Færøsk Kirketidende - 01.01.1900, Blaðsíða 2

Skriftord saavel som hele den øvrige Skrift
er talt.
Den, som ikke elsker sin Fader og
Moder, eller sin Hustru og sine Børn, kan
vel vise hen til Luk. 14, 26 *) som Støtte for,
at han kun handler efter Kristi eget Ord;
men enhver, som kender blot en Smule til
Kristus ud over dette hans Udsagn, vil
ogsaa forstaa, at en saadan bogstavelig Ud-
tydning er stik imod hans Aand, der paa
Korset viste den samme Kærlighed til sin
Moder (Joh. ig, 27) og til sine Fjender
(Luk. 23, 34), som han havde udvist gennem
hele sit Jordeliv.
Saadan maa ogsaa det Skriftord, som
staar over disse Linier, ses i Sammenhæng
med Skriftens Hele, med den Aand, som
kalder alle til Kongesønnens Bryllup, som
ikke udelukker andre, end dem, der ude-
lukker sig selv, der ikke er det værd, fordi
de ikke bryder sig derom, men undskylder
sig (Matth. 22 og Luk. 14).
Lad mig saa ud herfra søge at forklare,
hvad der da ligger i det Ord, som staar
om de Hedninger, hvem Paulus forkyndte
den Frelse, der var bestemt ikke blot for
Jøderne, men ogsaa for Hedningerne indtil
Jordens Ende: »Og de troede, saa
mange, som var bestemt til det
evige Liv«.
Dersom en velstillet Mand ser, at hans
Søn baade paa Grund af sin gode Karakter,
sine Evner og sin Lyst har Betingelser for
at kunne udfylde en bestemt Stilling i
Livet, lader han maaske denne Søn uddanne
dertil, og ordner og bestemmer cilt saaledes,
at naar den fornødne Tid er forløben, han
da kan komme ind i denne Stilling; man
kan altsaa sige, at hans Fader har bestemt
ham til den Stilling, hvortil han efter sit
nøje Kendskab til .Sønnen har ment ham
skikket. Men ogsaa Sønnen har et Ord at
sige i denne Sag; han 'kan opfylde sin
Faders Forventninger, men han kan ogsaa
gøre dem til Skamme, leve sit Liv hen i
Daarlighed og 1 adhed og derved aldrig
naa det, hvortil han af Faderen var
bestemt.
Gud Fader kender os Menneskebørn.
Han kender os nøjere, end Faderen kender
sit Barn, ja end vi kender os selv. Og ud
fra dette sit inderlige Kendskab til os, til
vor Karakter og vore Anlæg, vore gode
og vore svage Sider, »ved« han, hvordan
vi vil stille os til Evangeliet om ham, hvis
Navn er det eneste under Himlen, i hvilket
der er Frelse at finde, »ved« det, som kun
han kan vide det, der ransager Hjerter
og Nyrer; og paa Grund af denne sin
*) Luk, 14, 26: Dersom nogen kommer til mig og
ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og
Born og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv,
han kan ikke være min Discipel,
Forudviden, bestemmer han da dem, der
tager mod Troen, til det evige Liv.
Men ogsaa Mennesket har i sin Frelses-
sag et Ord at sige, et »Ja« eller et »Nej«;
ogsaa et Menneske kan svigte den Tillid,
Gud havde til ham, og derfor gaa glip af
det evige Liv, hvortil han var bestemt;
men et Menneske kan — Gud ske Lov —
ogsaa overgaa sin himmelske Faders For-
ventning, saadan som han kan det overfor
sin jordiske Fader.
Men hvordan er dette dog muligt, vil
du sikkert sige, du, som jo fra Barndom
lærte, at Gud var alvidende. Ja Gud er
alvidende, som han er aimægtig. Han er
almægtig, det vil sige, han raader i Himlen
og paa Jorden, men et eneste Sted har
han ikke Magten, nemlig i Menneskehjertet,
uden vi vil give ham Raaderum derinde.
Thi Mennesket har faaet Magten til at
raade over sit Hjerte, har faaet Frihed til
at sige ja eller nej til sin Sjæls Frelse.
Og saaledes har Gud selv sat en Grænse
for sin Almagt saa længe Menneskehjerter
slaar, og det vil sige til Dagenes Ende.
Akkurat paa samme Maade med hans
Alvidenhed. Han, som raader over Men-
neskers Skæbne som over Storm og Sø,
kender forud alt det, der sker om Menne-
sket og i Mennesket, hans Frygt og Glæde,
hans Haab og Sorg, alt —- kun ikke det,
der sker dybest inde i det Hjerte, der ikke
hører til hans Magtomraade, det Ja eller
Nej, som lyder derinde. Han aner det
sikrere end nogen som helst anden i Him-
len og paa Jorden, men han ved det ikke.
Med Grænserne for sin Almagt, satte han
Grænserne for sin Alvidenhed.
I Ap. Gern. 13, 48 fortælles der altsaa,
at det gik, som Gud havde forudset.
Herrens Ord lød ikke forgæves til dem,
som Lljertekenderen ventede paa.
Forstaar du nu, at du ikke skal gaa
og gruble over Forholdet mellem Guds
Alvidenhed og Menneskenes Fortabelse,
at det ikke er saadan. at Gud har forud-
bestemt dig eller noget andet Menneske
til Fortabelse, at din endelige Skæbne er
ikke »skrevet i Hjerterne« og derfor afgjort
for bestandig? Forstaar du, at Gud, som
vil, at alle Mennesker skal frelses og
komme til Sandheds Erkendelse (1. Tim. 2,4),
har ogsaa bestemt Frelsen for dig, har lagt
Afgørelsen i din egen Haand?
Da Pave Urban II havde holdt sin
store Korstogstale, lød der fra alles Læber:
»Gud vil det,« og netop dette gav dem den
Begejstring, der satte det utrolige igennem.
Vi har Skriftens eget Ord for, at »Gud vil
det,« vil din og min Frelse; maatte det
fylde os med den Begejstring, der kunde
svare: »ogsaa vi vil det,« og den Troskab,
der holdt ud indtil Enden, indtil det »utro-
lige« skete med os, at vi svage, skrøbelige,