Færøsk Kirketidende - 01.02.1898, Side 1

Færøsk Kirketidende.
j CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
Udgivere: | EMII RQHDE, Sandegærde.
7- Aarg.
I. Februar 1898.
Nr. 2.
Lidt Kærlighed, det maa der til!
Mel.: Som Hønen klukker mindelig.
Lidt Kærlighed, det maa der til
paa alle livets Veje,
saa mangen Gren er vokset vild,
fordi den mangled Pleje.
I Solskin trives Blomst og Blad,
kun Kærlighed gør Hjertet glad,
den er dets bedste Eje.
Lidt Kærlighed, det maa der til,
naar Mening staar mod Mening,
°S mange Kræfters spredte Spil
samles skal til Ening.
Hvor vilde alt dog gro i Fred,
0m alle af Guds Kærlighed
tog l ivet i Forlening.
l uk venlig da dit ITjerte op,
lad Kærligheden skinne
paa hver en lille Blomsterknop,
som endnu stænges inde.
Der er saa mangen stille Trang,
som længes efter Sol og Sang.
som gerne lod sig finde.
Vilhelm Gregersen.
Prædiken i Skanderborg Slotskirke
den i8de Juli 1897,
Søndagen efter Jærnbaneulykken
ved Gentofte,
af Provst Th, Sørensen.
Luk. 5, I — II.
Men det begav sig, der Folket trængte
^am f°r at høre Guds Ord, og han
o ved Genezareth Sø og saa to Skibe
Uge paa Søen, som Fiskerne vare bort-
gangne fra for at to deres Garn, traadte
han ind i et af Skibene, som var Simons,
og bad ham lægge lidet fra Landet; og
han satte sig og lærte Folket af Skibet.
Men der han lod af at tale, sagde han til
Simon: far ud paa Dybet, og kaster eders
Garn ud til en Dræt. Og Simon svarede
og sagde til ham: Mester, vi have arbejdet
den ganske Nat og fik intet; men paa dit
Ord vil jeg udkaste Garnet. Og der de
gjorde det, fangede de en stor Hob Fisk,
men deres Garn sønderreves. Og de vinkede
ad deres Medbrødre, som vare i det andet
Skib, at de skulde komme og hjælpe dem;
og de kom og fyldte begge Skibene, saa
at de vare nær ved at synke. Men der
Simon Peder saa det, faldt han ned for
Jesu Knæ og sagde: Herre! gak ud fra
mig, thi jeg er en syndig Mand; thi en
Rædsel var paakommen ham, og alle dem,
som vare med ham for den Fiskedræt, som
de kavde fanget med hverandre; desligeste
ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæi Sønner,
som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus
sagde til Simon: frygt ikke, fra nu af skal
Du fange Mennesker. Og de førte Skibene
til Landet og forlode alle Ting og fulgte
ham.
Der er een Ting, som i denne Uge
har fyldt alles Sind. Alle have vi atter og
atter talt derom med dem vi mødte: stadig
ere vore Tanker vendte tilbage til dette
ene: den forfærdelige Ulykke, hvor i et Nu
saa mange Mennesker kom af Dage, og
endnu mange flere blev lemlæstede for hele
1 ivet.
Det falder derfor ganske af sig selv,
at ogsaa i Dag i denne Kirke Tanke og
Tale maa dreje sig om det, som fylder os
uden for dette Hus; og I vente sikkert, at
det hellige Ord, som I nu have hørt, ogsaa
i dette Stykke, under disse særegne Om-
stændigheder, under den Rædsel, der har
opskræmmet os alle, maa kunne være os
til Vejledning, til Opbyggelse og Trøst.
Saaledes er det ogsaa. I Dag samler
for os Evangeliets Sum sig i dette; »En
Rædsel var paakommen Peter og alle dem,
som vare med ham« — og i Herrens Svar
paa denne Rædsel: »Frygt ikke!«