Færøsk Kirketidende - 01.01.1893, Síða 3

bliver det i Kirkeskibet, hvor han selv er
med om Bord; alene maatte vi møde ham,
alene maatte vi være for at faa vor Tro
grundlagt, for at føle den svigte og for at
bringe den til Sejr, men saa fører Herren
os til de Helliges Samfund, og deri naa
vi til Havnen, det evige Livs Havn, hvor
vi have Beskuelsens faste Klippegrund
under vore Fødder til evig Tid.
Til Slutning saa endnu kun dette:
Jesus kom til dem i den fjerde Hattevagt;
hvad vil nu det sige? Jøderne havde deres
Nat inddelt i fire Vagter, af hvilke den
sidste varede fra Kl. 3 til 6 om Morgenen;
det er nu ganske simpelt at forstaa. Møn
dette er vel værdt at mærke, thi vort Liv
er paa en Maade ogsaa delt i fire Natte-
vagter, hvoraf den første hedder Barn-
dommen, den anden Ungdommen, den
tredje Manddommen og den fjerde Alder-
dommen. I en af disse Nattevagte kommer
Jesus nu altid til os, for at vi kunne høre
ham til, inden den evige livsdag gryr;
til nogle Mennesker kommer han allerede
i den første Vagt, til andre senere, ganske
som Lignelsen om Arbejderne i Vingaarden
lærer os det; men er han ikke kommen
før, saa kunne vi være forvissede om, at
han kommer nok i den fjerde Nattevagt,
saaledes som han kom til Røveren paa
Korset; derfor synge vi ogsaa i en Salme;
»Kom i den sidste Nattevagt
I en af mine kjæres Dragt,
Og sæt Dig ved min Side.«
Men naar han kommer, maa vi ud til ham
paa Dybet, og naar vi synge, maa vi gribe
hans udstrakte Frelserhaand; da have vi
sejret, da kunne vi synge:
»Kun fremad, og Havet har Vej uden Baad,
Saa trygt Du kan træde
Paa Bølger og kvæde
Med jublende Glæde; Vorherre véd Raad.«
Amen!
To Diøterpræstgr.
Det nylig svundne Aar, der i rigt Maal
har ladet Menneskenes Børn mærke Pustet
fra Dødsenglens Vingeslag, saaledes at det
vil blive mindet i Historiens Bøger som
»Koleraaret 1892«, det har ogsaa sat ad-
skillige sorte Mærker og efterladt adskillige
Huller i Listen paa betydelige Mænd inden-
for vort Fædrelands Aandsliv. Flere Per-
sonligheder bleve os berøvede i Fjor, der
have været Bannerførere paa Kunstens,
Videnskabens, Politikkens, det offentlige
eller det kirkelige Livs Omraade, og
Brodden af hvert Tab føles smerteligt,
fordi vi have saa faa at miste af. Af dem,
der gik bort, er der to, hvis Minde »Fær.
Kirketid.« særlig skal dvæle ved, nemlig
de tvende Digterpræster: Jens Christian
Hostrup og Ernst Christian Richardt.
Om disse to Mænds ydre Liv er der ikke
meget at fortælle, fordi ingen af dem hørte
til dem, der skubbe sig selv frem. Hostrup
var født 1818, og hans Studentertid kom
saaledes til at falde i de paa mange Maader
bevægede Aar i Frederik den sjettes sidste
og Christian den ottendes første Regerings-
tid, medens hans Kandidattid faldt i de
endnu mere bevægede og gjærende Aar.
der gruppere sig om den første slesvigske
Krig, og han deltog med Liv og Lyst i
alle Folkelivets Rørelser, ihvorvel han al-
drig kom til at indtage en Førers Plads i
snævrere Forstand. Han fik egentlig mere
] ighed med Tyrtæus, den Digter, der efter
de gamle græske Sagn fulgte med Spar-
tanerhæren og opildnede den med sine
Sange, uden at han selv deltog i Slagene;
saaledes ogsaa Hostrup, thi medens han
selv personlig aldeles ikke var nogen
Kampens Mand, blev hans Digtning, saa
vel den alvorlige som den skjæmtefulde,
Folkets Ejendom i dybeste Forstand. Senere
blev han Præst, til sidst i Kjøbstaden
Hillerød (Frederiksborg) i Nordsjælland,
men i 1881 tog han sin Afsked og har
siden levet som Privatmand i Kjøbenhavn;
fra hans Præstetid skriver sig en Række
Prækensamlinger, tankerige og aandfulde,
bærende Vidne om deres Forfatters lyse,
milde, frie Syn paa Livet og Kristendommen,
langt fra al fordømmende Haardhed. C h r.
Richardt er født den 25de Maj 1831, og
1 hans Liv blev saaledes ikke langt. Han
var ligesom Hostrup en stille, beskeden
Mand, der førte en tilbagetrukken Til-
værelse som Landsbypræst, senest fra 1886
som Præst ved Vemmetofte adelige Jomfru-
kloster. Han havde i sin Tid færdedes
meget i fremmede Lande, og særlig havde
han i Foraaret 1862 foretaget en Rejse ti!
Syrien og det hellige land; efter sin
Hjemkomst skænkede han den danske
Menighed en Bog, som sent vil glemmes,
nemlig: »Det hellige I.and. Dagbog og
Digte«. Denne Bog indtager en høj, om
ikke den højeste Plads iblandt vore hjem-
lige Rejsebeskrivelser over det heilige Land
— de strængt videnskabelige Skrifter des-
angaaende naturligvis ufortalte —, netop
fordi den aander den mest inderlige In-
teresse for sit Emne, og fordi den med en
ikke ubetydelige Lærdom forener en varm
Tro og en rig poetisk Fylde. Særlig de
indflettede Digte høre gjennemgaaende
til den danske Digtekunst skjønneste
Blomster. De to gamle Digterpræster,
Hostrup og Richardt, havde meget tilfælles,