Færøsk Kirketidende - 01.02.1898, Side 2

2
Saa hedder det da først, at »en Ræd-
sel var paakommen Peder og alle dem, som
vare med ham, for den Fiskedræt, de
havde fanget med hverandre«. De havde
oplevet en stor og uventet Lykke. Den
hele Nat havde de arbejdet forgæves; men
da de paa Herrens Ord udkastede Garnet
midt ude paa Dybet, fik de, tværtimod
Sædvane, en stor Hob Fisk; og med eet
stod det for dem, at denne Gave havde de
ikke fortjent. De vare ikke værdige til den.
Følelsen af deres Synd greb dem, og Peter
faldt ned for Jesu Knæ og sagde: »Herre,
gak ud fra mig. thi jeg er en syndig Mand!«
Egentlig mente han ikke, hvad han sagde.
Tværtimod, i den dybe Rædsel mente han
jo dette: Bliv hos mig, nu ser jeg først,
hvor meget jeg trænger til dig— men jeg
er ikke værdig til, at du skal blive hos
mig. Derfor: gaa bort fra mig, thi jeg er
en syndig Mand!«
Det var en uventet, pludselig Lykke,
som saaledes rystede Peter og alle dem,
som var med ham; men det er ikke det
sædvanlige. I Reglen er det Ulykken, der
fylder os med Rædsel, og det des mere,
jo pludseligere den kommer, jo forfærde-
ligere den er. Derfor er der paakommet
os alle — hele det danske Folk — en dyb
Rædsel for det grufulde, der hændte i
Søndags Aftes. Hvem kan her maale Om-
fanget af Sorgen, af Savnet, af Lidelserne?
Uvilkaarlig spørger man: hvorfra kom-
mer dette? Er det fra Gud? I vente vist
alle, at der. i hvert Fald her i Kirken,
skal siges: »Ja, fra Gud!« Og dog er
dette ikke den hele, fulde og nøjagtige
Sandhed — der maa føjes noget til.
Tænke vi paa den 1 ykke, den Gave,
som Evangeliet i Dag taler om: Peters
Fiskedræt, da vidste Apostlene, at den
kom til dem fra Gud, og dog var der et
Mellemled. De fik den, men kun fordi
de var lydige imod Herrens Befaling:
»Far ud paa Dybet og kaster eders Garn!«
Havde Peter ikke sagt: »Herre, paa dit
Ord vil jeg udkaste Garnet,« og saa virke-
lig kastet det ud, men var bleven inde ved
Land, fordi han mente det unyttigt, saa
havde han ikke faaet den Gave, som Gud
i sin Kærlighed havde tiltænkt ham.
Saaledes er der ofte i Ulykken et
Mellemled, ikke l ydighedens, men Ulydig-
hedens, Syndens Mellemled. Ofte kommer
Ulykken til os ikke ligefrem fra Gud, men
ligefrem og nærmest fra onde Menneskers
Synd; jeg tænker paa de mange, der ere
komne af Dage, f. Eks. ved Bombeatten-
tater. Endnu oftere er Menneskers Let-
sindighed, Forsømmelser. Forseelser de
Mellemled, hvorigennem Ulykken naar hen
til os. Den er heller ikke ved Gentofte
kommen som en uafvendelig Naturnødven-
dighed, som et Jordskælv eller en pludselig
frembrydende Orkan; men den er sket ved
en Række af sammenstødende Omstændig-
heder, som hver for sig kunde have været
undgaaede; og derfor tør vi ikke sige, at
den ligefrem og umiddelbart er kommen
til os fra Gud. men Han, uden hvis Vilje
end ikke en Spurv falder til Jorden, har
her gennem Menneskers Fejltagelser villet
tale til os, saadan at vi maatte høre det.
»Tal, Herre, din Tjener hører« — saaledes
er der skrevet til os i det gamle Testa-
mente. Saa sige vi i Dag i Ydmyghed;
du har talt, Herre, dine Tjenere høre!
Ogsaa ved denne Tildragelse, som ved
alt, hvad der times os. har da Herren talt
til os — til vor Samvittighed — om dette
ene: om Synd, om Omvendelse fra Synd
og Henvendelse til Gud. Vor Herre Jesus
Kristus siger det selv om en Ulykke, der
fandt Sted, medens han vandrede i Judæas
og Galilæas Egne. Det var Taarnet i
Siloam i Jerusalem, som faldt ned og ihjel-
slog atten Mennesker. Om denne Ulykke
siger Jesus: »Mene I. at disse vare skyl-
dige fremfor alle Mennesker, som bo i
Jerusalem? Nej, siger jeg eder, men dersom
I ikke omvende eder, skulle I alle ligesaa
omkomme« (l uk; Ev. 13, 4 — 5). Han mener
jo ikke, at netop Taarne skulle falde ned
og knuse alle dem. som ikke omvende sig;
men han mener: det vil gaa dem ilde. der
ikke høre efter Guds Tale, og som derfor
blive i deres Synd og ikke omvende sig.
Saa er der ogsaa her en Forsyndelse
og en Omvendelse, som først ligger lige
for. fordi vi alle ere medskyldige. Vi ere
saa utaalmodige, vor Tids Mennesker have
altid saa stor Hast: Vi kunne ikke faa
Jærnbanetogene hurtige nok; vi kunne ikke
faa dem hyppige nok. Der stilles Krav i
det uendelige, og navnlig om Søndagene;
men dette er da det allerførste, at hvis
disse Krav fremdeles stilles, saa maa vi
betale, hvad det koster: mere Mandskab,
for at Betjeningen ikke skal overanstrænges,
mere Materiel, flere Spor! Det er dog vel
ikke utilbørligt, at det siges ogsaa her i
Kirken, at her have vi Synd paa vor Sam-
vittighed, at vi alt for lidt have tænkt paa
dette, hvad der forlanges af Mennesker og
af Ting. Det bør ikke være saa, som det
nu er, at der gaar et Befrielsens, et 1 et-
telsens Suk gennem dem, der have An-
svaret, naar om Sommeren en Søndag Aften
er løben til Ende, uden at en Ulykke er
indtruffen, fordi alt saa lidt er indrettet
paa den kolossale Trafik; og det er dog
vel heller ikke utilbørligt, at det siges her
i Kirken, at Gud har talt til os gennem
denne rystende Tildragelse om dette, at
det er blevet, som det er, fordi Søndagen
for mange Mennesker kun er bleven til
en Forlystelsesdag. Dersom den for alle
var en Helligdag, paa hvilken vi hørte