Færøsk Kirketidende - 01.06.1899, Síða 3

dommen skal erkende den Hær, der kæmper
Gudsrigets Kamp under Himlens eget store
Banner, hvori der staar skrevet: Hvo, som
ikke er med mig, er imod mig?
Jeg vil dertil svare: Vis mig, hvor ellers
det store Banner vejer. Vis mig et andet
Sted, hvor Krigen føres, hvor Kraft øves,
hvor noget sker, som bedre kan betyde, at
Guds Rige er kommen til os. Et Sted
maa der dog være, ogsaa i vore Dage,
hvor der drives paa den store Sag, Sjælenes
Frelse og Forløsning. En Mødeplads, et
Samlingssted maa der være, hvor Menne-
skene enes, helliges og dygtiggøres til Ar-
bejdet for, at Guds Vilje maa ske paa
Jorden, som den sker i Himlen. Dette
Sted, — er det ikke i vore Dages kristne
Kirke, da er det vel et andet Sted, og da
skynd dig derhen, og lad ikke din kostbare
Levetid hengaa, uden at du faar brugt den
til at arbejde med paa det største og
højeste Formaal.
Men kan du, trods al din Søgen, ikke
finde noget andet Sted, og maa du derfor
tilsidst erkende, at det dog er denne for-
agtede Nutidens Kirke, som holder Fanen
oppe, — at det er den, der, trods al
Skrøbelighed, endnu den Dag i Dag i
Jesu Aand og Kraft uddriver Djævle ved
Guds Finger, ufortrødent angriber »den
stærke« i hans Forskansninger, dér, hvor
han, trods alle humane Kulturbestræbelser,
ellers vilde kunne sidde rolig og uforstyrret
og beholde det, han har, med Fred, — maa
du, med andre Ord, til sidst erkende, at
hvor den kristne Kirke er, der er endnu
den Dag i Dag det kæmpende Guds
Rige, da tænker jeg ogsaa, der maa være
noget i dig selv, som tilsiger dig, at her
maa du være med, her maa de smaat-
skaarne Hensyn vige, her gælder det mere
om at gribe dristig til end forsigtig at be-
tænke sig.
Bliv Kristen, afgjort og erklæret Kri-
sten! nøjes ikke med at være til en vis
Grad tiltalt af Kristendommen, men giv dig
over til Jesus Kristus med dit Hjertes Tro
og dit Livs Bekendelse. Giv dig hen, med
fuldt og helt Hjerte, og sig: Jesus Kristus
skal være min Herre; ham vil jeg tilhøre,
ham vil jeg følge!
Vor Tid.
Man maa forstaa Tiden for at kunne
udrette noget i Livet, maa kunne sætte sig
ind i andres Tankegang, saa man ikke blot
ved, hvad disse andre tænker, men ogsaa
forstaar, hvorfor de tænke saadan eller
saadan.
Tiden gaar, og Tidsaanden skifter;
meget forandres fra Barnet fødes til Gubben
lægges i Graven. Det er ikke nok éngang
som ung at have forstaaet Tiden; man maa
følge den i dens Løb: »Gaar Tiden fra dig,
kan den ej bru’ dig!«
Kirken er efter hele sit Væsen nær-
mest konservativ; den stiller sig væsentlig
bevarende overfor de Samfundsformer,
som vinder Skikkelse, og hvor kan det
være andet, end at de ydre Samfundsforhold
let træder i Baggrunden der, hvor Ordet:
»Søger først Guds Rige og hans Retfærdig-
hed« forkyndes.
Kirkener i det væsentlige konservativ;
og er det godt, at der er Frihedens og
Fremskridtets Mænd i et Samfund, saa er
det ogsaa godt, at der er en Modvægt, en
Konservatisme — til en vis Grad. Til en
vis Grad! Thi der er en Grænse for Gavn-
ligheden af det konservative, som der er
en Grænse for Gavnligheden af Frihed og
Fremskridt; og denne Grænse er naaet,
naar Samfundsforholdene har udviklet sig
saadan, at Bevarelsen af dem bliver en
Fare ikke blot for Kirken selv, men for
Kristendommen som Samfundsmagt. Den
Konservatisme, der holder paa saadanne
Samfundstilstande, er kun til Skade, og
den har altid været en Fristelse for Kirken,
hvilket har sin Grund i den falske Aande-
lighed, som har gjort sig gældende. Denne
var efter sit Begreb aandelig og intet
andet. Folkekirken efter sin ydre Ordning
j var (efter Grundtvig o. m. a.) en rent borger-
lig Indretning; derfor kunde dens Forhold
ogsaa saa udmærket ordnes af Staten.
Statens Sag blev det da ogsaa at ordne
alle ydre Samfundsforhold og navnlig efter
at Religionsfriheden er bleven indført, er
det blevet mere og mere tydeligt, at Kir-
kens Omraade kun var den enkeltes For-
hold til Gud — betegnet og udtømt ved
Ordene. Synd og Naade. Alt andet var
Statens Sag og bestemtes efter ganske
verdslige Synspunkter. Paa den Vis slut-
tedes der Fred mellem Stat og Kirke, og
det syntes som om begge havde tjent ved
saaledes at faa anvist hver sit Felt. Om
Staten tjente derved, skal vi ikke her komme
ind paa; at Kirken led et Tab og maa
vinde det tabte tilbage, anser vi for ube-
strideligt. Følgen af denne Deling af Livet
i to Dele bliver i Virkeligheden den, at
man i Menighedens Forsamling og i Løn-
kamret lever som kristne; men kommer
man ud i Livets daglige Kaar, da er man
Forretningsmand, Politiker, Arbejdsgiver
ganske som andre Forretningsmænd, Po-
litikere og Arbejdsgivere; man tager de
éngang givne Vilkaar — Gud skabte os
. til at blive fattige og rige — finder sig i,
at man nu engang hører til dem, der har
faaet Velstand, maaske Rigdom, og om
man trænger til Beroligelse, da vil man