Færøsk Kirketidende - 01.07.1898, Blaðsíða 5

5
som den hellige Skrift derfor rettede baade
mod ham selv og Kirken.
Valdes var nemlig, som allerede nævnt,
en rig Mand; men hans Rigdom var er-
hvervet ved Aager, som af Kirken theore-
tisk vel blev fordømt, medens den i Praksis
saa igennem Fingre dermed, hvorfor der
intet som helst Brud var sket mellem
Kirken og ham. Dog har Valdes baaret
Samvittighedens nagende Brod i sit Hjerte,
og i sin Vaande er han da søgt til den
hellige Skrift. Den katholske Kirke havde
vel forbudt Oversættelse og Udbredelse af
Bibelen, som kun maatte findes i det for
Lægfolk uforstaaelige latinske Sprog; men
ved sine Penge skaffede han sig en Over-
sættelse i Folkesproget af det nye Testa-
mente, hvilket just viser hans Længsel
efter Fred i Hjertet.
Vi forstaa efter dette, at det Ord af
Skriften, som først og fremmest maatte
brænde sig • ind i hans Sjæl, var Herrens
Ord til den rige Yngling (Matth. ig, 21):
»Vil du være fuldkommen, da gak hen,
sælg, hvad du har, og giv det til de fattige,
og du skal have en Skat i Himmelen, kom
saa og følg mig!«
Men fra ham selv vendte saa Anklagen
sig dernæst mod det Kirkesamfund, der
ikke blot ikke havde brudt med den ved
Aager rige Mand, men selv var just ligedan,
»en rig Mand«; thi Kirken var rig, og
Kirken .var mægtig, og den gik helt op i
denne sin Rigdom.
Vi maa huske, at den katholske Kirke
netop paa denne Tid, omkring Aar 1200,
staar paa Magtens højeste Tinde. Paven
betragtedes som den Sol, fra hvilken
Kejsere og Konger som blege Maaner
hentede deres T ys; ingen var ret Fyrste,
før Paven havde anerkendt ham; og som
det gamle Ord siger: »Naar det regner
paa Præsten, saa drypper det paa Degnen«,
saadan gik det ogsaa her; var Pavens Magt
straalende, saa gengav hele den katholske
Gejstlighed rundt omkring i l andene som
Spejlbilleder denne Glans. De mægtigste og
rigeste Adelsmænd attraaede blot at for-
øge deres Magt og Rigdom ved at træde
ind i den katholske Gejstlighed.
Paa et Kirkemøde i Rom viste den
højbaarne Biskop af I iége sig først som
Greve i Skarlagen, derpaa i den grønne
Hertugdragt, men sidst i Bispeskrud; thi
en Biskop var mere end en Greve eller
Hertug — og han var ingen Sjældenhed i
de katholske Bispers Tal.
Guds Ord, som saa klart fordømmer
al Jagen efter Rigdom og udvortes Ære
og Magt, er det da, som bliver den dybe
Aarsag til, at Valdes kastede sine Penge
ud paa Gaden; han havde lært Sandheden
af Ordet: »I kunne ikke tjene Gud og
Mammon«, hvad ogsaa hans Ord ved
denne Lejlighed viser: »Borgere, Venner!
I mene, at jeg er gal; det er jeg ikke.
Jeg frier mig kun fra de Fjender, der have
gjort mig til Slave; thi jeg har altid før
bekymret mig mere om Penge end om
Gud!«
Denne Valdes’ resolutte Handling og
hans Løfte om aldrig at eje Guld og Sølv
vakte baade Beundring og Efterfølgelse,
og snart flokkedes disse hans nye Venner,
der som han havde givet deres Guld til
de fattige, om ham. Selv kaldte de sig
»Guds fattige« og »Guds Venner«, medens
de af andre gerne benævnedes »de fattige
fra I.yon« eller efter Stifteren »Valdesiere«,
hvilket sidste Navn, fordrejet til »Val-
denserne«, er blevet det, hvorunder de
ere mest kendte.
Men som det er Kristi Ord til den
rige Yngling: »sælg. hvad du har, og giv
det til de fattige«, der var Valdensernes
Løsen, saa glemte de over dette dog ikke
Tilføjelsen: »kom saa og følg mig«. Pen-
gene vare for disse Mennesker, som de
havde været det for den rige Yngling, den
Hindring i at komme til Kristus, der først
maatte fjærnes, men derpaa maatte Efter-
følgelsen komme. Og skulde der være
Alvor i denne, krævedes der en Fordybelse
i Herrens Ord, en Fordybelse, der, som vi
allerede have antydet, var forbudt af
Romerkirken, som klart nok følte, at dens
I,ærdomme ikke alle kunne forenes med
en ædruelig Forsken i den hellige Skrift.
Den hellige Skrift med sin klare Lære
om Retfærdiggørelsen af Tro maatte nød-
vendigvis bringe Valdenserne i Konflikt
med Romerkirken; dog var denne Konflikt
ikke tilsigtet fra disse fromme lægfolks
Side, som allerhelst bleve indenfor Kirkens
Ramme, levede deres stille 1 iv og ved
Ordets Forkyndelse for »al Skabningen«
haabede saaledes at kunne reformere og
forbedre det hele Kirkesamfund. Men Rom
vilde det anderledes.
Efter flere forgæves Forsøg paa at
bringe Valdenserne til at opgive deres For-
kyndelse og ved lokkende Udsigter at
bringe dem tilbage til en sød Slummer
i den ufejlbare Kirkes Skød — brød
Uvejret løs.
Saa begyndte da Valdensernes lange
Trængselstid.
Den ene »Kætterforfølgelse« fulgte
den anden, og mange Tusinder af dem
omkom. Dog mærkede de ogsaa Herrens
underfulde Hjælp; saaledes da en Hær paa
18,000 Mand efter Opfordring af Pave
Iunocens VIII — Paven med de 8 Sønner
og 8 Døtre (Iunocens betyder »Uskyl-
dig« !l) — havde indesluttet en stor Skare af
dem i en Klippehule. Da faldt der plud-
selig en tæt Taage over hele Landskabet,
og i Taagen kunde Soldaterne ikke finde