Færøsk Kirketidende - 01.01.1893, Qupperneq 2

Dyb under Dig? Eller naar Du i en
ængstet Stund beder Din Gud om Hjælp
og Redning, naar Du med Din timelige
I æbe raaber til den, Du aldrig har set,
som Du ikke ser og aldrig her paa Jorden
vil faa at se, mærker Du da aldrig den
gyngende Bølgegrund under Dier? Jo, min
Ven, det er nok noget ganske andet end
denne Verdens kloge Snusfornuft. Eller
naar Du er et sorgbetynget Menneske, og
naar Dit Haab til denne Verden er brudt,
naar Din Glæde er forstummet for bestan-
dig her paa Jorden, naar Du da lader al
Kjødets Lyst og Øjets Lyst fare og klyn-
ger Dig til Haabet om Herlighsdsriget
hisset med Bod fort hvert et bittert Savn,
mærker Du da ikke de 70,000 Favne Vand
under Dig? Du har forladt Verdensskibet,
min Ven, da Du tog fat ved Troen, og nu
staar Du paa gyngende Grund.
Nu har Du fulgt Peter ud paa Troens
Havdyb, men se nu, hvad der skete ham
videre: Han gik nogle Skridt frem over
Bølgerne, men saa begynder han at synke.
Hvorfor? Fordi han begyndte at be-
sinde sig. Det slog ham pludselig med
overvældende Kraft: Hvad er det dog,
der sker med mig? Gaar jeg virkelig her
paa Havet? Han saa det stærke Vejr, saa
frygtede han, det var, som stod hans For-
stand stille, og saa — ja, saa sank han.
Saaledes kan det ogsaa komme til at gaa
os: Der kommer stundom ogsaa Tider i
vort Liv, hvor vi besinde os, hvor vi ligesom
samle vor Tanke og saa træffe os selv midt
ude paa de 70,000 Favne Vand. Har Du
aldrig erfaret det, at den Tanke kunde
slaa Dig: Hvad er dette dog egentlig for
noget? Hvor kan jeg dog tro paa et
Menneskes Undfangelse ved den Hellig-
aand? Hvad er det for en Daarskab at
tro paa Undergjerninger? Harmanmaaske
nogen Tid set saadant? Hvad er jeg for
en Taabe at tro, at Jesus afNazareth, som
var død, kunde blive levende? Hvem af
os har vel ikke erfaret noget til det, at vi
midt under den mest brændende Bøn til
Gud kunne høre en Røst inden i os, der
siger: »DuDaare! Der er slet ingen Gud!
Du beder blot ud i den tomme Luft!«
Eller naar Du stod ved Dine kjæres Grave,
med Taaren i Øjet, men med Evigheds-
haab i Hjærtet, har Du da aldrig fornummet,
at ligesom en Røst hviskede det til Dig:
»Du Tosse! Et dødt Menneske bliver ikke
levende igjen, saa lidt som en død Spurv
eller en død Torsk!« — Da gaar det Dig
som Peter, Du faar Øje paa de 70,000 Favne
Vand under Dig, Du besinder Dig, saa
frygter Du, og saa — ja, saa synker Du!
Og jo mere Du besinder Dig, des dybere
synker Du. Nu vil Du sikkert sige til
mig: Ja, men saa maa der dog være noget
raaddent ved den Tro, siden den ikke kan
taale, at vi besinde os paa den. Før Du
siger saadant, vil jeg imidlertid svare Dig:
Nej. min Ven, det er netop omvendt, det
er ikke Troen, der ikke kan taale at blive
set paa, men det er os, der ikke kan taale
at se paa den; det er ikke i Troen, men
det er i vore Øjne, at Fejlen ligger. Naar
Solen skinner paa Jorden, da gaar alting
vel, saa længe Du lader Dig lede af den ;
saa længe ser Du tydelig nok. Men be-
gynder Du at stirre lige imod Solen, saa
bliver Du blind; er det, fordi Solen ikke
kan taale at blive set paa? Nej, det er
nok, fordi Dit Øje ikke kan taale at se
paa den. Saaledes ogsaa med det aande-
lige I.ivs evige Lys, vor Tro: Den kan
nok taale, at et menneskeligt Øje ser paa
den og gransker i den; det tager den ingen
Skade af. Men det er Menneskeøjet, der
maa tilhylles, det kan ikke taale at stirre
for meget paa Troen, dertil er Lyset for
stærkt; saa længe vi kun lade os lede af
den, saa længe gaar alt godt, men stirre
vi lige ind i den, saa stirre vi os let blinde,
saa vi slet ingen Ting se.
Det var nu netop Peters Fejl, og derfor
begyndte han at synke; og nu var det
sidste blevet værre for ham end det første:
var han blevet i Skibet, saa havde han dog
haft forholdsvis fast Grund under Fødderne,
og den havde ikke forladt ham, saa længe
Skibet holdt, og han var om Bord; men
den Grund havde han kastet fra sig for at
gaa ud paa Bølgerne, nu sank han, og han
maatte vide det, at nu fik han ikke atter
fast Fodfæste, før han satte Foden mod
Genezarethsøens havdybe Bund, men den
kan intet levende Menneske taale at be-
træde. Saaledes ogsaa som han, saa vi:
det vantro Menneske er ulige bedre stillet
end den tvivlende Kristen, om vi da vare
overladte til os selv; thi hin har dogVerdens-
livets forholdsvis faste Grund at støtte sig
til, saa længe det varer, men denne har
intet Holdepunkt, slet intet,, før han naar
mod Troslivets Havbund, der nede under
de 70,000 Favne Vand, men Troslivets
dunkle Grund naar nu en Gang intet
Menneske levende, dertil er den for dyb.
Men Gud ske Tak og Lov! Saa lidt
som Peter blev overladt til sig selv, saa
lidt blive vi det. Synke vi i Tvivledybet,
da raabe vi som han: »Herre, frels mig!«
Og han svigter os da ikke, men rækker
os altid en af sine Hænder til at drage os
op igjen; to Hænder har han, som han
kan række, den ene hedder Glædens, den
anden hedder Sprgens, en af dem faa vi,
den, der i Øjeblikket tjener os bedst, men
de ere for Resten begge lige stærke til
at drage et Menneske op. Saa førte han
Peter op i Skibet, men denne Gang gik
han selv med, og saadan fører han ogsaa
os tilbage igjen til Skibet, men denne Gang