Færøsk Kirketidende - 01.02.1898, Qupperneq 5

5
lidt ogsaa for alle dine Overtrædelser,
derfor: dine Synder ere dig' forladte!«
Og naar Helligaanden saa forvisser Syn-
deren om, at Jesus virkelig har denne Magt
til at forlade Synder paa Jorden, saa han
kan tage Jesus paa Ordet om Syndernes
Forladelse og Barneret hos Gud, da er
det første store Opgør af Regn-
skabet sket, og uden det kan Gudsfreden
tkke tage Bolig i noget Hjerte. Men fra
det Øjeblik, jeg i Tro paa mine Synders
forladelse saa, at min Gæld var betalt, blev
jeg ogsaa et helt andet Menneske; fra
det Øjeblik af kunde jeg med Frimodighed
slaa mine Øjne op til Gud i Tillid til hans
Faderkærlighed; thi fra nu af sad jeg paa
Barneskammel i Gud Faders Hus. Kort
sagt, det blev Indgang til et helt nyt 1 iv
for mig.
Men jeg blev et andet Menneske
ogsaa i den Forstand, at jeg fik et nyt
og levende Haab, Haabet om, at jeg i
Fremtiden kan komme til at staa i min
Herres og Konges Gunst og saaledes
forfr em mes i hans Rige. Skal Herrens
Ord om .Syndernes Forladelse ikke tages
forfængeligt — og <3et kan tages forfænge-
ligt — da maa det pege videre frem.
Det er ikke et Ord, der giver os T ov til
at slaa os til Ro med, hvad vi have vundet
og ere naaede til, men et Ord, der giver
°s Haab om, at vi i Fremtiden mere og
mere kunne blive frigjorte fra Synden,
saa det ender med, at vi blive færdige med
al Synd og faa alt det onde i Legem, Sjæl
°g Aand evig bag os. Og se, først naar
vi ere naaede saa vidt, ere naaede til at
leve et Liv uden Plet og uden Lyde, først
da kommer vort Livs-Regnskab i sin
endelige og fuldkomne Orden. Kunde
vi aldrig naa saa vidt, da var Ordet om
Syndernes Forladelse meningsløst. Der er
mgen Mening i at sige til et Menneske:
»Dine Synder ere dig forladte, men du kan
aldrig komme af med dem.« Nej, naar
Hud forlader os vore Synder i Troen paa
Jesus Kristus, er det altid, fordi han ved,
at han ved Jesus Kristus kan føre os helt
af al Synd og Besmittelse og bort fra
Forkrøbling. Det, vi trænge til, er
oerfor slet ikke, at Gud godmodig skal
,aa af paa sine Fordringer og give os Lov
at beholde noget af det syndige Væsen,
Per hænger ved os, men derimod, at han
i sm Naade vil hjælpe os til, at hans For-
d ri riger til os helt opfyldes af os, saa der
. sidst ikke bliver Gnist af Synd tilbage
os. Mindre kan ikke gøre det! Jeg kan
|kke frelses ved at blive i min Synd, men
un ved at komme helt ud af den; og
ette er tilvisse at forfremmes i Guds
Rige.
, Denne Forfremmelse foregaar altsaa
1 t efter lidt og kun i samme Forhold,
som Jesus Kristus vinder Skikkelse i os,
og saa længe han ikke er fuldvoksen i os,
vedbliver det at være ydmygende for os
at lægge vort Regnskab frem for Gud, thi
hver Dag maa vi bekende, ikke blot at der
er saa meget, der vil hindre os i ret at
give ham Rum i vort Hjerte, men tillige
at det meste af dette onde ikke findes
udenfor os men indeni os.
Men dette er Evangeliet, at naar vi
i ærlig Forsagelse og oprigtig Tro bevare
livsforbindelsen med Herren, som Lemmer
paa hans Legeme, da vil han med sin Døds-
og Opstandelseskraft gaa over i os, saa
Syndens det gamle Menneske i os mere
og mere dødes, og Gudslivet i os styrkes
og vokser, indtil vi naa til den straalende
Top, hvorfra vi ere sunkne, men hvor
han vil have os op. Se, det er at gaa
frem i Helliggørelse, det er at forfremmes
og at flyttes altid højere op i Guds Rige.
Forvisningen om denne Forfremmelse
grunde vi frem for alt paa Herrens Ger-
ning med os ved sit Nadverbord. Hvor
skulde vi vel inderligere forvisses os, at
han vil fortsætte sin Naadegerning i os og
til sidst fuldt vinde Skikkelse i os, end der,
hvor han bespiser os med sit udødelige
Kød og Blod, der, hvor han gaar over i os
for at blive Kød af vort Kød og Blod af
vort Blod, for at væve sit Væsen uadskille-
ligt sammen med vort Væsen. Og gaar
det end smaat og langsomt for vore Øjne
med denne Forfremmelse — ja til Tider
kan det jo se ud, som gik det tilbage med
os — saa tør vi dog hvile i, at som Guds
Børn gøre vi dog »Kæmpeskridt opad mod
den hellige Guds Stad«, hver Gang vor
Frelser skyder til af sit Legeme og Blod,
og at vi derved modnes til ogsaa i sin Tid
aabenbart at gøre Kæmpeskridtet fra
Syndens Land til Paradis, naar i Dødens
Stund Guds Engle hente den troende Sjæl
til at være hjemme hos Herren. Og den
sidste, store Forfremmelse den vil jo
ske paa Herrens store Dag, naar vi gennem
en ærefuld Opstandelse gøre Kæmpe-
skridtet ind i Salighedens Land.
I. F.
»Lyset skinner ind i Mørket, og Mørket greb
det ikke.« (Joh. i, 5.)
Naar man sætter et Lys paa et mørkt
Sted, saa bliver det jo lyst — og dog gaar
det saaledes, at Mørket ikke griber Lyset;
det svinder bort, men lurer fra hver en
Krog; saa snart Lyset tages bort, eller der
sættes et Dække for, saa er alt atter møi'kt.
Mørket griber ikke I.yset, optager det ikke
i sig — nej, det flygter blot for Lyset,‘som