Færøsk Kirketidende - 01.06.1899, Síða 2

Gang ogsaa her. I dette Øjeblik sker jo
det, at Evangeliet forkyndes, at Ordet ud-
gaar fra en Jesu Kristi Tjeners Mund.
Og lad Tjeneren være saa ringe, han vil,
og Ordet saa tarveligt, det vil, -— det er
dog Jesu Kristi Evangelium, der forkyndes,
hans Sag, der strides for. Og at dette
sker for eders Øjne, dette betyder, at Guds
Rige er kommen til eder. Ogsaa her har
det sin Valplads — holder sin Fane op.
Ja, her i dette Sogn er det kæmpende
Guds Rige kommet — ikke endnu det
sejrende Guds Rige, men det kæmpende.
»Den stærke« har ogsaa her sit »Pallads«,
som han bevæbnet vogter. Men han faar
ikke Lov at beholde det i Fred. Den
stærkere er kommen. Jesus Kristus er her
med sine Vaaben, Livets og Lysets Vaaben,
og han vil gaa frem, Skridt for Skridt, og
overvinde den stærke og uddele hans Bytte,
befri hans Fanger, løse de lænkebundne
Sjæle.
Ja, lad os vel lægge Mærke til, at
dette betyder det, naar Evangeliet for-
kyndes iblandt os, naar Børn bæres til
Daaben, naar den hellige Nadvere uddeles.
Det er ikke blot nogle kønne Skikke, vi
af from Ærbødighed vedligeholder, men
det betyder, at Guds Rige er kommen til
os med sin Kraft, med den Kraft, der er
stærkere end Dødens. Det betyder, at
Guds Sag skal gennemføres her trods al
Fjendens Modstand.
Ja, det betyder, at en Fane er rejst
her. Ligesom i sin Tid den græske Fane
blev rejst paa Kreta for at samle alle Øens
kristne Indbyggere til en Befrielseskamp
mod Tyrkernes Aag, saaledes vajer her
Jesu Kristi Fane, for at vi skal stille os>
under den, samles under den og være med
til at føre Guds Riges Sag fremad fra Sejr
til Sejr.
»Hvo, som ikke er med mig, er imod
mig,« siger Jesus videre. Og dermed op-
fordrer han os til at stille os afgjort under
hans Fane.
»Hvo, som ikke er med mig, er imod
mig,« det vil sige: Du, som staar ved Siden
af og ser til, træf en Afgørelse, kom til en
Beslutning! Her er ingen Plads midt
imellem. I denne Krig er der ingen neu-
trale Magter.
Dersom Kampen for og imod Kristen-
dommen kun var Kampen om en An-
skuelse, en Lære, en Filosofi, da kunde det
være berettiget at sige: Lad dem strides
derom, som har Forstand derpaa, jeg holder
mig udenfor. Men dersom det er Guds
Rige, der er kommen til os, dersom Kristen-
dommens Sag er det kæmpende Guds
Riges Sag, da er det ikke de lærdes eller
de specielt interesseredes, men din og min
og alle Menneskers Livssag, det drejer sig
om, og da duer det ikke at tilbringe sit
Liv i Vankelmod og lade Tiden gaa hen
uden at faa taget sit Parti.
Du føler dig maaske endnu ikke til-
strækkelig overbevist om Kristendommens
Sandhed til at tage aabent og afgjort
Parti for den. Du trænger til først at faa
fjernet nogle Tvivl. Du vil først se Kristen-
dommen stærkere lægge sin Sandhed for
Dagen gennem Aands og Krafts Bevis-
ning. Og indtil videre vil du da indtage
en iagttagende og afventende Holdning.
Saaledes var det, Gamaliel i sin Tid
stillede sig. Denne Lovlærer, »højt agtet
af alt Folket,« synes at have haft et Øje-
blik, hvor han følte Aandens Dragelse, og
hvor han stod foran en aaben Dør til en
betydningsfuld Deltagelse i Guds Riges
Kamp ved Apostlenes Side. Men Gamaliel
valgte den afventende Holdning og anbe-
falede det jødiske Raad det samme: »Hold
jer fra disse Mennesker og lad dem sejle
deres egen Sø, for, er dette Forehavende
i eller denne Gerning kun Menneskeværk,
saa falder det nok fra hinanden, er det
derimod fra Gud, saa kan I ikke faa det
bort; — at I dog ikke skal gribes i at
stride mod Gud selv!« (Ap. Gern. 5.)*)
Det var et meget klogt Raad. Men
det er ikke nok at være klog. Der er
Lejligheder, hvor det gælder om at være —
dumdristig havde jeg nær sagt. Vi hører
ikke, at Gamaliel fik noget ud af sin Venten.
Det meldes ikke, at han siden kom og
sagde: Nu er jeg kommen til fuld Erkendelse
af Evangeliets Sandhed, og nu slutter jeg
mig til den stridende Menighed. Nej, alt
tyder paa, at Lejligheden for stedse er
flygtet fra ham. Tiden og Udviklingen
har gaaet sin Gang og har ladet Gamaliel
tilbage. Som en afventende Tilskuer er
han formodentlig gaaet i sin Grav.
Det vil sige som en Modstander —
faktisk som en Modstander. Hvor forsigtig
han end var, hvor bange han var for at
»komme i Strid mod Gud selv«, har Ga-
maliel dog ikke undgaaet at maatte tælles
blandt dem, der stod Kristendommen imod.
Nu kunde nogen sige: Ja, sætter vi
os tilbage i hin længst forsvundne Tid, da
maatte man rigtignok ønske, at man i
Gamaliels Sted havde valgt at stille sig
ved de forfulgte Apostles Side med en
aaben og afgjort Bekendelse til Kristen-
dommen. Men da var Kristendommen
ogsaa noget andet end nu. Da var der
Liv, Bevægelse, Fremtid i den, da var den
just det kæmpende Guds Rige, der gik sin
Sejersgang over Jorden. Men nu, hvor er
nu Apostlene, hvor er Trosheltene, .Mar-
tyrerne, hvor er den aandelige Kæmpe-
kraft? Kan nogen forlange, at jeg i vor
Tids spagfærdige Bekendere af Kristen-
*) Aksel Sørensens Oversættelse.