
først havde studset over alt det nye, for-
underlige og ukjendte, hun saa. da gik det
dybt i hendes Hjærte, hun følte, at det
gjaldt: Nu eller aldrig! Hun drog hjem,
men hun glemte ikke, hvad hun havde set
og hørt; hun var bleven vakt, saa hun fik
vanskeligt ved at slumre ind igjen. — Men
dette, som skete med disse to, det samme
vil altid gjentage sig, saa ofte som Gud
sender Dig og mig det fuldstændig uven-
tede og enestaaende: Det er Herrens
Effata, sendt til Vækkelse for os.
(Forts.)
Gjendøberiels Historie.
I.
Naar man i vore Dage undertiden ser
Kirkens Mænd hæve Røsten for at tage
til Orde mod Baptismen, saa tænker man
maaske ofte: Hvorfor kunne de ikke lade
denne beskedne Sekt i Ro? Den gjør jo
dog liden eller ingen Fortræd! Men det
bedste Svar, man kan give paa en saadan
Ytring, det er at pege paa Sektens.Hi-
storie gjennem Tiderne; betragt først den,
og døm saa, om det er en »beskeden« Sekt,
og om det er godt, at Kirkens Mænd lade
den i Ro! Nej, til visse! Næppe nogen