Færøsk Kirketidende - 01.01.1893, Qupperneq 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN,
3. Aarg,
Januar 1893.
Nr. 4.
Præken paa 4de Søndag efter Hellig tre
Konger 1892.
(Evang.: Matth, 14, 22—23).
j
Det gamle Evangelium paa denne
Søndag er fra gammel Tid blevet udlagt
om Kristi Kirkes lille Skib, der tumler sig ;
paa denne Verdens vilde Hav; Herren er |
vel om Bord, men han slumrer og vaagner
først, naar Kirkeskibet er i Nød, men saa
viser han sig rigtignok ogsaa som den |
stærke, der med Vælde frelser sine og i
byder Verdenskræfterne at tie. Naar man
nu sammenligner dette Evangelium med
det nye til denne Søndag, da er Særkjende-
mærket ved det gamle netop dette, at det
fremstiller os de mange, der paa samme
Tid ere i Kirkeskibet, sammen i Nøden,
sammen ogsaa i Frelsen; det nye derimod
viser os den enkelte, der forlader de
mange, for alene at vove sig ud til det
store Møde med Mesteren. Der er en
Tænker, der en Gang har sagt, at det at
blive Kristen er det samme som at springe
ud paa et Havdyb med 70,000 Favne Vand
under sig. og naar nu Dagens Evangelium
viser os Simon Peter, der forlader Skibet
for at gaa ud paa Havet til Jesus, lad os
da i Dag samle vore Tanker om
de 70,000 Favne Vand.
Simon Peter er i Baaden mellem alle 1
de andre, og saa længe han er der, har !
han forholdsvis fast Grund under Fød-
derne. Naar vi ere om Bord i et Skib,
saa kan Søen for den Sags Skyld gaa lige
saa højt, den vil, saa have vi dog fast
Grund under Fødderne, saa længe vi ere i
Skibet, for saa vidt som vor Fod møder
Modstand af Skibets Dæk, saa vi ikke
synke; men vi vide ogsaa, at det er kun
en forholdsvis fast Grund, thi det Skib,
der bærer os, staar atter selv paa gyngende
Grund, og gaar det under, saa gaa ogsaa
vi under med det. Nøjagtig paa samme
Maade har det sig nu med os, saa længe
vi ere om Bord i denne Verdens Skib; thi
i det nye Evangelium betyder Skibet ikke
Kirkeskibet, men det er denne Verdens
Skib, der ikke har Jesus om Bord. Saa
længe vi ere der, have vi ogsaa forholds-
vis fast Grund under Fødderne; alt, hvad
vi se omkring os i Verden, opfatte vi, efter
hvad vor Erfaring tilsiger os, vi vide, hvad
Penge er, vi vide, hvad Mad og Drikke
er, vi vide, hvad legemlig Sundhed er, og
vi bruge det altsammen i Henhold til
denne vor Erfaring; den Grund er for saa
vidt fast nok. Men det forholder sig ikke
desto mindre med denne Grund ganske
paa samme Maade som med Skibsdækket:
som dette kun giver Fodfæste, saa længe
Skibet overhovedet bestaar, eller saa længe
man ikke bliver skyllet over Bord, saaledes
giver hint ogsaa kun Fodfæste, saa længe
Verden overhovedet bestaar, eller saa
længe man ikke bliver skyllet bort fra
denne Verden af den store Bølge, der
hedder Døden.
Derfor vidste Peter, at Skibet var
ham en usikker Grund, det havde jo ikke
Jesus i sin Bagstavn, derfor forlod han det
Skib, der fattedes Jesus, og gik hellere ud
paa Genezareth-Søens dybe Bølgegrav til
Møde med Frelseren. Du og jeg skulle der
følge ham efter: hellere med Jesus alene
paa Bølgedybet end i Verdens synke-
færdige Skib i Forening med en hel
Mængde Mennesker, der ere lige saa
hjælpeløse som vi selv. Han var alene,
og det maa vi ogsaa være, thi i Troslivets
Begyndelse maa der altid være et Øjeblik,
hvor vi ingen andre kunne have med os,
det er det store personlige Møde, hvor
Synderen staar Ansigt til Ansigt med sin
Frelser og Dommer. Og Mødet sker ogsaa
for os paa Dybet, paa Trosdybet, paa de
70,000 Favne Vand. Forstaar Du, at Din
Tro er en Vandring paa et saadant Hav-
dyb? Naar Du tror, da lader Du netop
med det samme Din Verdensklogskab, der
gav Dig det forholdsvis sikre Fodfæste,
fare. I Verden har Du aldrig erfaret, at
et naturligt Menneske med Kjød og Blod
er født uden paa naturlig Maade af Mand
og Kvinde, saa lidt som at en syg er bleven
helbredet ved et Ord alene, eller at en
død Mand er bleven levende igjen; naar
Du da griber alt dette med Troen, saa
maa Du lade Din kloge Viden fare, og
forstaar Du da ikke, at Du staar paa
gyngende Grund, at Du har et svimlende