Færøsk Kirketidende - 01.02.1898, Qupperneq 3

3
Herrens Tale gennem hans Evangelium,
saa havde han vel ikke haft nødigt at tale
saaledes, at det nu ikke kan overhøres,
om dette: Kom Herrens Dag i Hu, at du
kolder den hellig.
Men Herrens Tale til os er vel ikke
færdig med dette. Jeg læste for nylig i
en Avis et lille Digt, som jeg her vil anføre,
et Par Vers, som ere nedskrevne i Anled-
Mng af Ulykken, og hvori der — som
Ægterne jo kan -- i rammende Ord er
Peget i den rigtige Retning:*)
»Træd sagte paa Foden;
thi Jorden, hvorpaa
vi alle maa træde,
er glat under Foden
for store og smaa,
og ingen kan vide,
hvor hurtig os Skæbnen kan naa!
Thi Ulykken venter
bag Høje og Skrænter,
i Mulm og Mørke,
ved Stammernes Rod;
hvor snart kan den komme,
før Dagen er omme
med Tordenbragsstyrke,
en rivende Flod.
Derfor mine Venner,
før Skæbnen sig vender,
før Ulykken hænder,
træd sagte paa Fod!
_ »Træd sagte paa Fod« — det er et
fattigt Udtryk i Sammenligning med »Om-
vendelse fra Synd og Tro paa Gud«; men
det kan bruges, fordi det peger i den rig-
tige Retning — i Retning af at styre sin
Gang saaledes, at Herrens Ord i Evangeliet
i Dag; Frygt ikke!« bliver vort, vor Sjæls
k-jendom, som ingen Ulykke kan røve os.
Det er dog vel det stille Spørgsmaal,
l°ra stiger op i os, ved at høre om al den
tvædsel: Hvad om jeg havde siddet der?
jvad om jeg var bleven knust? Hvad saa?
tvad om det var mig, der var bleven lem-
læstet og mj laa i Lidelser, Krøbling for
heM Livet?
Gaa bliver der Alvor i det Spørgsmaal:
i Tv1 lan£t naar Herrens Ord i Evangeliet
til Peter: Frygt ikke? Naar det
GjPaa hen til en saadan Ulykke? Kan det
bort?1 ll6r være mægtigt til at tage Frygten
An
det pwstelen Peter siger selv, hvor langt
h-ivrlo^r ^ Por ham og for dem, som han
h * an^et« til Kristus. Til dem skriver
>1-, i * ASter al eders Sorg paa Gud, thi
7" °™hu for eder« (i. Pet. 5, 7); og
•iPJS i *1° auMs er enig med ham: »Værer
ikke bekymrede for noget« (Phil. 4, 6).
var under Kejser Nero, at de skrev
*) A]fred Ipsen i „Dannebrog11.
dette, han, som morede sig med at lade
de Kristne vikle ind i Halm, oversmøre
dem med Tjære og binde dem til Pæle
paa Roms Gader, saa at de som brændende
Fakler kunde lyse op i Mørket. Dette
sige Apostlene, da de skulle hen —- den
ene korsfæstes, den anden halshugges.
Saa langt naaede det for dem: ogsaa
naar de brændte paa Roms Gader eller
hang paa Korset eller stod paa Skafottet,
ogsaa da — netop da — havde de Vel-
signelse af Herrens Ord: »Frygt ikke!«
Omvendte til Gud havde de Jesu Kristi
Fred, som ingen kunde tage; thi de vidste,
at han, som havde taget den dybe Rædsel
fra dem, han havde Omhu for dem ogsaa
paa Baalet, paa Korset, paa Skafottet!
Det er dette, som Herren taler til os
i Dag, og som han saa mægtigt har
underskrevet ved den store Ulykke, der
har rystet os alle.
Han gav ikke ved sit Ord: Frygt ikke?
Apostlene Sikkerhed for, at de for Frem-
tiden skulde have det godt, saa at ingen
Ulykke vilde tilstøde dem. Han giver os
ikke Spor af Garanti i den Retning, ikke
Gran: om vi skulde være omkomne inden
Aften, om vi skulle være Krøblinge, inden
Sol gaar ned — det vide vi ikke, og derom
har han intet sagt — ikke det mindste.
Men han har sagt til dem, som vende sig
fra deres Synd og give ham deres Sjæl,
til dem, som elske Gud: alle Ting maa
tjene dem til gode«, ogsaa Ulykken, ogsaa
Døden eller, som Apostelen Peter skriver
det i Epistelen i Dag, det er kun et andet
Udtryk for det samme: »Hvo er den, som
kan skade eder. dersom I beflitte eder paa
det gode?« Det staar vor Herre Jesus
Kristus inde for. Saa langt rækker hans
Ord: Frygt ikke — netop saa langt, som
et Guds Barn trænger dertil.
Og saaledes er det endnu den Dag i
Dag. Du vil maaskesige: jeg kan forstaa,
at det for et fromt Menneske kan være
godt at dø hastig; jeg skønner, at for ham
»kan hver Taare blive aftørret«; men hvad
jeg ikke kan forstaa, det er. at det kan
blive et, Menneske til gode at blive Krøb-
ling, at ligge i stadig Lidelse, at miste sine
Forsørgere — det kan jeg ikke forstaa.
Og dog har jeg selv set, at det kan blive
Sandhed. Thi jeg har kendt Mennesker,
som med ydmyg Tak til Gud have baaret
Lidelser og Sorger, fordi de derigennem
have fundet ham og igennem dem ere
bievne holdte fast ved ham, —- fordi de
som Kristus »have lært Lydighed af deres
Lidelser«. Gennem den store Rædsel for
det, der er ondt, som er bleven vakt ved
deres Smerter, have de fundet Guds Fred.
Men vi bede dig: Prøv os ikke over
vor Formue! Hold din Haand mildelig
over os, at vi i gode Dage maa »styre vore